Naivismen trækker en rød tråd igennem Tilsidesat Logik. Det giver associationer til højskole-musik på godt og ondt – mest godt, og debutpladen er et fint bekendtskab.
Rum. Tid. Det er hvad flygelet på første nummer, ‘Drengedrøm’, hvor en på én gang dyb og naivistisk tone slås an for pladen. Et flygel kan virkelig dét der med at lade toner hænge i rum og det bliver til fulde udnyttet i den meget stille start på pladen, hvor elektroniske, enkle temaer og underlægning overtager og får næsten subtilt lov at afslutte nummeret. Fint!
At teksten så endda passer fremragende og fremføres med en ret særegen vokal – ikke ulig Tue West – gør bestemt heller ikke noget;
jeg var en troldmand
der så let som med en kæp
ku’ skille fantasiens vand
det var så sandt
går den første strofe og nummeret folder sig ud i en beskrivelse af legens naivitet med riddere, troldmænd og samuraier.
(…)men ridderen er død
og det er helt sikkert dig jeg ser
under masken af den du er
men ridderen er død
ridderen er død
går refrænet så og jo, det naivistiske får lidt kant og sentimentalitet. Også virkelig fint!
Der arbejdes med sproget og titler som ‘Rødvinslæber’, ‘Fra Øjnene og Ud’ og ‘Viskerne Piber Hånende’ rummer alle noget naivt, mondænt, hverdagsagtigt men kunne også være titler på højskolesange.
Der kommer på flere numre en klædelig, virkelig soulet b-vokal (eller vekselvokal) og selv om de ret forskellige vokaler kunne lyde som noget, der var opstået på en højskole. Sandheden er nok, at projektet springer ud af et MGK.
Og ikke alting lykkes. I ‘Rødvinslæber’ synges der for eksempel
jeg vil gerne ville noget
springe i og bli ́ våd
hvis ikke søen fryser til
og selv om det på skrift ikke virker så meget ved siden af, så er der noget, der skurrer lidt ved den bridge. Til gengæld er der tale om et vaskeægte pophooket omkvæd, der kan repeteres igen og igen, men dog kender sin besøgelsestid.
I den melodiske singer-songwriter æstetik tages der stik – også på trods af enkelte lidt sære vers.
‘Fra Øjnene og Ud’ har en nærmest sakral tonalitet og slutter med at bygge op i elektronisk støj og som lytter venter man nærmest en eksplosion til slut, da den ellers meget, meget pæne lyd/æstetik brydes – men også afbrydes, pludseligt, da der er bygget op. Først var jeg som lytter lidt skuffet, men ved nærmere eftertanke er det ofte finere at vise, at man har tænder, end rent faktisk at bide…
Lidt FOR pænt bliver det dog i næste nummer, ‘Det Gådefulde Stik’, hvor der smøres meget pæn saxofon ud over lydfladen og med et let, naivt klaver/guitartema bliver det hele lidt for… Højskoleband-pænt? Det er ikke fordi det er dårligt, men her har man nummeret inden siddet og håbet på en eksplosion og så får man noget meget pænt i stedet? Provokerende er det. Og det er måske også godt nok.
Den lette tone fortsætter med fløjt og luftige vokaler på ‘Viskerne Piber Hånende’ og snart lukker pladen – igen med flygelets ro og rum på ‘Baggårdssne’.
Alt er pænt, meget er naivistisk og bortset fra truslen (?) om en eksplosion på ‘Fra Øjnene og Ud’ er der med stor sikkerhed styret mod pæn, velbalanceret underlægning til teksterne. Over de syv numre er der både pophooks, men det primære indtryk er dog, at det er balladerne, der står stærkest eller tegner pladen. Og det er rigtig fint.
For en 24-årig sangskriver kan det virke lidt kliche-agtigt at påpege, at han virker ældre end han er. Men både udtryk og sprogarbejdet trækker i den retning. Det er spændende!
Personligt kunne jeg godt have tænkt mig mere leg med kant end blot dét ene sted på pladen. Men til gengæld fremstår det ene sted stærkere, og resten af pladen har en rød, æstetisk tråd.
Det er skarpt og Tilsidesat Logik bliver på den konto et godt mini-album.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
