Hardrock med masser af variation er i udgangspunktet en appetitlig menu. Men med lidt for mange hår i suppen og en vokal, der presser citronen lidt for meget, bliver The Great Time Robber (fed titel ellers!) en lidt frustrerende oplevelse.
Med et navn som Jerkstore er der plads til meget: Inspireret af Seinfeld kan bandet ses lidt som en joke – dog ikke det indtryk, man får, når man hører hardrockerne fyre den af på The Great Time Robbery.
Der lægges potent, hardrockende ud, men da vokalen sætter ind er der allerede ridser i lakken: De rammer altså lidt skidt. Det er et problem, der dog løser sig gennem pladen, men generelt bør et band som Jerkstore måske overveje om stemmen på sanger, Keld Rud, presses så meget hele tiden?
For på nummeret ‘Blindness’ åbnes der med en sart, tynd falset-agtig vokal og at den øvrige tekst ’holdes nede’ og ikke stresser stemmen er ganske klædeligt. Pop-hook og kvindekor tækker bestemt heller ikke ned!
Bandet bag kan ellers godt lægge en potent underlægning som fx i ‘Halls of Mirror’. Og der er også legesyge; nummeret starter og slutter med lyden af knive, der slibes. Noget, der ikke rigtigt spejles i teksterne – og dermed komme til at fremstå lidt Non Sequitur-agtigt. Det samme gør sig gældende for en jazzet intro/outro på næste nummer, The ‘Uphill Climb’, hvor teksten endda bryder med fysikens love: ”Gravety doesn’t hold me back” går ét af versene. Det er ellers igen et pop-hooket nummer, der bortset fra intro/outro står rigtig skarpt. Der er hitpotentiale!
Stærkest står nok ‘Never Smile Again’, hvor vokalen ofte ikke er presset i bund – og dér hvor den er, spejler den lidt af sangens desperation. Og et nummer som ‘Mountains Can Be Moved’ er helt boogie-metal-agtigt med groove og pophooks. Så Jerkstore KAN noget og er ikke bange for at variere.
Der lukkes ned med den TUNGE ‘Burn My Letters’ og den sarte ballade ‘While We Wait for The Light’, og pladen lukker på den måde bedre, end den åbner.
For så vidt er det jo nemt at spille rock: Er man ikke håbløs (det er Jerkstore langt fra) på sine instrumenter, vil det altid fungere i ét eller andet omfang. Men det der med sang er noget kompliceret noget, og dér, Jerkstore har det største udviklingspotentiale. For lige at tale lidt konsulent-sprog for en stund: For visse steder rammer bandet en desperation, hvor stemme sagtens kan argumenteres for at skulle være presset. De er også dygtige til at bruge kor – herunder en kvindevokal her og der. Men alt for ofte bliver der presset på uden spejling i teksten. Og så tænker man ikke som lytter, at dét her er heavy for forsangeren. Nej, man undrer sig nærmest over, hvorfor det skal være så presset at sige, hvad han gør.
Gode bands kan sagtens have lidt ’hår i suppen’ og så levere en fin plade endda. Men hvis næsten hver ’skefuld’ rummer hår, så kan opskriften være fin nok, men helhedsudtrykket blive spoleret lidt. Jeg tænker, Jerkstore er et festligt live-band, der både kan variere og skabe energi.
Men på plade er der lidt for meget pres på og steder går der endda lidt NU-rock vokal med lidt for meget overdrive i den. Og det er lidt ærgerligt!
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
