Jacob Baltser introducerer verden til sig selv på Hej, jeg hedder Jacob. 6 små popsange, der viser en ung kunstner, der forstår at bruge det danske sprog. Lidt mere mindeværdige sange efterlyses.
Kan en halv-gammel anmelder, og det er jeg sgu’ efterhånden, falde for et ungdommeligt, dansk tekstunivers? Ja, i tilfældet Jacob Baltser, der præsenterer sig som “intim hjemmedyrket popmusik med nedtonede og jordnære danske tekster”.
Det er lige hvad man får på denne 6 numre lange EP, der på lidt over 17 minutter får lagt et solidt fundament, som der kan bygges videre på. Hvis vi lige skal få ryddet det nok største kritikpunkt af vejen, så er det, at der stadig er rum for sangene til at vokse sig større og stærkere. Baltser har et sikkert greb om sine små, håndspillede melodier, men de er måske ikke helt så mindeværdige endnu, at man går og nynner dem efterfølgende.
Men, så længe de rolige, og ganske iørefaldende toner, spiller, så er man med. Baltser spiller selv det hele, minus trommerne på de to første numre. Det slipper han generelt rigtig fornuftigt fra. Det ER intimt og småt, en force i det, at det giver en følelse af nærhed og være inviteret ind i en kunstners intimsfære. Ulempen kan være, at det godt kan føles en lille smule “skrabet”. Der er i hvert fald ikke nogen stor bandfornemmelse, eller et eller andet i musikken der truer med, at stikke af, eller skiller sig ud.
Hej, jeg hedder Jacob er dermed på mange punkter lyden af én mand, hans tanker og vision. Disse tanker kredser om nogle af de sædvanlige emner, som tvivl, en smule usikkerhed, kærligheden og hvad et yngre menneske nu ellers kan gå og bokse med.
Der hvor Baltser er rigtig god, er lyrikken. Det er enkelt og hverdagsagtigt, grænsende til det banale, men på den måde, hvor det fremstår naturligt og relaterbart. Et nummer som den kun 1 minut og 20 sekunder korte “Lørdag Aften (interlude) er et højdepunkt. Baltser og hans sangunivers kogt ned til et minimum, en komprimeret udgave af, der hvor jeg synes han er aller bedst.
På en måde minder den mig om et ligeledes kort nummer, som oversete/glemte Big Stars “Thirteen”. En af mine absolut favorit popnumre nogensinde, en sød, hjertelig og rørende perle på under 2 minutter. Helt derop når “Lørdag Aften” ikke, men den spæde, akustiske melodi er dejlig, og teksten sød og virkningsfuld. En lille bid af hverdagen, et øjebliksbillede, uden noget større narrativ, eller vers/omkvædsstruktur.
Den følges op af “Søndag Morgen”, hvor man, i hver fald ud fra titlen, fornemmer et slægtskab. Indledningen lyder som om, den strømmer ud af en gammel transistorradio. Sangen vågner dog hurtigt og man tuner ind på en lidt mere tempofyldt poprocker, der er lyden af en mild og rar sommermorgen. Vinduet står på klem, fuglesang og kaffetrang. Mens man prøver, at komme ud af den sidste tømmermændsdøs og nattens udskejelser.
Den slags er fortid for mig nu, men jeg husker følelsen og kan se billederne for mig, når Baltser med lidt kantet skrøbelighed sætter scenen. Baltser har ikke nogen stor eller prangende vokal, i sådan en rent sangteknisk forstand. Men, den har personlighed, og virker troværdig. Der er heller ikke her noget unødvendig pynt, eller forsøg på, at skjule eventuelle svagheder.
Det bidrager til det meget ærlige udtryk, som præger Hej, jeg hedder Jacob. Du får lov til, at komme tæt på og opleve et ægte menneske med de styrker og svagheder, som der måtte være.
“Solens stråler rammer, mit vindue og jeg føler at jeg drukner // Og redningsvesten strammer, kunne godt bruge en krammer”, lyder det lidt mere abstrakt på den mere tankestrøms/dagdrømmende klingende åbner “Det er svært at stå op når man ligger ned”. Her er musikken lidt mere bastant og dunkende, men tempoet stadig roligt, let-vuggende. Det bliver måske lige lovlig “hårdt” i produktionen her, så det får en lidt for “gymnasiefunket” klang.
Det er ikke helt ulig tidlig Aksglæde, som jeg var ret begejstret for, men jeg synes det klæder Baltser mere, når han er mere afdæmpe og bare skræller alle musikalske lag af. “Ordet Fanger” er mere pågående, der synges mere igennem. Det lettere opskruede tempo, giver nummeret en god, små-hektisk og fortravlet fornemmelse, og udligner den også her lidt basdunkende bund. God blanding, hvor der også bliver plads til noget veldoseret indie-guitar.
Indie-følelsen finder man også i næstsidste nummer, “Ind I Mig”, en tilgængelig og let til bens sag, som sagtens kunne være et bud på en single fra EPen. Inden udgivelsen runde af med “Ro”, der musikalsk og tekstmæssig bliver lidt en bagatel. Det er eneste nummer, hvor jeg tænker, at det fremstår en smule som overflødigt fyld. Ikke dårlig, selvom jeg igen synes, at den får lige lovlig meget funky-bas, bare lidt… “eh”.
En lidt lunken landing ændrer dog ikke på, at Jacob Baltser med Hej, jeg hedder Jacob får introduceret sig selv på ganske charmerende og sympatisk vis. Så må de musikalske muskler vokse sig lidt større på sigt, indtil da ender vi på en lille, solid 4er får en EP, som det er svært ikke at holde af.
Af Ken Damgaard Thomsen
