Ivy Crown albumtdebuterer med et bud på melodisk metalcore med et kvindeligt touch, som desværre kommer til at føles en kende langstrakt, trods kun 32 minutters spilletid. Læg dertil en outdated lyt og stil og man står tilbage med en halv-slap oplevelse.
Jeg tvivler sådan set ikke på, at de 4 kvinder bag Ivy Crown (som har maskeret deres ansigter på pressebilledet) har haft de bedste intentioner med Echo. Det har også været noget tid undervejs og bandet har ikke haft en helt gnidningsfri vej fra undfangelse til fødsel af pladen. Det er lidt sparsomt med oplysningerne, men i hvert debuterede bandet med et par enkeltstående, ganske fornuftige singler tilbage i 2017, hvor de også spillede en koncert på Uhørt.
Den var kort sagt ikke god. Måske vidste de det godt selv, i hvert fald blev der derefter stille omkring bandet, som også har skiftet lidt ud i besætningen siden dengang. Så det er på en måde en ny start det her. Og ikke den bedst tænkelige af slagsen.
Rent teknisk og hvad evner angår er der ikke noget galt med Ivy Crown, selvom jeg synes vokalen kommer noget skidt fra land på åbningsnummeret “Lonesome and Cold”. Det lyder faktisk temmelig ringe i mine ører, i hvert fald indledningsvist, indtil det er som om den får et bedre fodfæste. Men ellers er der ikke de store udfald pladen igennem, men det meste af materialet på de 9 numre og 32 minutter lyder bare ret bedaget. Jeg får start-00’er og Boogielisten flashbacks og hovedsageligt ikke på den gode måde. Det kan jo være smag og behag, og jeg ville ikke gøre mig til dommer over om nogle genrer er finere eller bedre end andre, men det her er et tilbageblik jeg ikke har brug for i 2019.
Vi er i den del af den melodiske metalcore, hvor det godt må blive meget melodisk, melodramatisk med ret højt til loftet og gerne med et poppet hook eller omkvæd. Det skal der være plads til, men her bliver det desværre hurtigt en smule kedeligt og formularisk. Selvom der tilstræbes at give numrene noget kant og en vis tyngde, så kommer det bare til at fremstå ret glat og poleret i sidste ende.
Der er dog undtagelser, faktisk er selve sangskrivningen generelt mere end godkendt og bandet har tydeligvis flair for opbygning og få sangene til, at “gøre det de skal”. Afslutteren “Rising” er blandt højdepunkterne, her er der godt med schwung i sagerne, ikke mindst de cirklende trommer har masser af power. Vokalen rammer også plet her, så den indledende udskridning i første nummer viser sig at være en undtagelse. Stedvis gæstes numrene også af nogle mandlige islæt på vokalfronten, åbningsnummeret gæstes eksempelvis af Kim Song Sternkopf fra Møl, der bidrager med nogle aggressive skrig. Det fungerer generelt rigtig fint, selvom bandet sagtens kan klare sagerne på egen hånd. Gæsterne, der også tæller Jesper Gün fra Ghost Iris på “That’s What You Do” og Kadeem France fra Loathe på “Bad Dream”, bliver ikke distraherende eller løber med opmærksomheden, men bidrager i sidste ende ikke med meget mere end lidt ekstra krydderi.
Skal man kritisere sangskrivningen for noget så er det, at det af og til bliver lidt for sikkert eller strømlinet, så et nummer som “It’s a Hell” på en måde bare “er” der. Det kører sådan set på skinner, men også på en måde, hvor jeg lidt taber interessen og nummeret får lov til at følge sit spor til punkt og prikke i baggrunden. Måske det ville pynte, at løsne lidt op på formen, smide skabelonen ud af vinduet og risikere nogle udskridninger? Det opvejes dog til dels af at når sangene er gode, så er de også ganske medrivende, som den tempofyldte “Our Worst Days”. Her flirtes der med en næsten emocore’sk lyd, så det sender tankerne i retning af et band som Paramore. Men en fin kontrast til de mere tungmetalliske numre.
Hvad man synes bedst om på Echo vil nok være smag og behag, Ivy Crown skal i hvert fald have ros for at forsøge at variere udtrykket over de 9 numre. Ligesom det vil være smag og behag hvad man overordnet synes om bandets lyd og stil. Den er ikke lige mig og jeg kan ikke slippe fri fra følelsen af at det meste af materialet føles fanget i en tidslomme. Men, det vil givetvis ikke være et problem, eller noget negativt for visse lyttere.
Derfor ender mit samlede indtryk også lidt midt imellem. Det er ikke er musikalsk dårligt album Ivy Crown leverer, men det er heller ikke et uden visse knaster – desværre ikke af den slags der knirker på den gode måde for mig. Men er du til “genren”, så giv dem et lyt, de giver den i hvert fald alt hvad den kan trække.
Af Ken Damgaard Thomsen
