Onsdag aften på Roskilde Festival lukkede og slukkede The Awesome Welles Rising Scenen for i år, med en koncert der efterfølgende blev rost i stort set samtlige medier der valgte at dække den, også her på siden, hvor Jonas tildelte seancen 5 stjerner. Vi mødte bandet til en snak om koncerten og meget andet dagen efter i mediebyen.
“Det må ikke stoppe eller toppe her”, var bandets samstemmige kommentar hen imod slutningen af den times tid vi endte med at tilbringe i selskab med den meget talende og reflekterende trio. Efter at have placeret os i henslængte og tilbagelænede omgivelser i Backstage Village, i et roligt hjørne af området der torsdag havde udviklet sig til en sand myretue af medie/branchefolk og alt mellem himmel af jord af mennesker med det ene eller det andet gøremål, blev vi mødt af et band, for hvem det tydeligvis var meget magtpåliggende af forklare sig, sætte ord på deres oplevelse af koncerten dagen før og bandets retning generelt.
Helt overordnet set er The Awesome Welles en tænksom trio, hvor de 3 medlemmer giver hinanden masser af tid og plads til at hvert enkelt medlem kan udtrykke sig, inden der bliver budt ind eller suppleret fra de to andre. Det er tydeligt at kontrol over hvad The Awesome Welles er og skal være for en størrelse, er noget samtlige medlemmer går op i og noget bandet snakker meget om indbyrdes. Det kan lyde meget kontrolleret og stramt, men mest af alt fremstår The Awesome Welles bare som 3 musikere, og nu venner, der bare VIL det her rigtig meget, og gennemtænker processen for at nå “målet” efter bedste evne – og samtidig ikke lukke ned for den interne kommunikation, så der pludselig opstår forvirring. I disse VM-tider kunne man fristes til at sige, at The Awesome Welles i høj grad prøver at holde fokus på bolden.
Fokus og forløsning
Dermed ikke sagt, at bandet, her dagen efter det, der på mange måder, er deres livs hidtil “vigtigste” koncert, ikke tager sig tid til at dvæle en lille smule ved øjeblikket. Som forsanger Adam Nyborg Allen forklarer,
“Jeg har aldrig nydt en koncert SÅ meget. Det var fantastisk, for vi har vidst det i et halvt år, og tænkt i produktion de seneste 2 måneder, og i går kom forløsningen”. Bandet forklarer at de alle har været forelsket i den nu hedengangne Pavilion Junior scene, og selv har drømt om at stå på den. Derfor havde de i følge bassist Jacob Løkkegaard også lidt betænkeligheder ved den nye open air Rising Scene, “men heldigvis endte det med at blive et sandt ‘Roskilde moment’ for os, det var meget overvældende”.
Trommeslager Jeppe Bremann supplerer, “Jeg fældede faktisk en tåre allerede efter første nummer, vi har haft meget fokus på ‘arbejdsting’, som at produktionen skulle virke, rækkefølgen af numre og hele set-uppet, men efter første nummer tænkte jeg bare ‘wow, det er stort’, ikke blot som øjeblik, men det var faktisk noget stort for bandets udvikling og historie. Det var på mange måder et perfekt scenarie og scenen kunne ikke have været sat bedre for os inden koncerten. Så var det bare om vi nu også kunne leve op til det”.
Adam forklarer, at bandet også havde forskellige gimmicks oppe at vende, som kunne gøre koncerten til noget specielt, men de kunne ikke finde noget de syntes fungerede, “vi er jo et lidt ubeskrevet blad univers-mæssigt, og vi blev enige om “bare” at forsøge at ramme folk med vores musik. Det er også derfor vi har fokuseret så meget på at bygge et ordenligt sæt op, og det kom til at handle om at forsøge at holde folk fanget i The Awesome Welles’ univers via musikken”.
Trioen er enige om, at de syntes det lykkedes godt, selvom Jeppe påpeger at han havde haft en del betænkeligheder, “vi har ladet op til det her i et halvt år, det er absurd at tænke på og så kredser ens tanker meget omkring ‘kan det her (musikken, red) nu stå alene?’ Det er meget specielt…”. Jacob tilføjer, “da vi spillede på Spot i år handlede det om at overbevise folk på kort tid, du bliver booket fordi nogen synes du har potentiale. Roskilde handler om at indfri dette potentiale!”. “Ja, at slå sig selv fast som navn”, supplerer Adam og forsætter “det er både en markering af ‘her er vi nu’ men samtidig skal det også være noget vi bygger videre på”.
Jeppe forsætter, “det handler ikke mindst om at finde ud af ‘hvad gør vi NU for at komme videre?’, vi skal ‘længere op’ og vi skal finde ud af hvad vi kan gøre for at komme ‘derind’ (han peger ind mod pladsen) – den ‘rigtige’ festival”.
Reflektioner omkring at være The Awesome Welles
I det hele taget virker The Awesome Welles som et band, der er vant til at tage hånd om sagerne selv og ikke mindst selv gøre deres til hele tiden at komme fremad. Trioen forklarer, at de selv satte en koncert op på Loppen sidst i 2013, og sendte invitationer ud til Roskilde’s bookere, for at at lave lidt larm omkring bandet og blive booket til netop Rising Scenen. Vel at mærke uden at have udsendt et album og i skrivende stund har bandet kun to studienumre officielt tilgængeligt. Som Jacob forklarer, “andre bands, der spiller på Rising i år har måske allerede fået lidt mere hul igennem end os, så vi måtte råbe lidt op”. Jeppe tilføjer; “Vi havde brug for at komme ind i det her selskab”. Jacob følger op; “ja…. vi føler lidt at vi hører hjemme her, vi har brug for sådan en festival…”.
“Det er rart at få en større form for anerkendelse for det vi laver, som denne festival er”, forsætter Jeppe, “det føles som om at man bliver anerkendt for det man går og laver, det kan godt være et ret lukket univers at være i et band – det handler om ikke at lukke sig for meget inde i det univers. Vi er ret reflekterende omkring det hele, men det er en balance, for det må naturligvis ikke blive for fortænkt – hvilket vi prøver at undgå”.
En af grundene til, at The Awesome Welles tilsyneladende lykkes med at få reflekteret over det hele i tilpas afbalanceret grad, er at de ikke har kendt hinanden hele livet eller er gamle venner. Bandet er opstået i øvelokalet med udspring i fælles bekendte, opløste bands på kryds og tværs og i det hele taget formet af og til den musik de spiller nu. Det er altså ikke sådan at man er “forpligtet” af gammelt venskab, sidenhen er de, naturligvis, blevet venner og ser hinanden tit, påpeger de, men udgangspunktet og fokus har hele tiden været, og forbliver, musikken og “bandet” – hvor det er tilladt at snakke om tingene. Som Adam formulerer det, “vi lærte hinanden at kende som mennesker OG musikere på samme tid. Vi startede med at være fælles om musikken, blev venner senere, men musikken er stadig drivkraften”. Jacob tilføjer, “ja, vi er her for musikken, for føler vi ikke en nødvendighed i og for den længere, så stopper vi sgu”. Adam forsætter, “vi føler os slet ikke mætte, vi har meget mere at opnå som band”.
Album til efteråret
Noget af de, der er næste skridt på vejen, er udgivelsen af bandets debutalbum til efteråret, produceret af og i fællesskab med, Sebastian Wolff (Kellermensch), i dennes studie i Esbjerg. Pladen er opstået og indspillet løbende over det seneste års tid, de sidste sange er skrevet sidste sommer, siden har bandet periodevis pendlet mellem København og Esbjerg for at indspille.
“Det har været en lang proces for os at indspille”, fortæller Adam og Jacob tager over, “vi har givet os selv tid, det startede egentlig som en EP, men så voksede det og vores yndlingsnummer på pladen er faktisk skrevet så sent som 14 dage inden vi begyndte at indspille”. Han fortsætter, “Undertaker” (et af de numre som allerede er på gaden, red) var første sang vi indspillede, vi prøvede den mange gange, men den version, der endte med at blive brugt på pladen, er faktisk første take. På en måde er albummet og dets sange kommet til at repræsentere den tid de er skabt i”.
Jeppe forsætter, “ja, og så har vi forsøgt så vidt muligt at styre uden om tidens trends og ‘bare’ skabe et klassisk rock-album”. Adam tilføjer, “vi dykkede ned i plader fra 80’erne og 90’erne, og forsøgte virkelig at lytte til hvordan de gjorde, på den måde har vi måske nok taget noget med fra forskellige årtier på vores plade”. Jacob forsætter, “jeg synes mange plader nu til dags lyder lidt overproducerede, det er noget vi har prøvet at styre udenom, selvom vi er meget reflekterende omkring vores musik og processen. Vores plade er indspillet i en lagerhal, så skal det også lyde som om den er indspillet i en lagerhal – og vi har forsøgt at bruge rummet, for det er DEN lyd den her plade havde, i det øjeblik den blev indspillet”, Jeppe supplerer, “ja, vi har forsøgt at bevare de skønhedsfejl der nu måtte være – det må gerne lyde impulsivt. Det er den nerve i musik vi på mange måder selv tænder på, meget rock kan nemt komme til at lyde for klinisk på plade, det vil vi helst undgå – man skal kunne høre mennesket og følelserne bagved”.
Skæbnen er 100 % i egne hænder
Ingen tvivl om, at The Awesome Welles er et band, bestående af musikere der stiller store krav til sig selv, hinanden og musikken, men som Jeppe med et smil udtrykker det, “en aften som i går får os til at glemme… især alle de trivialiteter, der nogle gange følger med. De sidste 2 år er alt hvad vi har genereret gået tilbage i bandet, så nogle gange tænker jeg over, at ligningen skal gå op. Et skrækscenarie jeg har tænkt over er, at have arbejdet hårdt i alle de her år, pludselig være 35, og ikke føle at bundlinien stemte. I går var det bare en fantastisk følelse at være på scenen, og få indtryk af, at vores musik et eller andet sted gjorde indtryk på nogen – så bliver det også vedkommende for os selv”. Jacob forsætter, “det var bare fedt at der var så mange folk! På dén måde kan man godt føle at vi rider på en form for bølge af succes,” Adam tilføjer, “for en gangs skyld var det fuldstændig fantastisk at stå ikke og reflektere over det, man fik heldigvis følelsen af, at vi ikke stod og tvang folk til at lytte”.
“Ja, vi var sgu så meget i zen, at havde vi haft sange nok, så havde vi gerne spillet 1 time mere”, indskyder Jacob, “og nu skal vi over og spille i en gummibåd”, siger han med henvisning til bandets showcase i det internationale presseområde og deres lille scene umiddelbart efter dette interview.
Igen fornemmer man trioens stålsatte vilje på at gøre hvad der skal til for at komme videre, på alle måder, og på at det her “kun” er begyndelsen på fortællingen om The Awesome Welles. “Vores skæbne er 100 % i vores egne hænder,” siger Jacob og forsætter “vi er selv fuldstændige ansvarlige for hvordan det går”. Adam forklarer videre “vi føler, at vi kun lige er begyndt at slå på ægget. Det er ikke alle Rising bands man hører mere til efter de har spillet på Roskilde, men det er ikke nok for os, det her. Roskilde Festival sætter stadig en dagsorden, og det er fedt at de havde modet til at booke en relativt ubekendt størrelse som os – men vi kæmper og drømmer videre”.
“Det handler om konstant at udvikle sig. Vi er en trio og på godt og ondt er vi meget fælles om det hele”.
Hvordan den udvikling fortsætter, kan du høre når bandet udgiver debutalbummet til august. Det kigger vi selvfølgelig også nærmere på her på GFRock.
Af Jonas Strandholdt Bach & Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Awesome Welles på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, Roskilde, and the what have you – hver dag!
