Isbjörg rammer et storladent og eksperimenterende udtryk på Glacier. Ind i mellem bliver det dog lidt vel meget af det gode i bandets bombastiske prog-rock eskapader.
Hvis man skulle være lidt grov, kunne man kalde Isbjörg’s storladne prog-rock for Muse møder højskoleband. Bandet har nemlig Muse’s forkærlighed for svulstige forløb med masser af guitarlir, gerne med lidt storladent tangentbaskeri smidt ind, men uden helt at have samme niveau i forhold til melodier, ligesom lyden heller ikke er så poleret som Muse er gået hen og blevet de senere år. Til gengæld indeholder masser af skift og finurligheder, som formentlig nogle gange er federe at spille end at lægge ører til.
Men når det så fungerer for Isbjörg, som det blandt andet gør i flere passager på titelnummeret ‘Glacier’, så er det faktisk rigtig fedt. Især når lidt af pompen trækkes ud af lyden og der arbejdes med vokalerne, er det rigtig godt. Det opulente omkvæd er faktisk også ganske fængende, og selv om det er lidt af en mundfuld med sine over 7 minutters spilletid, slipper Isbjörg faktisk ret godt fra det.
Inden ‘Glacier’ falder 2 minutters storladen indledning i form af den hovedsageligt instrumentale ‘Cross’, der bindes direkte sammen med titelnummeret.
Anden halvdel af EP’en udgøres af den nærmest powerpoppede, men også overlæssede ‘Collective Egoism’, som på en måde crasher under sin egen vægt i mine ører. Her er det som om Isbjörg død og pine vil mase en masse keys, og støj ind i noget, der egentlig er et relativt ligefremt poppet rocknummer. Det er selvfølgelig også et af bandets kendetegn, at gøre det på den måde, men her bliver det simpelthen for meget for mine ører.
Bedre fungerer det på lukkeren, som også er EP’ens længste nummer. ‘Marooned’ skifter også i tempi og intensitet, hvor Isbjörg har rig mulighed for at vise alle de instrumentale muskler, de er i besiddelse af. Her er både piano-lir, huggende guitarer, eksperimenterende percussion, og generelt rigtig højt til loftet, også på vokalsiden, hvor der blandt andet er en ret lang passage, hvor forskellige vokaler synger “La la la” på flere forskellige måder.
Der er egentlig godt styr på sagerne hos Isbjörg og at dømme ud fra deres tidligere materiale (Ken anmeldte deres selvbetitlede debut-EP for to år siden, anmeldelsen kan læses HER), er der taget et skridt fremad på lydsiden. Det er også fortsat lidt af en mundfuld at lytte til bandets storladne prog-rock, som måske faktisk kunne vinde en smule ved at skære en lille smule fra. Omvendt er det også ret forfriskende med et band, der bare skruer op for alt det de kan, og ikke virker til at tænke så meget på, hvem der skal modtage det i den anden ende. Der er helt klart stadig et modningspotentiale i Isbjörg, men det er næppe den instrumentale kunnen, der kommer til at sætte grænserne, snarere om bandet kan tage det næste skridt op kompositorisk.
For udtrykket her og nu, sniger Isbjörg sig op på 4 upcoming stjerner for Glacier.
Du kan finde Isbjörg på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
