Danske Temple udsendte for nylig albummet Fluorescence, der generelt blev modtaget rigtig godt. Nu er bandet aktuelle med en ny musikvideo til nummeret “Cold War”. Vi har fået en lille snak med bandet om det nye album, bandet og musikvideoen.
Jeg var selv helt oppe at ringe over Fluorescence, som jeg tildelte topkarakter i anmeldelsen HER, hvor jeg blandt andet skrev:
“…det er ikke med de store flashy armbevægelser, at Temple tilkæmper sig ens opmærksomhed. Fluorescence summer og svæver meget af tiden ganske tyst i det lysfattige musikalske univers bandet fremmaner. Det til trods, rummer musikken mange lag og utallige små finesser og detaljer, der snor sig omkring og ud af ind af hinanden, så albummets 9 numre på en måde kommer til at fremstå som ét langt nummer, én lang lydcollage, med Nils Blochs dragende og dirrende vokal som det centrale omdrejningspunkt”.
Her følger en lille snak med Nils Bloch og bandet om Fluorescence.
Lad os begynde fra en ende af. Temple? Hvad gemmer der sig bag navnet og hvad er Temple egentlig for en størrelse?
Oprindeligt er navnet Temple en reference til Dave Bixbys ”Drug Song” (hør nummeret HER) som vi var ret oppe at køre over da vi formede bandet. Siden er navnet blevet symptomatisk for det vi forsøger at gøre med vores musik. Templet er et sanktuarium, en kontemplativ arena og det er også det vi gerne vil have at musikken skal være for vores lyttere. Det er også derfor vi tør skabe musik der ”kræver” (et lidt irriterende udtryk, men i mangel på bedre…) noget af lytteren, forstået på den måde at man skal give sig tiden til at dykke ned i musikken og ind i sig selv. Noget jeg ser som en fællesnævner for al åndelig fordybelse.
I har netop udsendt albummet Fluorescence, der generelt har fået en virkelig god modtagelse. Hvordan er det at sætte et album i søen og se det sejle væk, i mens alle mulige udefra har en holdning til det?
Det er en speciel oplevelse. Bestemt. Vi har arbejdet hårdt på det her værk og det er naturligvis en stor forløsning at slippe det fri. Det har været helt fantastisk at folk har taget så pænt i mod det. Der er høj søgang i musikmedierne, men jeg har haft en oplevelse af at anmeldere, dig selv inklusive, såvel som lyttere virkelig har fanget det vi gerne ville med pladen. Det jeg har været mest bange for var at vi ikke havde fået formidlet vores vision klart nok på albummet, men det virker det til at vi har. I den sammenhæng vil jeg gerne give en stor cadeau til de mange mindre musikmedier der har været utroligt imødekommende i forbindelse med udgivelsen. Der sidder nogle hårdtarbejdende musikelskere som gør et stort stykke arbejde!
Jeg tolkede selv det overordnede tema for pladen til at være “kærlighed”, i alle mulige afskygninger og former – men hvordan ser I selv pladen og hvad den/I ønsker at fortælle?
Jeg plejer at sige at pladen handler om ikke at være i stand til nå andre mennesker, så på den måde har du fuldstændig ret da kærligheden, erotikken, forholdet jo ofte er et område hvor en sådan distance kan manifestere sig. Men også en mere generel ensomhed og hvad man kunne kalde en social impotens noget der har været omdrejningspunkt for pladen. Det er jo noget der kan antage mange udtryk som du selv er inde på. I mine øjne er pladen et forsøg på at beskrive denne afstand man kan have til sin omverden og give den en intensiveret manifestation i form af musik og lyrik.
Samtidig fremstod numrene og lyrikken enormt intim og personlig, uden af være FOR afslørende. Hvordan har det været at arbejde med numrene, ikke mindst teksterne, og hvordan finder man balancen, så man ikke synes man klæder sig af til skindet? Hvis det da overhovedet har været bevidst, eller noget i har tænkt over?
Personligt synes jeg ikke der er noget der kan være for afslørende, man kan diskutere at noget lyrik til tider kan blive for navlepillende, men det håber jeg at vi har undgået. Altså for mig må det gerne være udleverende. Jeg har helt bevidst forsøgt at gå meget tæt på, på den her plade, for jeg synes ofte det er den kunst der rører mig. Den hvor jeg har en fornemmelse af at få lov til at se noget i et værk, som et menneske ville forsøge at skjule for mig hvis vi mødte hinanden som ”civilie”. En eller anden voyeuristisk dimension. Den er spændende, synes jeg! Derfor er teksterne på Fluorescence et indblik i mig der ikke er iklædt et narrativ. Et forsøg på at angribe nogle temaer gennem meget konkrete beskrivelser af møder med objekter, ord, rum, kroppe, afsavn. Fragmenter af situationer. På den måde synes jeg man kan komme i intim berøring med mine sansninger og associationer i forbindelse med en bestemt oplevelse.
I er nu aktuelle med en nye video, til nummeret ‘Cold War’, der lader til at handle om et forlist forhold, som jeg i anmeldelsen blandt andet beskrev med ordene “Der peges ikke fingre, der er ikke nogen skurke eller helt, sort eller hvidt, det føles kort sagt “ægte” og meget virkeligt..”. Men hvad handler nummeret om for jer?
Jeg synes du ramte hovedet på sømmet med den beskrivelse, meget træffende! Jeg havde i lang tid fumlet rundt med lyrikken til nummeret, og havde store problemer med at få betvunget fortælleren. Fortællingen blev ved med at ændre perspektiv, den ville ligesom ikke gå op. Til sidst gik det op for mig, at det var fordi det netop var sådan jeg havde oplevet den situation, sangen beskriver. Jeg vidste ikke hvornår jeg følte noget og hvornår hun følte det, hvornår hun anklagede mig eller hvornår jeg anklagede mig selv, hvornår jeg talte for mig selv og hvornår jeg talte for hende. Så jeg endte med at lade teksten stå med sin flimrende kameraføring.
I videoen følger man en kvinde, fra hun bader og “renser” sig, til hun klæder sig på og vandrer ud i en skov med skovl og begynder at grave et hul. Slutteligt lægger hun sig selv i graven. En symboltung, og alligevel meget diskret sag, hvis man gider tænke alt muligt ind i billederne. Men hvad har jeres egne tanker omkring videoen været?
Det er vores veninde Anna Ladas der både har instrueret, filmet og klippet videoen, så hun er nok i virkeligheden den rette at spørge. Jeg er bare dybt fascineret af kvinden i filmen. Denne her figur der gennemgår dette komplet neurotiske ritual med en enorm tålmodighed. Et ritual man får fornemmelsen af at hun gennemgår uden ophør. Og det smil, den tilfredsstillelse hun får i slutningen… Den giver en erotisk dimension der gør det hele endnu mere morbidt. En meget smuk video, synes jeg.
Vi slutter af med en klassiker, hvad skal der nu ske i Temple? Hvad byder den nærmeste fremtid på af planer?
I denne uge drager vi syd på for at spille en række koncerter i Tyskland. Efter det går vi så småt i gang med at tage hul på arbejdet med næste plade.
http://youtu.be/UK3KTiV4cXA
Vi siger tak for snakken og ønsker god tour til Tyskland. Følg Temple på Facebook HER
Af Ken Damgaard Thomsen
