Den Berlin-bosatte danske singer/songwriter Jacob Faurholt, er klar med endnu en samling små-melankolske og bittersøde lo-fi sange. Overraskelser er der få af, men Faurholt er stort set altid behageligt selskab og et lyt værd.
Også her på Corners, der godt nok ikke bringer meget nyt til bordet eller udvider Faurholt’s fine udtryk. Vi befinder os stadig i et krydsfelt mellem støjpop, traditionel singer/songwriter og småskæv indie. Dette er den 4. udgivelse med Faurholt i centrum som vi anmelder siden november 2012, først hans fremragende EP Geek Love Is The Best Love og sidenhen en EP og et album fra hans andet musikalske output Crystal Shipsss. Det gør, at Corners også et langt stykke hen af vejen virker utroligt velkendt, med så omfattende en produktion på så kort tid, så sniger der sig en vis forudsigelighed ind i ens opfattelse af sangskriveren og sangeren Jacob Faurholt. Når det er sagt, så er genkendelighed og tryghed to andre ord man kunne hæfte på musikken og stemmen. Jeg føler mig altid i rigtig godt selskab med Faurholt og hans vokal, der veksler mellem det smånaive, lavmælt opgivende, henkastede, halv-desperate og meget indfølte.
Således også på Corners, hvis 10 numre måske samlet set ikke er det stærkeste materiale jeg har hørt fra Faurholt, men bundniveauet er som altid virkelig solidt, så ingen numre falder igennem – der gemmer sig endda (som stort set altid) et par regulære perler imellem. Nogle der skinner fra start, som åbnings- og titelnummeret “Corners”, og andre der lige kræver at man pudser lidt i overfladen og hører efter inden sangenes kvaliteter åbenbarer sig. Faurholt’s helt store force er den umiddelbare genkendelighed der er i hans melodier og i sangskrivningen, og her tænker jeg ikke kun på i forhold til at de lyder som noget man har hørt fra hans hånd tidligere. Der er også en helt overordnet følelse af, at numrene på en måde lyder tidløse og klassiske, selvom du ikke har hørt det enkelte nummer tidligere, så er der noget ved et nummer som for eksempel “Fuzz”, der gør at man synes, man kender den fra første lyt. En helt universel klang og fornemmelse af genkendelse, hvilket er en af hovedårsagerne til følelsen af tryghed, der gennemstrømmer det meste af Faurholt’s produktion.
Faren er så naturligvis, at det for nogen vil føles FOR trygt eller lige lidt for velkendt, for mig holder det sig dog stadig på den rigtige side af denne usynlige grænse. Førnævnte “Corners” er i den forbindelse nærmest indbegrebet af hvad jeg forstår ved et Jacob Faurholt nummer. Der synges med let sørgmodighed og nederlag i stemmen, “I feel like a joke today… I take my pill and swallow // and hope it will help me get trough the night”. En ensom og støjende guitar skærer løs, lidt anden sparsom instrumentering sætter i, men mest af alt er det følelsen af en lettere forslået og følsom mand, der sidder alene med sin guitar i lejligheden og får ud- og afløb for tankerne igennem små simple og spartansk orkestrerede sange.
Nogle gange bliver det lidt mere indierocket rent musikalsk, som på “Sweet Life”, men selv om de alternative genrer kommer og går på Corners, så er det altid i en nedbarberet og afpillet form de optræder. “Hold on tight / A storm is coming / To hold your hand tonight // There is no need to / to bite your arm / Bloody again tonight”, lyder det indledningsvis på “Sing & Swing”, der svinger roligt og afdæmpet afsted med den der gennemgribende følelse af genkendelighed. En af de nævnte små perler på Corners, som man lige skal give plads til at ånde og vokse. I samme kategori falder nummeret “Girls”, hvor Faurholt’s vokal ligger helt fremme i lydbilledet og nærmest bliver snakkende fremfor syngende. Musikken sniger sig sagte rundt i baggrunden, får lidt mere plads af og til, og gemmer sig så igen når Faurholt fortæller videre.
I det hele taget er støjen og uptempo melodier lidt underrepræsenterede i denne omgang hos Faurholt. Hvor disse elementer på tidligere udgivelser har kigget frem med jævne mellemrum, så er der noget længere mellem eksplosionerne på Corners. Det gør også, at der er øjeblikke hvor det hele kan føles en smule stillestående, og når der så endelig kommer et udfald, som den råt rockende og upolerede “Rock ‘N Roll”, så er det ikke blandt albummets højdepunkter. Ikke et dårligt nummer, men bestemt heller ikke et, der får mig op af stolen, nærmere bare lidt overflødigt (selv om man egentlig sad og manglede et lille los bagi på det sted på pladen). De to stille afsluttere “Two Moons” og “SH” er med til at give følelsen af, at det går lige lovligt langsomt på anden del af albummet, “Rock ‘N Roll” tiltrods, men det er stadig fine numre. Især den tyste “Two Moons”, der svæver beroligende afsted som en lille vuggevise, får én til at slappe helt af.
Man kunne sige, at Faurholt’s største forcer også kan være hans hæmsko. Er man med på at sidde og lade store og små tanker flyde imens man synker ned i sofaen, så føler man sig i rart og behageligt selskab med Corners og Faurholt generelt. Vil man gerne ud af lejligheden og opleve masser af action og overraskende eventyr, så bliver det nok for afdæmpet i længden. Samtidig får man efterhånden det indtryk, at Jacob Faurholt kan skrive den her slags numre på kommando. En følelse der naturligvis forstærkes af, at mandens virketrang og kunstneriske output er så hyppigt som tilfælde er. Meget af materialet lyder som skitser og rå idéer, og har man hørt Faurholt’s solomateriale, så kunne man godt tænke sig at høre, hvad han kunne frembringe hvis han blæste det hele op i størrelse XL, bare for at prøve noget nyt. Men måske er det her “bare” stilen og måden Faurholt arbejder bedst på? Små, fine og forholdsvis upolerede numre, uden store armbevægelser og fedtet skåret fra.
Og i den forstand er Faurholt stadig i glimrende form og leverer et charmerende lille pusterum på Corners, selvom det er velkendte og sikre hjørner han kigger om.
Anmeldt af KDT
Kig forbi Jacob Faurholt på Bandcamp, hvor du kan downloade Corners helt gratis (indtast “0” under name your price)
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
