“Geek love is the best love” sang Jacob Faurholt engang på EP’en af samme navn, det var i lang tid min favoritudgivelse fra hans produktive lo-fi fuzzy indie-hænder. Nu er han ude med albummet A Lake of Distortion, som gør førnævnte EP rangen stridig.
Faurholt har lidt af et kreativt output, både i eget navn og som Crystall Shipsss, hvoraf vi har anmeldt en pæn sjat over årene. Geek Love Is The Best Love var den første jeg lagde ører til og indtil nu også den jeg havde som min favorit, både fordi længden passede fint til Faurholts ofte små, minimalistiske numre og fordi de af hans andre udgivelser jeg har lagt ører til, har haft tendens til at være mere udsvævende eller drone-støjende.
Ingen af delene dårligt, men nogle lytteoplevelser der bare har været mere stenede eller (med vilje) monotone i deres udtryk. Et kreativt valg, men også lidt en skam i mine ører, for er der noget Faurholt i glimt, og især på nævnte EP, har bevist, så er det, at han har flair for simple, iørefaldende melodier. Noget han så ofte har gemt eller begravet i mere støjende lo-fi flader. Derfor er det, naturligvis, også lidt påfaldende, at pladen hedder A Lake Of Distortion, når han faktisk for en gangs skyld skruer godt ned for den. Men måske relaterer titlen til, at de 10 numre handler om kærligheden som en sø af forvrængning?
Han kan nemlig, som ikke så forfærdelig mange andre, sætte ord og stemning til sange om den svære, utæmmelige, uhåndterbare og kringlede kærlighed. På en måde, hvor det ikke bliver trivielt, eller patetisk på den forkerte måde, selvom det emmer af skrøbelighed, forvirring, og i glimt, stor skønhed. Det er ikke nemt, og sådan lyder det heller ikke, når Faurholt med hans “usikre” vokal besynger den, så det momentvis lyder som om han og det hele kunne krakelere hvert øjeblik.
Et godt eksempel herpå er “Fear Is Also Love”, hvor den tone og klang Faurholt vokal rammer i de første linjer, næsten gør mig helt salig – det rammer bare fuldstændig plet. Nummeret og teksten er egentlig opløftende og en garanti for, at “han” nok skal blive hængende, men luften og stemningen er alligevel tyk af en eller anden rolig melankoli, der gør, at man får helt lyst til at give ham en kæmpe krammer. Sangen skifter tone og udtryk efter 50 sekunder, hvor det næsten bliver helt dansabelt og let, med noget diskret synth i baggrunden.
They don’t love me
They’re like ghosts in a silent film about me
They are floating through my head, like I’m on LSD
And my life is all.. it can be
Lyder det så indledningsvist på den efterfølgende “Something Strange”, inden en unavngiven kvinde dukker op og det helt nedbarberede nummer for en kort stund bliver en slags lo-fi folk-ballade. Det er ømt, sårbart og virkelig, virkelig smukt, og føles stort og stærkt, helt uden brug af flashy virkemidler og nærmest nogen form for armbevægelser.
“Before It Starts to Rain”, midt på pladen, er lidt i samme tråd, der er lidt mere skub bag vokalen, men musikken er helt afpillet og tyst. Her er det så en mandevokal, der dukker op i omkvædet og giver et lille løft til den dæmpede og delikate sag. “I fear the tide will swallow my body, and leave you behind // Cause then I will have no chance to see, what becomes of you and me”, lyder det sagte og sårbart fra Faurholt. Det er lige før man ikke tør trække vejret af frygt for at forstyrre det sindssygt flotte øjeblik, hvor angsten for at miste bliver endnu en udgave af kærligheden, som Faurholt med nænsom hånd får vendt og drejet lidt.
Er der så slet ikke noget distortion på pladen? Jo jo, og endda også noget der kunne minde om et tempofyldt rocknummer i form af “Go”, der fræser deruad i bedste 90’er rockede stil. Det er så, desværre, nok også det nummer på pladen som jeg synes er mindst interessant, men den er nok nødvendigt for variationens skyld. Og så varer den kun 2 minutter, på et 10 numre langt album, der i det hele taget er skåret ret meget ind til benet, og ingen numre føles trukket længere end de kan bære.
Nej, selvom Faurholt, igen bakket op af en kvindevokal, et sted i næstsidste nummer, “The Stars Hang Low”, synger “my guitar will gently bore you to death”, så er det klart i disse twisted lovesong lullaby stunder jeg er helt opslugt af albummet. Selv når Faurholt i den næsten 4 minutter lange “Empty Room” suger tempoet og lyden helt ud af pladen, og skruer tilsvarende op for den lyseste ende af registeret i vokalen, kammer det ikke over for mig og bliver for fesent.
Måske fordi vanviddet altid lurer lige om hjørnet, eller det føles som en plade der balancerer på kanten af en klippe. Afslutteren, “Listening to Devil Town”, rammer det fint ind. Devil Town er et album, og en sang fra 1990 af den amerikanske sanger Daniel Johnston, der både kæmper med skizofreni og er maniodepressiv. Det er Faurholt, så vidt jeg ved, ikke, men jeg formoder Johnston, og andre skrøbelige sind som Mark Linkous fra Sparklehorse (der begik selvmord i 2010), er navne der har inspireret, præget og været med til at forme Faurholt musikalsk. Og måske også menneskeligt?
Faurholt har så bare brugt inspirationen til, at besynge sin egen tvivl og det han går og bokser med til daglig, i dette tilfælde kærligheden og dens mange ansigter. Hvilket han gør på overrumplende manér på A Lake Of Distortion, der er et glimrende eksempel på, at man ikke behøver råbe og skrige, og fægte med arme og ben for at trænge igennem, ind og blive hørt.
Det her er en plade der snakker til en, hvis man lader den får ørenlyd. Og så gemmer der sig en 5-stjernet oplevelse i den på overfladen næsten blikstille sø.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Jacob Faurholt på Facebook
