Jan Olsen opfinder ikke ligefrem nye musikalske udtryk på Fairground, men alligevel er EP’en på sin egen anakronistiske og sympatiske måde en behagelig lytteoplevelse, som man kan komme i godt humør af. Niveauet daler dog lidt undervejs.
Der ringede ikke lige nogen klokker for mig ved navnet Jan Olsen – og nej, han er hverken en Olsen-bror, med i Olsen-banden, eller gammel landsholdsspiller i fodbold. Den 57-årige fynbo har dog tidligere spillet i Still B og været på turné med Lasse Helner, men det var tilbage i starten af 90’erne, og i en periode på 15 år lå musikken stille. Men de seneste år har Olsen taget musikken op igen, og er altså nu klar med EP’en Fairground som måske efterfølges af et album senere på året.
I første ombæring er det blevet til 5 numre fra Olsen’s hånd, hvor hans vokal og keyboard bakkes op af Henrik Hylle Nielsen (guitar og backing vokal), Jakob Riis Hansen (bas) og Tonny Fischer (trommer). Musikalsk bevæger Olsen og kumpaner sig tilbagelænet mellem blues, pop, swing og rock. Det gør de mestendels i tilforladeligt kompetent stil, og det er ikke de musikalske krumspring, der påkalder sig den store opmærksomhed. I centrum for udtrykket er nemlig Olsen’s hæse og ru, men samtidig varme, vokal, som leverer de fem sange med overskud. En gang i mellem kan vokalen måske godt lyde lidt forceret, men i det store hele fungerer den godt.
For eksempel på åbneren ‘Irresistible Baby’, hvor Olsen brumme-crooner (han er snarere en mellemting mellem Joe Cocker og Tom Waits vokalt end en Sinatra) på en swingende og catchy bund. Samtidig fungerer det også godt med den kvindelige korstemme, og der bliver også lidt plads til lidt små-corny call and response, hvor Olsen synger “You’re so fine” og kvindestemmen svarer “Aa-haa”. Det er sgu lige til en dunkel natklub, hvor tjenerne er ældre mænd i bowtie, der serverer stærke cocktails. Tænkt eksempel.
Også ‘Moon Over King’s Road’ gør et godt indtryk med sit mere dæmpede udtryk. Her er vi også ude i en betingelsesløs kærlighedserklæring, og hvor den slags godt kan blive noget klæge i det, så lykkes det egentlig Olsen at holde balancen – blandt andet er der igen fin anvendelse af kvindelig korvokal, og musikken holder sig klædeligt dæmpet og bliver aldrig über-svulstig. Var der blevet smurt et tykt lag strygere og blæsere på sådan et nummer, kunne jeg muligvis godt have fået mig en alvorlig musikalsk forstoppelse, men det bliver altså på stien, hvor jeg kan være med.
Titelnummeret ‘Fairground’ hygge-trisser afsted i godt humør, med retning mod titlens fairground, hvor der er liv og glade dage, gøgl og spåkoner. Det er lige ved at blive en kende kedeligt i starten, men der bygges heldigvis nogle variationer ind undervejs, som giver udvikling og drive, inden turen går hjemad i månelyset.
På den mere blues-rockede ‘Mr. Lee Is Back In Town’ er der næsten en snert af Cave i fortællemåden og intonationen, selv om Olsen og band ikke er et match for Cave & The Bad Seeds, og i øvrigt heller ikke forsøger at være det. Her måtte bluesen godt være lidt mørkere og tungere for min smag, og jeg synes den bliver lidt hygge-blueset i forhold til at teksten faktisk beskriver Mr. Lee som en værre hård banan; “Mr. Lee will kick you round//Steal your time and rob your shoes”. Samtidig sker der heller ikke så meget musikalsk, ud over en kort guitarsolo, og derfor ender det som et af EP’ens mindre inspirerede numre.
Olsen lukker og slukker med at vende tilbage til det lettere trav med ‘Last Train To Bantry’, som handler om at vende hjem til den elskede, endnu et klassisk tema, og i og for sig også solidt forløst, men til gengæld også hørt mange gange før og på en måde virker Olsen’s vokal også mere poleret her end på de første numre. Det gør også at den ikke sætter sig helt så godt i mit univers. Men det kan være smag og behag.
Jan Olsen har med Fairground leveret en solid EP, hvor især ‘Irresistible Baby’ gør et godt indtryk. Det er også på de første tre numre, det musikalsk fungerer bedst, og der er mest kant i kompositionerne, mens de sidste to numre mangler lidt særpræg og personlighed. Kan Olsen holde fast i den, kanten, i både vokal og kompositioner, kan et album godt blive en spændende sag. I første omgang bliver det til 3 store stjerner til Olsen og band for en EP, der momentvis er medrivende, men hele vejen er et sympatisk bekendskab.
Du kan finde Jan Olsen og band på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
