Jens Lysdal disker op med 6 kække dansksprogede pop-rock numre i den lettilgængelige ende, men med masser på hjertet om både kærligheden, danskerne og nationens tilstand. Desværre bliver det lidt en som en diskret løftet pegefinger, uden nok lyrisk bid, fremfor den opsang vi kunne trænge til.
Måske kender vi alle typen? Ham, der kan et eller andet med ord, ham, der kan trylle små, finurlige, men alligevel temmelig ligetil sætninger frem? Det bliver aldrig stor poesi, eller rigtig levende og hopper op fra papiret, men netop på papiret ser det ganske fornuftigt ud. Sådan har jeg det, ærgerligt nok, lidt med Jens Lysdal’s numre på denne udgivelse. Sproget glider fint og der er nogle udmærkede vendinger og fiffige formuleringer i blandt, men jeg kommer aldrig ud over det punkt, hvor det ikke føles en kende stift, konstrueret og lidt for tiltænkt finurligt.
Værst står det nok til på åbneren “Langhårede Leddeløse Lone”, en hyldest til kvinder i alle former, der også befolkes af Mageløse Mystiske Marie, Temmelig Trøstesløse Trine, Herlige Humørfyldte Hanne, Puritanske Påståelige Pia og Sirlige Sande Susanne, og tilhørende rime-venlige personbeskrivelser….. Og så behøver du næsten ikke vide mere, det her er jeg IKKE fan af. Til gengæld er den fløjte-med venlige og letbenede melodi nærmest provokerende iørefaldende, så vær varsom, om du vil eller ej, så ender du med at gå og tralle med!
Nuvel, melodier kan Lysdal bestemt flække sammen, lydbilledet har sådan lidt slut-80’er/start 90’er Allan Olsen klang over sig, men helt Gajo bliver det dog aldrig, men det er en udgivelse der rent musikalsk er svær ikke at lade sig rive lidt med af. Heldigvis kommer der også lidt mere gods og substans i teksterne efter den provokerende simple åbner, men jeg bliver aldrig sådan helt blæst bagover eller revet så meget med af lyrikken at jeg glemmer, at de bare er ord nedfældet på det der stykke papir.
På den tænksomme “Lad Os Lægge Vores Våben” lyder det eksempelvis:
Vi modarbejder alt det vi ik’ kan forstå
Og kan ikke forstå at det hele går i stå
Hvordan blev der så koldt her
Vi er bange for alt der ikke ligner os selv
Og vores solidaritet rimer på finansiel
Hvordan blev der så tomt her
Det er jo sådan set behjertet, på sin plads og prisværdigt, men det er da ikke ligefrem banebrydende system/samfunds/nationalkritik, der får Borgen eller befolkningen til at skælve? Men det er måske heller ikke hensigten? Lysdal virker, ud over at være et sympatisk bekendtskab, også som en høflig herre, der sender sine stikpiller af sted i blød indpakning, så de ikke kradser for meget, eller direkte hænger nogen ud. Fint nok, det er et bevidst valg, men det bliver også lidt blødt og, nå ja, ligegyldigt. Ligegyldigt i den forstand, at det her nok henvender sig til ligesindede og lige så sindige personer, og hvornår er verden sidst for alvor blevet ændret eller råbt op med en høflig løftet pegefinger? Havde budskabet været det samme, men sproget mere udfordrende eller kringlet, så havde det måske været en anden snak…
Den umiddelbart afdæmpede, grænsende til det musikalsk anonyme, “Min Grædepige”, er en af de mest vellykkede stunder på Landet. Her besynger Lysdal kærlighed og forhold, hvilket jo ikke ligefrem signalerer nytænkning, men det lille, diskret vugge-tøffende nummer rummer faktisk indtil flere fine, små formuleringer og betragtninger, hvor det er lige før det hele springer op fra det der stykke papir. Det er en af den slags numre, hvor man er nødt til at høre sangen og lyrikken for at det fungerer, hvis jeg skriver at en henkastet bemærkning om at de har fået “en affugter derhjemme”, så er det måske lidt svært at forklare hvorfor netop det fik mig til at trække på smilebåndet.
Lidt beslægtet er “Masser af Tid”, der dvask strækker sig og lidt klatøjet bevæger sig hen mod kaffemaskinen, mens en melankolsk og let-nostalgisk tone hænger i luften. Det er sådan set rigtig fint, og også stemningsfuldt, det her, og Lysdal’s vokal, som på resten af mini-albummet, en behagelig følgesvend. Som en lidt ru, håndværker version af Rasmus Seebach, eller noget, men, igen… det er fint! Og det er måske også tilstrækkeligt og fint nok, for nogen?
I selvskabt angst og had og dybe dale
Bliver vi fanget ind i dumhedens spiral
Vores overblik går effektivt i dvale
mens vi trøster os med ubegrundet pral
Har vi mistet vores forstand, i dette lille land?
Lyder det blandt andet på den lavmælte, let-country klingende afslutter “Dette Lille Land”, der igen besynger nationens tilstand og ikke mindst dets indbyggeres mentale tilstand. Lysdal har uden tvivl noget på hjertet, og det er heller ikke uden sine gode øjeblikke, eksempelvis en påmindelse om af vi tramper på vores næste, men vi glemmer at den næste er os selv, den var skarp, men i det store hele er det igen næsten for afdæmpet for mig. Både musikken og lyrikken, jeg siger ikke at det er bedre at råbe og skrige, vælte en container og sætte ild til hele skidtet, men hvis du er så diskret med virkemidlerne – hvem er der så håb om at ramme?
Jeg kunne sagtens se mig selv sidde på et mindre spillested, en kro eller et forsamlingshus et stykke ude på landet og nyde en Jens Lysdal koncert, rejse mig op og gå hjem med en rar følelse i kroppen og tanker som, “det er jeg da godt nok enig med ham i!”. Og så ville verden ellers gå sin vante gang, jeg ligeså, og tiden gik og jeg gik med…. For et eller andet sted appellerer både Lysdal’s temperament og underspillede facon meget til mig, men jeg er også en der kunne trænge til et gevaldigt los bagi indimellem, blive mere opfarende og gøre noget ved det i stedet for blot at konstatere. Den trang får jeg ikke af at lyttet til Landet.
Landet er på ingen måde et dårligt mini-album, det ER bare et lille album. Men et der ender på 3 store stjerner – sådan kan verden så være så finurligt indrettet.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Jens Lysdal på facebook
