Torsdag aften på Voxhall bød på gedigen, stramtspillet rock med Janove. Og hvor min forventning til den erfarne nordmand var til noget skramlet og løst – og til opvarmningen IAMJJ det mere producerede og kontrollerede – havde de på aftenen, i forhold til den forventning, byttet roller.
IAMJJ
Med de ultra-producerede ‘Bloody Future’ og ‘You In My Arms’ i tankeene var forventningerne til IAMJJ, at der skulle opleves en masse backtrack og stram produktion. Ikke noget, jeg umiddelbart havde set frem til, da netop produktionen lyder lidt overdrevet på de singler, der har været spillet i radioen.
Heldigvis blev denne forventning gjort til skamme; IAMJJ stiller op, ene mand med en hollow-body og spiller seks sange – alle med et fint blues-islæt – og viser i denne nedbarberede opstilling, at der er en ægte musiker bag navnet; det hele er ret håndholdt, men dygtigt lavet.
Og så kan vi ikke komme uden om, at IAMJJ leverer en stemme, der i dybden lyder som en horny angel – i toppen har den en soulet klang, som heldigvis brydes med passende mængder overdrive.
Det hele er ganske uprætentiøst (mit selskab på aftenen mente endda at det virkede lidt uengageret), men hele tiden med denne vokale formåen som må imponere enhver lytter.
Da ‘Blood Future’ leveres – for øvrigt først meget løst – som sidste og sjette nummer, står publikum tilbage med en fornemmelse af sult efter mere og IAMJJ har alene med en guitar formået at gøre opvarmningens kunst til perfektion; at skabe nysgerrighed for sin egen musik og lægge fint op til hovednavnet.
Ikke dårligt gået af den unge mand!
Janove
Ja. Forberedelse? Jeg skal være ærlig at indrømme at Artisten & Marlene ikke har fået mange spins inden aftenens koncert og at mit primære kendskab til kunstneren var fra nogle sarte akustisk guitar-baserede sange fra dengang, DR havde en radiokanal, der hed DR Barometer.
Dog havde de spins, jeg havde nået, afsløret at Janove havde taget det skarptskårne, tighte med fra Kaisers Orkester – mens den skramlede lyd fra samme har måttet lade livet.
Og sådan fremstår Janove også på denne torsdag aften.
Efter en (for) lang pause mellem support og hovednavn, går bandet på scenen kl. 22 til et backtrack, hvor trommeslageren – der for øvrigt var et konstant lyspunkt aftenen igennem – så falder ind i takten og vi får det første nummer leveret lige i skallen som et veritabelt rock-nummer.
En skarp, toppet og overdrive-fyldt guitar, en lige så skarp rytmegruppe og en tangent-kravlegård styret af en kappeklædt svensker. Foran det hele Jan Ove selv, der sikkert med sin vokal cementerer at vi altså er kommet til en rock-aften på Voxhall.
Publikum foran scenen er – hm – nok ret beset modent og selv om der er unge iblandt, så vil det være løgn at kalde det et ungt publikum. Nuvel, man skal jo også have en vis alder for at kunne huske Janove – og har man ikke alderen, ved jeg ikke, hvor man skulle have opdaget ham. Men hold da op for et tight band!
Det lyser af spilleglæde og selv åbningsnummerets Rock 1-trommer kører derudaf med overskudsenergi og det er lige før, vi blot mangler koklokken. Ikke et slag rammer forbi og der lægges i kakkelovnen til en stor aften. Det er højt, tight og med stærke vokaler. ‘Aldri La De Tru De Er Bedre End Deg’ får for fuld skrue og sætter barren i en høj rock-højde.
Desværre leverer aftenen ikke helt det, denne start-energi lover. Men mere om det nedenfor. I ‘Siget’ fortsætter dog de seje, drevne takter og da der følges op med ‘Marlene’ føles det som om, vi skal underholdes hele aftenen af stærk, sej, rock.
Jan Ove selv virker til at være den perfekte entertainer – og hermed også sagt, at han ikke er for fin til at smide foden på monitoren (nok mere overført end i virkeligheden) og opfordre til at klappe med.
På denne torsdag skal der nok også lidt til at få århusianerne i gang, men der leveres i hvert fald i starten fra scenen. Vi får et rap-agtigt tidligere nummer, før vi rykker over i ‘Mine Sidste Berømte Ord’ som bliver den første punktering, Janove rammer på aftenen. For når vi styrer ind i det mere ballade-orienterede materiale, tabes pusten. Det er ikke bandets skyld og for så vidt synger Jan Ove også fint igennem. Men den ellers meget præsente ud-over-scenekanten attitude forsvinder og bliver aldrig erstattet af den inderlighed, Janove var kendt for mens Kaizers Orkestra stadig eksisterede.
Der samles op på energien med den reggae-agtige ‘Om Me Går Ner’ – men det bliver desværre et lidt mislykket forsøg på at bygge energien op igen. Ikke at det er grelt, men der blev bare lagt hårdt ud, og til trods for sing-along stykker, så når energien bare ikke op på de første numres niveau.
Jeg er tilbøjelig til at skyde skylden på at bandet er et stærkt rock-band, der acer simpel rock – men andre genrer bliver lidt påtagede. Der spilles stadig stramt – men uden den samme energi. Og det momentum, nummeret nok skulle have genopbygget, udebliver. Bandet er dog skarpt nok til at kunne vende hjem i en 6/8-sag, hvor vi er tilbage i det mere rockede og stramme – og her er de uovertrufne.
Men så snart sidste tone er væk, går der R’n’B og soul i det hele og det næste nummer bliver en underlig, stiv indstuderet oplevelse. Under ‘Natt Blir Du Fri’ bliver en snigende mistanke så bekræftet; Janove er gået full entertainer og nummeret kunne med sin pop-appeal lige så godt have været et Robbie Williams-nummer. Ikke at det som sådan er noget negativt, men igen virker det lige indstuderet nok til trods for, at bandet spiller det super stramt.
Og denne tanke om, at det er entertainer-musik bliver svær at slippe for de resterende numre, inden de to ekstranumre; vi får endda et nummer, der modulerer – to gange – og der hives både billige tricks ud af ærmet og køres på med keytar til keyboardspilleren, der ’spontant’ kaster kunstige blomsterblade op i luften ved nummerets afslutning. Lad os bare sige, at det var en smule unødvendigt…
Vi får som nævnt to ekstranumre, hvor ‘Verden Går Til Helvete, Tralala’ indikerer at der stadig er energi i projektet – mens den sidste er en ballade med lejrbål-lignende visuals på bagtæppet, som minder os om at ja, Janove ikke er bleg for at spille på alle tangenter – men altså ikke i denne konstellation bliver nogen stor balladesanger.
Men ingen, der var til aftenens koncert, kan sige at de ikke var underholdt. Og ja, det er et afsindigt fedt spillende band – især når der rockes ud. Faktisk så godt, at der kan skeles mod højeste hylde.
Men når balladematerialet så trækkes frem går der rutine i sagerne på en torsdag på Voxhall. Det bliver mindre vedkommende eller lidt for meget en dag på kontoret. Og når det så er kombineret med en kappeklædt svensker i et norsk band (ok, guitaristen er også svensker) der skal spredes kunstblomster ud over det hele, så mindes man pludselig om, at janteloven er en dansk/norsk opfindelse – og at der måske er grund til ikke at lade sig imponere af alt.
På denne torsdag aften får Janove givet nogle usædvanligt fede, tighte rockoplevelser – og nogle mere tvivlsomme ballade-oplevelser.
Og i kombination med en god opvarmning giver det fire stjerner.
Af Troels-Henrik Krag
Foto: Steffen Jørgensen, https://stffn.dk
