Jesper Binzer, frontmand i den danske rock-institution D-A-D, er på banen med en bog, hvor han fortæller råt for usødet om en tilværelse med søvnbesvær, stoffer,musik og ensomhed. Men også om at synes om at blive ældre, at blive ved med at skabe, og være nysgerrig. Er den værd at lægge under juletræet, til en rockelsker du kender?
Jesper Binzer er et ikon på den danske rockscene med sit lange hår, sin energiske tilstedeværelse på scenen, og i de senere år en åbenhed i medierne, omkring hvordan man håndterer når livet er svært. D-A-D kan fejre 40 års jubilæum, og det har de endda gjort med et bundsolidt rockalbum. Der er vel ikke andre danske rockgrupper, der har haft samme stamina og kvalitet i output (med enkelte udfald) over så lang en periode? Samtidig har D-A-D også formået at fastholde deres appel, både til generationen, der er på alder med eller ældre end dem selv, folk som mig, i 40’erne, der er vokset op med D-A-D som det største danske rocknavn, og yngre generationer, som har mødt bandet på festivaler og på deres nyere udgivelser.
Men hvem er Jesper Binzer egentlig, inde bag denimfacaden og det lange hår? Det er det, Flot Kronhjort gerne vil fortælle os mere om. Selvfølgelig krydret med en række anekdoter, så der er noget at trække på smilebåndet af, og fortælle koncertmakkeren næste gang man står skulder ved skulder på et spillested. Men egentlig er det også en alvorlig bog, som Binzer har fortalt til Jo Brand. En bog, hvor man bliver taget med ind i en sårbarhed, og en masse steder, hvor tilværelsen er svær at jonglere med for Binzer.
Et dysfunktionelt ægteskab mellem fire personer
Hvis nogen skulle have troet, at livet som rock’n roll musiker er en dans på roser, så giver Binzer’s bog i hvert fald et korrektiv. Binzer fortæller om, hvordan D-A-D er en form “godt brugt, dysfunktionelt ægteskab på fire mennesker”, hvor de tre nærmest ikke taler sammen, når altså det ikke lige handler om beslutninger i øveren og studiet. Binzer taler om sig selv som den opmærksomheds- og anerkendelsessøgende i det musikalske ægteskab, og beskriver hvordan han har det svært med, når de andre ikke er klar på at køre med på hans idéer – noget, der resulterede i først ét, og siden et til soloalbum fra Binzer.
Jesper Binzer er dog også taknemmelig for, hvad D-A-D har givet og fortsat giver ham. At bandet bliver ved, fordi de er gode, til det, de gør. Fordi det giver dem noget, at stå på scenen, at blive ved med at skrive sange, at være en institution i dansk rock. Så selv om de måske ikke ligefrem hygger sig når de ses, så virker det ikke til, at motivationen er væk for orkesteret – Binzer mener, der er benzin nok i tanken til i hvert fald fem år mere.
Kronhjort i krise?
D-A-D fylder selvfølgelig i Binzer’s fortælling, men Flot Kronhjort er også i høj grad en fortælling om at finde sine ben som mand, og definere sin egen form for maskulinitet. Det virker på mange måder som kernen, i de samtaler, som Binzer og Jo Brand har, og som bogens kapitler er bygget op om. Vi får ikke bare Binzer’s egne reflektioner, men ind i mellem også Brand’s, og selv om det kan virke lidt langt fra det musikalske, så er det, som familiefar i 40’erne, faktisk ret interessant læsning.
Jesper Binzer erkender i hvert fald sin egen fejlbarlighed som del af et parforhold, men han lægger sig heller ikke fladt ned (som han ellers beskriver at have gjort i flere af forholdene). Han beskriver sig som rundet af 70’ernes idealer om lighed mellem kønnene og en tænkning, der centrerer på manden som magtfigur og kvinden som offer, og at det også i høj grad har været hans tilgang at være dialogsøgende, at spørge, “hvad synes du?” i parforholdet og undgå konflikter. Men det har ikke tjent ham særligt godt i de længere parforhold, han har været igennem, og tankerne om, hvad der gik galt er måske nok prægede af, at det er Jesper’s fortælling vi får serveret her, men heldigvis også nogle overvejelser om dynamikker mellem mænd og kvinder i parforhold, og de dilemmaer og selvmodsigelser, der kan opstå, når man som mand både skal være et vilddyr i sengen, være økonomisk skaffedyr, og bidrage til driften på hjemmefronten.
Binzer erkender, at der er to af de ting, han ikke har været særligt god til at opfylde, men har også interessante overvejelser om hvorfor. Eksempelvis siger han, da han skal sætte det på spidsen: “Så hvis en kvinde synes, hendes mand er nosseløs, skal hun måske lige tjekke, om der ligger en blodig kniv nede i hendes dametaske”. Han beskriver middagsselskaber, hvor mændene (inklusiv ham selv) får skældud af deres koner i al offentlighed, og hvor diskussioner derhjemme let kommer til at handle om, hvad der i hans optik er kedelige detaljer og forudsigelighed – det sidste en svær størrelse når man lever som Jesper Binzer.
Penge og piller
Det er ikke kun parforholdene, der tester Binzer, men også hans forhold til pengesager og rusmidler. Begge dele beretter han også åbent om. “Jeg er en klovn til det med penge,” siger han åbent, og refererer en tilværelse, der er præget af ujævne indtægtsstrømme, som ikke passer i den måde det danske skattevæsen opererer på – hvilket i flere omgange har landet Jesper Binzer i stor skattegæld. Og selv om han synes at “det er spændende at være på drugs”, så har det også konsekvenser og giver ubalancer i tilværelsen. Han beskriver indlevende hvordan et overforbrug af opioider (han ønsker sig blandt andet opioider til en fødselsdag, og hans venner disker beredvilligt op med hvad de har i badeværelsesskabene) ender med at gøre ham enormt selvcentreret og uopmærksom på andres behov – hvilket giver krise både i det musikalske og det private ægteskab.
Men rusmidler er også en arena, hvor Jesper Binzer kan prøve ting af, og se verden på nye måder, og “som rockstjerne er det sjovere at fremstå lidt flosset i kanten”, så det passer godt ind i den persona, han skal udfylde. Binzer beskriver også en taknemmelighed over, at være en offentlig person og vil gerne anerkendes af folk, der genkender ham på gaden – men han erkender også, at det kan være for meget, og overskuddet ikke altid er der til at være på, når man står med indkøbskurven i det lokale supermarked.
Men hvad med musikken?
Ja, hvad med den? Man går ikke helt forgæves, for Jo Brand forsøger også at få ud af Jesper Binzer, hvilken musik han selv synes er god og dårlig. Det viser sig at være svært at få mange ord på, og så alligevel. Binzer laver en liste, med sange, som er særligt vigtige for ham, som vokser fra de aftalte 10 sange til først 12, så 14 og så 16. Blandt dem finder man både Rage Against the Machine (“Killing in the Name Of”), Lou Reed (“Walk on the Wild Side”) og AC/DC (“Down Payment Blues”), men måske også mere overraskende Chaka Khan (“Ain’t Nobody”) og Rihanna (“Stay”), og på en af de udvidede udgaver, Miles Davis (“So What!”). Vigtigt for Jesper Binzer er det, at musikken skal have energi, og “man skal kunne høre et menneske inde bagved, som har gjort sig umage”. Og så må der gerne være noget på spil, noget, der gør ondt.
Jeg kunne sikkert give et lignende svar, hvis jeg blev spurgt om det samme, så jeg forstår godt Binzer’s overfladiske set meget brede valg – samtidig graver Binzer sig tydeligvis også ned i genre-huller, og er blandt andet meget optaget det danske doom metalband Konvent og bruger instrumental jazz som en form for musikalsk opioid.
Vi får også en tour gennem Binzer, og D-A-D’s, ritualer inden man skal på scenen, i et kapitel, hvor Binzer prøver at beskrive den energiudladning det er, at optræde foran mange mennesker: “Man giver sig 120%, for det er liv eller død at træde ud på den scene, og man vil gøre alt for, at det lykkes”. Det ér tydeligvis en alvorlig sag at optræde for Binzer, men der er også plads til observationer som denne, i forlængelse af en forklaring om, at de fleste i bandet selv sætter hår og make-up: “Synet bliver jo værre og værre med alderen. Det er derfor os heavy rockere går fra at være androgyne til at ligne gamle damer”.
Men det ér dødsens alvor at være på scenen, og virker også som noget, Binzer har skullet tumle med at finde en eller anden form for ro i – også at bekræftelsen og rosen fra fans aldrig i sig selv er nok, hvis den ikke også kommer indefra. Bandet kommer det heller ikke fra, men Binzer får delt roser ud til bror Cobber og især Laust Sonne for at være de dygtige musikere i bandet. Da han bliver spurgt om han selv er en god sanger, svarer han: “Nej, det er jeg ikke. Jeg er udtryksfuld”.
Kreativitet på andres skuldre
Når det kommer til sangskrivning, deler Jesper Binzer D-A-D’s produktion op i tre kategorier – Bastard-bluesen (eksemplificeret ved “Marlboro Man”), den episke (eksemplificeret med “Grow or Pay”) og knallertrockeren til tiden (“Jihad”, mfl.). Det, at have flere forskellige typer sange, er måske noget af det, der gør at man stadig kan opleve, at D-A-D har noget at byde på. Og sangskrivningen, det at arbejde med musikken, fremstår som, ja, et arbejde. Det er faste timer i øvelokalet, når man arbejder hen mod et album, det er ideer, der prøves af og kasseres, numre der indspilles, men aldrig udgives. Men det er også intuition og at forsvinde ind i skabelsen af noget nyt.
Det er også at blive inspireret af andre – Binzer fortæller for eksempel, hvordan han engang fjernede bilradioen i sin bil, for at inspirationen skulle komme til ham. Det virkede ikke. Men da han som radiovært skulle lytte tusindvis af numre igennem, skete der til gengæld noget. Så kom der nye ideer. Han peger på bidder, i især ældre D-A-D numre, der har elementer af noget andet i sig. Men kreativiteten? Ja, den er der ikke nogen egentlig opskrift på, snarere mange.
En succes ikke at være død
Jesper Binzer nærmer sig de 60 år. Han fylder i 2025. Det ville jeg for nogle år siden have syntes var “gammel”, men når man selv begynder at kravle der op ad, så forstår man at man i hvert fald ikke nødvendigvis er færdig med at udvikle sig og have appetit på livet, selv om man kommer op i årene. Binzer selv ser det som en velsignelse: “Kroppen kan ikke, hvad den kunne engang, men alligevel bliver jeg gladere og gladere for livet, fordi sjælen i højere grad er med mig”. Han beskriver en form for modenhed og selvtillid, der er kommet med alderen, en bedre forståelse af sig selv.
En krop, der langsomt forfalder, en begyndende måne… det bekymrer egentlig ikke Jesper Binzer så meget, men stemmen, den gør. “Kan man så sige, du er heldig, at du ikke er Mariah Carey…”, spørger Jo Brand, og Jesper svarer: “Ja, og jeg tænker så tit på det. Tænk at være hende eller Beyoncé”.
Kold hvidvin og easy living
Jesper Binzer er heldigvis Jesper Binzer. Han har fundet en beklædningsdel, der er genvejen til “kold hvidvin og easy living”, han er nede med det woke, og store bukser, han kalder sig selv “onkel morfar”. Som The Stranger siger i The Big Lebowski, “It’s good to know he’s out there. The Dude. Takin’ it easy for all us sinners”. Det er godt at vide at han er derude og bliver ved med at være sig selv.
Og bogen? Den er bestemt værd at læse, men lider selvfølgelig også lidt af tomgang og gentagelser her og der, og en ikke altid helt stram redigering. Men det passer til formen, og det passer til manden, den handler om. Det er en glimrende bog at have med i toget, eller at klatlæse i, når man lige har tid, for Jesper er egentlig bare godt selskab, og så kan man jo tage det hele for, hvad det er. En mand, der har oplevet meget og reflekterer over det. Som gerne deler ud af sig selv, og stadig er nysgerrig på mere. En mand, der er en 8’er på selvudviklingsskalaen – og hvis du vil vide, hvad dét betyder, ja, så må du have bogen på ønskesedlen til jul.
Jesper Binzer (I samtale med Jo Brand): Flot Kronhjort. Grønningen 1. 300 sider, 299,95 kr.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
