Annelouise ”Ise” Adolph fik en anden plads i X-Factor helt tilbage i 2011, nu er hun klar med sit andet album. En fin, lille udgivelse med eftertænksom “voksen-pop”, der går godt til en grå tid.
I årene efter X-Factor udsendte Ise både en EP og et debutalbum, men har siden holdt en udgivelsespause på 6 år. Stilheden brydes nu med 6 fortrinsvis stille og let-melankolske popsange, der kredser om hendes personlige udvikling, at overvinde usikkerhed og spørgsmål om hvor man hører til. Det er også den fornemmelse mini-albummets lyd og minimalistiske instrumentering efterlader, der er en helt overordnet følelse af eftertænksom- og ensomhed i materialet.
Udover det rent personlige, så må det også være lidt et lod at bære rundt på, at have mærkatet “tidligere X-Factor deltager”. Man risikerer jo nærmest at blive stigmatiseret og ikke taget alvorligt som kunstner. Det ville nu være en skam, sådan at stemple Ise for hun har faktisk noget at byde på rent musikalsk og ikke mindst lyrisk. Det er ret tilgængeligt og hverdagsagtigt, men på en god måde. Det er tyst popmusik, hvor Ise’s klare, fine vokal trækker en stor del af læsset.
Af og til bliver det måske lige lovlig “nu synger jeg en sang om hvad der skete”, som på den langsomt trissende “Frie Hjerter”. Her beskrives en bytur, “en der kysser og en der bliver kysset i nat”, hvor “frie hjerter finder samme ustabile takt”, det er sådan set meget nydeligt, men det bliver lige en kende for 1:1 til mig her. Ise rammer for mig bedre, når det bliver en smule mere ukonkret og almengyldigt.
Det gør det eksempelvis på åbningsnummeret “Ned Med Hovedet”, hvor Ise opfordrer til, at “tænke på en fugleflok, der sætter af – det løser sig”. Hvad det er, der løser sig er ikke helt klart, hvilket giver lidt mere rum til mig som lytter til at putte ting ind i sangen, i forhold til eksempelvis “Frie Hjerter”. Det er ikke ensbetydende med, at sange ikke gerne må være konkrete, men så skal der måske ske lidt mere i sangen, hvad angår struktur, opbygning osv., popskabelonen og den afdæmpede stil kan for mig ikke helt bære, hvis det samtidig bliver alt for direkte rent tekstmæssig.
“Selv når jeg er taget afsted, er jeg ikke altid med”, lyder det på “Lidt For Sent”, hvor det er lige ved at det bliver lidt for stillestående for Ise. Sangen har, ligesom en del af de andre, en snert af country-vibrationer med en glidende guitar, det lyder flot, men den er også kvart i dansktop. Teksten, som synes at handle om at være rodløs, ikke rigtig at passe ind, eller at drive bagefter, er sådan set udmærket, men med en spilletid på næsten 5 minutter sker der næsten for lidt. Der sigtes, naturligvis, efter en reflekterende tone med et matchende tempo, men selvom det lyder ganske stemningsfuldt, så savner jeg at der sker noget mere for at retfærdiggøre spilletiden.
Titelnummeret, “Født På Kanten”, cirka midt på pladen, slipper bedre fra det afventende tempo. Den er også omkring 2 minutter kortere, der er en lille smule mere fremdrift og nogle stigninger i opbygningen, der gør at man trods den nedtonede stil føler, at man rent faktisk kommer lidt ud af stedet. Det klæder også Ise’s lidt monotone stemmeføring og toneleje, at den her følger melodiens bølgende gang. “For gammel til Vesterbro og for ung til provinsen”, lyder det mod slut i nummeret, en rigtig fin vending, hvor hun formår at sætte ord på en af de centrale tematikker på pladen: hvor hører man til, hvis man ikke rigtig passer ind nogen steder?
“Uanset hvad jeg gør, er jeg en metervare”, lyder det på den afsluttende “Metervare”. Selvom Ise af og til flirter med, at det bliver en kende for konventionelt, eller enkelt, på Født På Kanten, så synes jeg faktisk at hun undgår at blive musikalsk metervare. Jo, der er plads til “forbedring” hist og her, men noget af det grunder også i personlig smag fra min side. Ise har en tydelig musikalsk vision og mission med denne udgivelse og følger den, så skal mine personlige præferencer ikke trække for meget ned.
Der er noget sjæl og personlighed til stede her og ikke mindst et personligt aftryk, der er med til, at give de i bund og grund enkle sange et løft. Vi ender med at snige os op på en lille, flyvefærdig 4er, men vinger er måske til mere?
Af Ken Damgaard Thomsen
