Respektabel. Det er det ord, der bliver ved med at dukke op i hovedet, når man hører Jan Rørdams This! Og lige som ordet både betyder at det gør sig fortjent til respekt og har et hint af konservatisme, fremstår This! på én gang rar og stabil – og alt andet end udfordrende eller udviklende.
Jan Rørdam er et langt fra ubeskrevet blad i den danske musikhistorie. Han har blandt andet i samarbejde med Aske Bentzon stået bag soundtracket til mange danskeres barndom da han har været medkomponist på Bamses Billedbog-musikken.
Rørdam har også komponeret musikken til Albertes meget populære Lyse Nætter og selv om jeg ikke er Alberte-kender, så virker det som om hun også medvirker på This! på nogle fine, tilbagetrukne b-vokaler.
Lidt underligt for This! er, at det fremlægges som et soloalbum (Rørdams tredje), men de engelsksprogede tekster på This! er skrevet af Brian Patterson (som spillede Kylling, Red.) og altså ikke af Rørdam. Jeg ved ikke, hvor grænsen for hvornår man kan sige et album er et solo-album går, men det er fair at sige, at Patterson måske ikke er det helt store lys i forhold til tekster.
Nuvel. Det stopper ikke Rørdam fra at være en fremragende komponist – og for øvrigt sanger!
Og netop den stærke, fortællende stemme indgyder respekt og gør at man får lyst at lytte. I kombination med en stærk melodiføring og produktion bliver det helt godt. Og så alligevel snubles der her og der. This! bevæger sig inden for en meget pæn æstetik og der er en risiko (som fx Alberte også altid har været i) for at det bliver lidt klistret og pænt. Som candy floss.
Det er fristende på denne konto at finde ord som ’baldet’ frem, men det er netop der de positive aspekter af ordet respektabel kommer frem; der forfaldes måske til nogle kliché-tricks, men med en god sangstemme og subtile b-vokaler – og en tydelig spilleglæde i bandet, holdes balancen på kanten til det klistrede. Og det skal anerkendes på samme måde, som når et metalband ligger konstant og balancerer på kanten af det ukontrollerede støjende.
Et nummer som ‘A door in the mirror’ (for øvrigt med en god tekst) bliver på den måde et meget godt eksempel, da versene ligger i en ukompliceret grooving derudaf med Rock 1 på trommerne. Men med en opmærksom bas – og en spilleglæde og deraf følgende integritet, så æder man stille og roligt det hyper-harmoniske refræn og el-strygerne i introen.
Næsten sødt er det også, når der kommer nogle meget nedtonede gains på elguitaren – det har aldrig været meningen, det her skulle være andet end pænt. Men der er altså både spilleglæde og dygtighed nok – både i spil og arrangement – til at man må overgive sig ind i mellem alligevel.
Og sagen er, at jeg ved lige præcis, hvornår denne plade ville være perfekt. For både på en søndag morgen, hvor man helst bare vil hygge og ikke udfordres – eller i baggrunden på caféen – vil det her album fungere. Og så (i min bog) fungerer det bedre end både Alberte og Thomas Helmig. For i sin underspillede ikke-insisteren inviteres lytteren til at spidse ørerne. Og gør man ikke det, så er det bare vellyd i baggrunden.
Det havde været virkelig fedt, hvis der så havde været nogle ultra-poetiske tekster til at bakke dette op. Men netop her haltes der lidt. Når ‘The weather song’ går ”Even though the sky is blue / don’t mean we have to be so, too / do we? / do we?” så virker det måske ikke komisk (det er jo respektabelt, det her), men bare som en lidt for meget nu-skal-vi-sidde-og-flette-fingre-sammen-agtigt.
Og ja. Ad!
Det er også det mest grelle nummer på pladen, som ellers hænger fint sammen med en til tider nærmest Paul Simon – eller Matt Johnson-lydende vokal. Og havde der været mere poesi, kant eller tongue-in-cheek over lyrikken (lidt á la The The), havde det måske været virkelig godt.
Så. Vi har i This! en respektabel plade som i sit åbenlyse ønske om ikke at støde nogen rent faktisk mister lidt respekt hos denne lytter. Det kan da kaldes en form for selvmål, men jeg har også en snigende mistanke om, at jeg ikke er i målgruppen.
Og en del af respekten vindes tilbage i den dygtighed hvor der balanceres på kanten af det totalt klistrede – og kun en enkelt gang faldes der i gryden. Vi lander på tre pæne stjerner.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
