Something More Than Free er et album fyldt med stærke americana-sange. Produktionen er lidt for poleret, men det ændrer ikke på at, det er et slidstærkt og glimrende album, Jason Isbell har lavet.
Jason Isbell var en del af Drive-By Truckers indtil bandet fortsatte uden ham, da han ikke kunne komme ud af et overforbrug af alkohol og stoffer. Siden blev det til et par albums som Jason Isbell & The 400 Unit, inden Isbells venner (Blandt andre hans nuværende kone, Amanda Shires, som også medvirker på albummet, og Ryan Adams) gennemførte en intervention og fik ham i alkoholrehabilitering for nogle år siden.
Så nu er Isbell tørlagt, og det er der kommet en særdeles ferm americana-sangskriver ud af. Something More Than Free følger op på det roste Southeastern fra 2013, som også bragte Isbell og band forbi Roskilde Festival i 2014.
Skal vi starte med kritikken først, så er den musikalske side af Something More Than Free ind i mellem næsten for pæn, velproduceret og diskret. Den måtte gerne skratte og kradse lidt mere, når nu Isbell kommer fra Alabama, hvor det ellers godt kan blive både svedigt og beskidt musikalsk. Men producer Dave Cobb har valgt en mere poleret lyd, og fred være med det, for det kan numrene heldigvis sagtens bære.
At det er lidt rigeligt poleret og pænt er så også min primære anke mod Something More Than Free, som jeg har haft i flittig rotation i efterhånden ganske mange måneder. Isbell er nemlig en virkelig dygtig sangskriver, som tekstmæssigt kredser om hverdagens skæbner fra mindre amerikanske byer.
Der er noget blue collar over det, en klar klassebevidsthed, der her og der kan slægte blandt andre Bruce Springsteen på – Isbell har da også selv nævnt Springsteen’s The Ghost of Tom Joad som en stor inspirationskilde. Der er er mange ensomme mænd i Isbell’s univers, og på Something More Than Free veksler stemningen mellem håb, resignation, sørgmodighed og sammenbidt beslutsomhed.
Åbneren ‘If It Takes a Lifetime’ er eksponent for sidstnævnte – og førstnævnte. Sangens fortæller har fået en ny start, efter “I got too far from my raising//I forgot where I come from//And the line between right and wrong was so fine”.
Nu er det tid til at rette sig op, bide tænderne sammen og blive ansvarlig, “if it takes a lifetime”. Stemningen er positiv, fortælleren målrettet og klogere efter år på landevejen: “I thought the highway loved me//But she beat me like a drum”. Musikalsk er vi i den mere country-prægede ende af Isbells repertoire, og det klæder sangen. Fine korstykker og optimistisk sammenspil gør det til en af albummets mest langtidsholdbare sange, og det siger en hel del.
Isbell skriver nemlig slidstærke sange, der godt kan holde til at blive fundet frem igen og igen. Hvor et nummer som den hurtigt fængende ’24 Frames’ fuldt forståeligt er valgt som video og single, så er der mange andre sange på albummet, der står mindst lige så stærkt efter et par håndfulde gennemlytninger.
Blandt andre ‘How to Forget’, som både er blandt de numre, man først forelsker sig i, men som faktisk også klarer et utal af gennemlytninger glimrende. Her kredser teksten igen tematisk om en mand, der har bevæget sig videre fra en fortid. Men her kommer fortiden igen, i form af en eks-kæreste. Første vers er blandt de skarpeste på albummet og viser fint, hvad Isbell kan som sangskriver:
“Give her space, give her speed, give her anything she needs//Get her out of here//Give her weed, give her wine, give her anything but time//Get her out of here//She won’t stop telling stories//And most of them are true//She knew me back before I fell for you”
At blive mindet om fortiden når man var på vej videre, er et tema, der går igen undervejs. Fortidens spøgelser dukker op igen på ‘Children’, albummets længste nummer, som er et af få, hvor jeg ikke er udelt solgt. Her, og et par andre steder undervejs, bliver klicheerne skåret lidt vel tykt ud, og selv om nummerets afsluttende instrumentalrockende stykke og flere gode linier undervejs fungerer godt, så virker helheden ikke helt harmonisk.
Til gengæld er den efterfølgende ‘The Life You Chose’ igen melodisk stærk americana af meget høj klasse. Her er fortiden også med som blind passager, men det virkelige højdepunkt her er B-stykket, som er to die for. Det er ganske enkelt fremragende. Omkvædet er absolut heller ikke værst.
Den sidste del af albummet byder ikke på helt så mange umiddelbare højdepunkter som første, men der er nu alligevel rigeligt gods i numre som titelnummeret, en rigtig blue collar-sag, hvor det måske bliver lige tykt nok når Isbell i omkvædet synger “I don’t think on why I’m here or where it hurts//I’m just lucky to have the work”.
Den efterfølgende ‘Speed Trap Town’ er til gengæld en af dem, der vokser, igen kredsende om en mand, der er på vej væk fra noget, fint opsummeret i omkvædet: “And it never did occur to me to leave ’til tonight//When there’s no one left to ask if I’m allright//I’ll sleep until I’m straight enough to drive, then decide//If there’s anything that can’t be left behind”.
Den stærkeste melodi blandt albummets sidste numre findes dog på ‘Hudson Commodore’, hvor vokalharmonierne sidder som de skal. Den mere rock-kantede ‘Palmetto Rose’ støjer en smule inden albummet afsluttes med en fin hyldest til det hedengangne band Centro-Matic, som Isbell kendte fra sin tid i Drive-By Truckers. En musikers hyldest til musikerkolleger, som formentlig kunne være gældende for mange andre bands også.
Something More Than Free er, på trods af en lidt vel poleret produktion og et par lidt for tykke stereotyper, et glimrende og meget slidstærkt americana-album, hvor country, folk og radiovenlig rock mødes i Isbell’s glimrende sangskrivning.
Den bevæger sig godt nok indenfor genrens konventioner, men Isbell er både empatisk og skarp i sine betragtninger, og man fornemmer en eller anden grad af livsvisdom i teksterne. Vi lander på 5 slidstærke stjerner til Isbell, og et ydmygt håb om, at han snart lægger vejen forbi Danmark igen.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
