JFK Jr. er tilbage efter nogle år med radiotavshed, i hvert fald hvad udgivelser angår, med en kort omgang energisk, upoleret og små-flabet rock. Det er ikke lige elegant eller velfriseret hele vejen igennem, men det er de sgu ligeglade med og rocker bare videre.
Det går sådan set ganske ubesværet over stok og sten på Black, og tilmed er JFK Jr. charmerende selskab, på deres egen kantede og snotnæsede måde. Musikalsk er stilen rå og ind til benet rock, på en lidt tilsmudset og utilpasset, men stadig melodisk og inviterende, måde.
Et eller andet sted får bandets klang mig til, at tænke på en 90’er kollision mellem The Offspring, i deres rockede hjørne og Foo Fighters, dengang der stadig var en bismag af grunge-rock i dem. Sammenligningen bliver ikke mindre tydelig i mine ører af, at forsanger Jesper Møgelhøj brøler lidt hen ad Dave Grohl, når der gives gas og lyder som Dexter Holland, når der skal “synges”. Der veksles hyppigt mellem disse to tonelejer, og uden at fornærme nogen fungerer førstnævnte bedst, mens sidstnævnte nok er smag og behag.
Det skærer en kende i ørerne på mig når der går Holland i den, især i andet nummer, “Is This For Real”, hvor den er indstillet på full Holland det meste af vejen. Indtil en fræk, fræk lille finte mod slut, hvor første vers fra Becks “Loser” rock-snakkes ind over nummeret. Det burde egentlig ikke fungere, og jeg rynkede da også en smule på næsen første gang, men nu synes jeg tyveriet er en herlig tilføjelse. Ellers har vi med et ret fedt nummer at gøre, tempoet er skruet ned, med en relativt simpel og repeterende grundrytme. Der hugges godt igennem i skarpe glimt, når der ikke lige grunge-blævres med håret ned for øjnene.
Den følges op af den kun 2 minutter og 40 sekunder lange og mere fartglade “Take You Out”, der nok er der mindst interessante nummer på EP’en. Det rykker sådan set fint, men jeg bliver ikke helt smittet af energien.
Så mangler vi de to bedste drønnerter i min optik, dem finder vi i hver sin ende af EP’en. Først højoktan åbneren, “No Regrets”, der som titlen måske antyder ikke bremser for nogen. Her bliver jeg revet med, der er godt med spark i melodien, der samtidig er tilpas fængende, uden at blive leflende. I omkvædene slår det næsten gnister når musikken brøler derudaf, og vokalen med. Den nærmer sig Grohl på “Monkeywrench” i fart og intensitet, så ordene nærmest spyttes ud. Godt nummer! Ikke mindst på grund af we Break for nobody attituden.
Lukkeren “Running” er lidt en anden størrelse, og får vist at der måske er mere at hente i JFK Jr end kompetent skråle-rock. Det er lidt mere afventende, men måske også en smule tungere. Men stadig relativt iørefaldende. Der noget næsten D-A-D’sk over den Western klingende guitar, mens forsangeren giver den sådan lidt af det hele, og rammer mere plet end forbi. Den instrumentale outro er især ret fed, og kunne måske egentlig godt være malket lidt længere.
Men JFK Jr. er tydeligvis et band der vælger bare at skære ind til benet, og ikke så meget pis. Det samme gælder deres klang, på alle fronter. Der er umiddelbart ikke gjort noget videre forsøg på at pakke svaghederne ind eller sminke skidtet – take it or leave it.
Det er sgu egentlig meget befriende i en tid, hvor man enten kan producere sig ud af problemzonerne, eller det hele kommer til at lyde lidt ens og alt lader til at være skruet lige højt op. Ikke her. Jeg vil ikke påstå at JFK Jr. ligefrem skilter med, at det ikke er perfekt hele vejen rundt. Men de lader til at omfavne det, eller bare give fanden i det og spille igennem.
Det vinder de på i sidste ende, der er plads til forbedringer, men det her er rock der lever. Og får hævet sig op på 4, kantede Upcoming stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Black er den første af 3 planlagte EP’er fra JFK Jr. i år, følg med på facebook
