Skidt naivisme og sløve tekster skygger over en ellers udmærket musikalsk sovekammer-plade fra Jacob Faurholt. Det ærgrer og et enkelt godt nummer til trods, bliver pladen svær at komme igennem for den tekstopmærksomme lytter.
Sætter man nok aber med en skrivemaskine ind i et rum, vil de – hvis antallet ellers går mod uendelig – i den sidste ende skrive Shakespeare. Udgiver man mange plader af ret høj kvalitet, vil kvaliteten også på et tidspunkt dale. Det sidstnævnte synes at gøre sig gældende for Jacob Faurholt på Wake Me Up: Han er en produktiv herre, kvaliteten plejer at være i orden – sådan godt og vel. Men på Wake Me Up snubler han.
Det gode: Sovekammerindspilningen er egentlig gået godt med guitar, en enkelt synth og b-vokaler. Nummeret “Boys and Girls” er faktisk fint. På nær for en enkelt, lille ting, den øvrige plade også lider under. Og titelnummeret og “Pitch-black” åbner begge som noget der henholdsvis kunne lyde som Conor Oberst og Eels. Refrænet bliver dog ret fladt i begge tilfælde.
Og så det mindre gode, nær-fatale. Jeg overvejede at nævne vogoner, og at de som bekendt kun er de næst-værste poeter i universet. I stedet for kryptiske Douglas Adams-referencer vil jeg dog stille det retoriske spørgsmål om, hvilken 11,5-årig pige med interesse for ponys poesibog, Faurholt har stjålet og besluttet sig for at sætte musik til?
Teksterne er… Ikke gode. Banale. Til tider forfærdelige. Ja, da jeg lyttede mens jeg cyklede og holdt i et lyskryds passede folk omkring migs reaktion pludselig helt og aldeles til musikken: Med forundring og mistro vendte ansigterne på de andre, ventende cyklister sig mod mig og det passede perfekt til min egen opfattelse af musikken. Først senere gik det op for mig, at det nok var fordi jeg højt har sagt – måske råbt? – ”Ej, STOP dig selv!”, da jeg dér hørte nummeret “Tiny Unicorn”.
En del af forklaringen på de naive tekster ligger i, at flere sange – herunder altså dén om enhjørningen – er skrevet til/med Faurholts tre-årige datter i tankerne. Og jeg skal bestemt ikke stoppe Faurholt fra at have noget sammen med sit barn! Det er bare ikke sikkert, at de sange, vi synger til/med vores børn er stærke nok til udgivelse.
Tekster som refrænet i “Wake Me Up” går
So sing me a song
A song to wake me up
A song to wake me up
Before my heart says stop
Og selv om det på skrift måske ikke ansporer til indre billeder af Arthur Dent og Ford Prefects jamren, så er leveringen meget lidende, til tider Kermit-the-Frog knirkende… Og altså ikke god.
– Og det kendetegner desværre samtlige numre, hvor kun “Boys And Girls” – det næstsidste nummer – har popappeal nok til at dække over, at heller ikke her er teksterne fremragende. Men det er netop i dette nummer, vi ser Faurholts talent: Der er et Postal Service-agtigt drivende klaver i første refræn, et Peter Broderick-agtigt kor og en akkordrundgang af dén slags, der kan repeteres evigt uden at man som lytter bliver træt af det. Men “Boys And Girls” bliver en enlig svale på pladen…
Havde pladen været reduceret til “Boys And Girls”, “Wake Me Up” og “Pitch-Black” på en EP havde det været en interessant samling af idéer der havde vækket appetitten – med buler, bevares, men stadig.
Wake Me Up bliver dog som plade lidt svær at komme igennem. Et nummer som “I Love You” lever helt op til frygten, man som lytter kan have til, at det bliver lidt for banalt og søsuppe-agtigt.
Sun Keep Shining?
Hi, How Are You?
Naivisme er en god ting – og da især hvis det kobles med lidt humor. Men her?
Banalt, i bedste fald lidt ligegyldigt – blottet for underfundig humor, med lidende vokal og så koblet med et yndlings-metafor (?) i ’sad potato’ bliver det pænt forfærdeligt. I øvrigt sættes der en (atonal?) melodica-lyd ind i “Hi, How Are You”, og den kunne have tilføjet lidt kant. Den ender dog med at blive en streg under, at der er tale om et ret forfærdeligt nummer.
”Stop killing him, he’s already dead!” hedder det i et Simpsons-afsnit og det vil jeg så gøre. Wake Me Up er ganske enkelt ikke en god plade. Det gør måske heller ikke så meget; med ti udgivelser inden for 15 år, kommer der nok en ny plade om lidt. Og der er jo andre, gode plader fra Faurholts hånd.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
