Danske Into Century har en distinkt amerikansk lyd. Det skyldes måske blandt andet at bandet har en tilknytning til USA og at deres andet album, Nobody’s Slave er optaget i Californien. Der er noget bombastisk og bastant over bandets lyd, som bringer minder om mainstream-rocklyden fra starten af 90’erne, men det er samtidig velfungerende og ørehængende.
Den ind i mellem svulstige lyd Into Century byder på, havde jeg ved første lyt lidt svært ved at blive gode venner med, men efterhånden som jeg fik lyttet albummet igennem flere gange, begyndte sangene at sætte sig fast i baghovedet på mig. Noget af det, Into Century er rigtig gode til, er nemlig noget så banalt som at skrive velfungerende sange. Ikke noget revolutionerende, men bare solide, velskrevne rocksange. Produktionens bastante udtryk vil nok appellere mere til andre end til undertegnede, men det er en smagssag.
Nobody’s Slave åbner med titelnummeret, som er en relativt hårdtrockende krabat med tampende trommer og tungt riffende guitarer. Det swinger, især på det primalenergiske omkvæd, hvor forsanger Jon Century får lov at synge igennem – råt og godt. ‘Junkie’ starter i mere melodisk terræn, hvor elektroniske elementer også titter frem, inden omkvædet igen trækker tunge riffs ind i blandingen. Med linier som “Everybody’s some kind of junkie/No one can deny/We all long for satisfaction in our lives” er det ikke Thomas Transtrømer, der skal trækkes sammenligninger til, men det fungerer, blandt andet fordi Hr. Century har en stærk og velfungerende hård-rock vokal.
‘Open Up Your Gates’ viser Into Century fra den mere radiovenlige side. Igen er det fermt skruet sammen – iørefaldende, uden at lefle alt for skamløst. En ode til kærligheden får vi også med ‘Sweet Surrender’, et nummer, der kombinerer et mere afdæmpet vers, med et power-riffende omkvæd. En formel, som fungerer godt for Into Century. Guitarspillet, som sender kærlige hilsner til amerikansk roots-rock og blues, står også stærkt i billedet.
‘Dare’ er allerede ude som single og video og her er Into Century atter i radiovenligt område. Et track med bred appel, der med et nærmest pompøst omkvæd nok skal kunne ramme alt fra husmødre og bikerdrenge, til teenagere med følelserne udenpå tøjet. Det er næsten for meget af det gode, men det holder sig lige indenfor kridtstregerne. På den efterfølgende ‘Man of God’ får vi en rant mod den katolske kirke, løgne, dobbeltmoral og misbrug af kordrenge. Det bakkes op af tungt guitarspil og den tilsvarende tunge rytmesektion, som også kendetegner Nobody’s Slave. En fin detalje er koklokken i andet vers.
‘Time to Shine’ indleder anden halvdel af albummet, som står en lille smule svagere i billedet, end første halvdel. Det er dog ikke ‘Time to Shine’s skyld, for her er nok engang tale om et meget effektivt nummer. Denne gang er formlen vendt om, og nu er det verset, der bæres af tung rytmesektion og riffs, mens omkvædet er catchy syng-med materiale, komplet med ‘ååh-ååh-uu’-kor.
‘Hold On’ bliver lidt for radio-let til min smag, men samtidig er produktionen også knap så bastant og den damptromlende rytme fra mange af de tidligere numre holder lidt pause, og giver dermed lidt luft. ‘Indistogether’ starter storladent med synth-orgel, der også kører videre i et halv-gotisk omkvæd. Pompøst, men unægteligt effektivt. Omkvædet er catchy og jeg bliver trukket med, trods lidt slæbende fødder. Et mere afdæmpet øjeblik får vi på ‘OMG’, der, bortset fra den sms-sprogede titel, fungerer fint som et pusterum, inde mellem Into Century’s damptromlen afsted mod horisonten.
Call On Me’ holder sig til de sikre, bastante virkemidler, men smider også lidt metallisk guitar ind i ligningen, hvilket sådan set fungerer udmærket. Igen har omkvædet højt til loftet og vi begaves også med en fin guitarsolo. Desværre står det lidt af for Into Century på den noget mislykkede lukker, ‘Can Anybody Hear Me’. Her får standardiseret metal-rock modspil af et skrækkeligt autotune-effekt-helvede, der får den til at lyde som noget, Limp Bizkit kunne have spyttet ud i start 2000’erne. Den falder en smule udenfor i forhold til resten af albummet, og kunne for min skyld godt have været sorteret fra.
Det kan dog ikke tage fra Into Century at de har begået en ganske habil og velfungerende rockplade, trods den til tider bastante produktion, og en række stærke sange, der har potentialet til at ramme bredt. Det er ikke unødigt kompliceret, og Jon Century og resten af bandet (Jeppe Bruno på trommer, Morten Schrøder på bass og Christian Warburg på guitar) fungerer som en stærk enhed med et sikkert udtryk. Det hiver lige Into Century op på 4 stjerner i min bog. Tjek dem ud før de rammer radioen.
Nobody’s Slave udkommer d.12/11 på Target Records. Tjek Into Century ud på deres hjemmeside.
Anmeldt af Judas
Into Century spiller releasekoncert i aften, d.8/11 på Backstage i Aarhus, hvor de har taget lokale I’ll Be Damned og Scarlet Valve med (begge anmeldt her på siden). I morgen, d.9/11, kommer turen til Rust i København, hvor det er Sune Fey, der står for opvarmningen.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
