Jesper Karkov & Høstsjakket, ja, navnet alene giver følelsen af landlig idyl. Musikalsk er vi også ude, hvor kragerne vipper med næbet til country-prægede toner, på et album der overordnet set er godt gammeldags håndværk og behageligt selskab, men som i løbet af 11 numre føles lidt for stillestående.
Musikken du spiller hvad kommer den af
er det Neil Young’s lade du tanker fra
når du samler din gamle guitar op
med Keith på Steel og Drummond på bas
kører vi den hjem på middelgas
Sådan lyder det selverkendende i “Retrospektivt tryghedstrip”, et af de bedste numre på Jesper Karkov & Høstsjakket’s bundsolide country/western/folk’ede pop-plade (selv kalder de genren for folkbeat) Hjemme. En plade, der emmer af ro og tilbagelænet eftertænksomhed, i mens verden går sin gang udenfor de små vinduer. Det er et album der giver mig billeder og følelsen af, at sidde ved køkkenbordet et sted ude på landet, i mit tilfælde det sønderjyske, for Høstsjakket måske Vinding (ved Holstebro) og Aarhus egnen, som står oplyst som deres tilholdssteder.
Duften af kaffe og gammelt hus hænger tykt i luften i de fleste af Hjemme’s 11 numre, hvilket gør det til en behagelig og hyggelig følgesvend, når man lige har brug for at trække stikket en smule. Det er et album der lægger virkelig stærkt ud, men som melodisk og stemningsmæssigt desværre bliver lidt dvælende og luller en lidt i stå, som albummet skrider frem. Som fortællerstemme er Karkov’s vokal rar, men også en kende anonym. De danske ord flyder ubesværet fra hans mund og ind i øret, hvor de fint stimulerer de små grå, men aldrig rigtig går i hjertet på mig og for alvor rører mig.
På de første 4 numre, er der dog tilpas fremdrift i samtlige numre til, at man tænker at man er på vej mod noget decideret fremragende. Det er numre der hver især ville gøre sig glimrende på P4, med fine dansksprogede tekster (lyrikken er nu rigtig god hele vejen igennem), melodier der både rummer ro og fremadrettet bevægelse og i det hele taget bare er noget så gammeldags som “gode sange”. Det er ikke fordi sangene herefter som sådan bliver dårlige, men det er som om Karkov og band kommer til at stoppe op for længe, med en række på sin vis flotte og afdæmpede numre, og aldrig helt genvinder det momentum pladen lagde fra land med.
Jeg lytter mig ind på en gammel melodi
der mere end en gang har kostet mig en flig
af alt det jeg drømmer og det jeg stoler på
Lyder det på albumåbner “Drivende flage af is”, hvor lyrikken hos Karkov til tider har et let melankolsk skær, så er musikken overordnet set lun og inviterende. Man føler sig ganske enkelt rigtig godt tilpas i Høstsjakket’s selskab, bevares, det kunne for min skyld godt stikke og kradse lidt mere, både lyrisk og musikalsk, men indenfor den ramme bandet tydeligvis positionerer sig selv, er det veludført og lækkert serveret. Tidligere refererede Neil Young huserer i musikken, ikke mindst i “Retroperspektivt tryghedstrip” og den efterfølgende “Glødende Kul”, der lyder som om den er sprunget direkte ud fra et af Onkel Neil’s klassiske start-midt 70’er albums. Direkte kopi er det ikke, men stemningen og atmosfæren fra way back when er ramt rigtig godt.
En del af numrene på Hjemme kredser tilsyneladende om bevægelse og en form for udlængsel, både den catchy “Sejlbåd på havet” og den mundharmonika folk’ede “Søkort uden dybder” nævner sejlbåde/at sejle i teksten. I “Rygvendt ukuelighed” stikker “jeg’et” af i en bil, og i den afdæmpede “Husarrest” besynges trangen til at bryde ud på følgende vis:
Et vindue står åbent og frygt pisker ind
og ælder dit ungpigesind
mens jeg står og ser bag tommetykt glas
ind til dig i din husarrest
i dit palads er du håbløst alene….
“Husarrest” er samtidig første sted på albummet, hvor tempoet for alvor trækkes ud af musikken, men på det tidspunkt fungerer det som en fin kontrast og pusterum, til den mere energiske åbning af Hjemme. “Problemet”, i hvert fald for mig, opstår fordi dette vellykkede nummer følges op af en række numre, hvor vi tempomæssigt ikke rigtig kommer i gang igen. De efterfølgende “Varme strøg”, førnævnte “Rygvendt ukuelighed”, titelnummeret “Hjemme” og “2”, er isoleret set gode sange, men det er 5 numre i streg, med særdeles tilbageholdende tempo, hvilket giver en fornemmelse af, at albummet er faretruende tæt på at gå helt i stå.
Det er ikke fordi, at bandet ikke forsøger at skabe variation i de enkelte numres tone og klang, “Varme strøg” med sin sørgmodighed, nostalgiens strøg igennem “Hjemme”, eller “Rygvendt ukuelighed”, der næsten lyder som en slags højstemt vise, eller kirkesang. Men over 5 numre bliver det overordnet set simpelthen lidt for nedtonet og stillestående. Først i sang nummer 10 på Hjemme, den Neil Young svævende “Søkort uden dybder” sker der lidt på tempofronten igen – men da er det næsten for sent. Især fordi pladen lukkes med godnatsangen “Farver”, som stille og roligt dæmper lyset og lader pladen rinde ud.
En løsning kunne naturligvis være bare at trykke “shuffle”, og mikse rækkefølgen af numre, men pladen, som helhed, skal jo naturligvis bedømmes ud fra hvordan den præsenteres og er tænkt. Hjemme rummer en masse virkelig flotte momenter, men helhedsindtrykket hæmmes af den lange periode midt på albummet, hvor man begynder at kunne høre det gamle ur på væggen tikke . Det er en forbandet skam, for de enkelte kompositioner er mestendels stærke og habilt udført.
Er du fan af Neil Young og deslige, og også har nydt de nyere udgivelser fra Michael Falch, med hvilken Jesper Karkov & Høstsjakket deler ikke så lidt musikalsk og lyrisk stemning og tone (uden helt at nå Falch’ens højder i nyere tid), så er Hjemme værd at tjekke ud. Vi ender på 3 store stjerner for den samlede pakke, hvor isolerede øjeblikke på pladen rager endnu højere, uden dog helt at nå ind under huden på lige netop mig, som lytter.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Jesper Karkov & Høstsjakket på Facebook
