Slackerrocken har tilsyneladende fået en lille revival og Inventory byder på Sunday Tonne forholdsvis afslappet – og dermed stærkt – ind på genren.
Bevares, at kalde EPen slackerrock er også at stikke de mere soft-jazzede elementer som den klaver-og-blæs bårne Fizzy Water ind under denne hat. Men det generelle udtryk er slacket, roligt og tilbagelænet.
Ikke som Cake, men som – tjah – jeg bliver ved med at få vibes af noget tidligt Smashing Pumpkins-ballademateriale, uden at jeg sådan helt kan sætte et nummer eller et album på.
Skal referencen holde, skal det være et nummer hvor Iha (eller endda D’Archy) synger. Men altså med doven, tidstagende mandevokal…
Men denne reference holder i hvert fald så langt som at man hele tiden fornemmer, at der holdes tilbage – og denne suspense er ret effektiv.
Laaaangsomt åbnes der med Time Inside Your Head og trommerne ligger på én gang tungt og luftigt på slagene, guitarerne virker en smule forstemte og det hele kunne have været Sonic Youth hvis der havde skruet radikalt højere op.
Hvilket der heldigvis ikke bliver – for EPen er meget afslappende at lytte til og på den måde bliver de soft-jazzede elementer heller ikke påklistrede, men giver på sin egen måde mening i forhold til stemningen på EPen.
Nogen plader insisterer på tid fordi numrene skal udvikle sig. Nogen insisterer på tid fordi det er et sart udtryk, der forudsætter fokus fra lytteren. Inventory tvinger lytteren ned i tempo – ikke mindst med de førnævnte trommer, men naturligvis også med tempoet, hvordan der lægges på beatet (laaaangt tilbage) og den ”dovne” upressede vokal.
Første overraskelse på EPen bliver titelnummeret, der med en doven, ikke alt for støvet trompet bærer noget, der ikke rigtigt er en melodi, ikke rigtigt en improvisation, igennem. En stemning? Ja! En stemning af noget blåt.
Så får Relay til gengæld lidt tempo, et bass-drive og en vokal, der falder uden for klassiske dur/mol-akkorder. Smadret, men stadig holdt nede. Ganske klædeligt med en kaotisk guitarsolo.
Ingen regler – men alligevel virker det til at holde sig stramt inden for nogle æstetiske rammer.
Da der slackes igennem til slut (efter Fizzy Water) med Fencesitters, er sløjfen bundet på en fin, slacket EP. Herhjemme kunne noget af materialet snildt have været lavet af Larsen & Furious Jane – vi er i noget lo-fi, der bider men på en distanceret – og dermed måske distingveret? måde.
Jeg tænker i hvert fald, fans af Larsen vil finde sig godt til rette i Inventorys selskab – og det er nu et fint selskab at befinde sig i.
Det er cirka samme stemning, jeg skal være i for at sætte det på…
Stærk EP der varierer uden at springe for langt – og insisterer på sin tid.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
