Little Johnny Walker er en rock-duo fra Esbjerg, der gør sig i den mere bluesede del af spektret – tænk tidlig The Black Keys og The White Stripes. Bandet har deres debut album, The First Album, klar på affyringsrampen, en råt og kraftfuldt lille rock-missil, optaget over kun 3 dage i studiet, med fokus på at fange duoens livelyd.
Vi har har fået en snak med duoen (via guitarist/vokalist Martin Majgaard) om indspilningen, albummet, bandets historie og tankerne bag det hele.
Kan I fortælle lidt om jeres lille duo, hvordan mødte I hinanden og hvordan og hvorfor opstod der sød musik? Og hvad med navnet Little Johnny Walker?
Vi spillede sammen til en jam-aften, og der introducerede jeg Thomas for et par riff-baserede sange som jeg havde lavet, dem syntes han var fede. Så vi aftalte at mødes i mit øvelokale, og inden vi havde set os om, var det 8 sange uden tekst, jeg (Martin) hev bare en ny tekst ud af røven hver gang vi spillede dem i starten, F.eks som da vi varmede op for Highway Child. Sådan gjorde vi de først 4-5 gange.
Jeg var tidligere singer/songwriter-typen med forkærlighed for Jeff Buckley og Thomas har spillet en hel del metal, så at musikken blev som den blev, var mere eller mindre et tilfælde.
Navnet Little Johnny Walker er reference til whisky, det er lige meget om den drik er i en lille eller stor flaske, den har samme styrke. Sådan ser vi vores band, vi er kun to mand, men vi har lige så stor slagkraft som et band med 5 eller 6 medlemmer. Derudover giver navnet også en amerikaniseret rock/blues vibe via dets klang. Vi har så været strategiske og skrive Johnny med Y, da der ligger en potentielt sagsanlæg og venter fra Johnnie Walker’s advokater. Så som nogle gode vestjyder kan vi lige så godt være på forkant med den del, her sover vi jo med livrem og seler.
Så vidt jeg har kunnet læse mig til, så har i siden dannelsen i 2012 turnet flittigt, og spillet over 40 koncerter rundt omkring? Hvordan er det at turnere rundt med musik som folk ikke kender? Og har I fået jer nogle erfaringer I har brugt under indspilningen af jeres debut-album?
Vi elsker at spille live, det er der vi får benzinen til at gå i studiet og øvelokalet. Folk har været super flinke og nysgerrige når vi har spiller. Og utroligt mange har været overraskede over hvor meget lyd der kan komme ud af en tromme og en guitar. Vi har selvfølgelig også haft oplevelser hvor vi er endt med at spille for to gamle, gråhårede damer og en lydmand, og i det sekund vi slog den først tone an, skred de to gamle damer. Men alle vores liveoplevelser har gjort, at vi var sikre på at det var livelyden vi ville have på en eventuel plade. Den har vi efter egen mening også fået, takket være Christian Bonde.
Nu vi er ved det, The First Album er lige på trapperne, hvad kan vi forvente os af den krabat? Og hvorfor et helt album og ikke “bare” en EP som start – er I ikke bange for at knække nakken?
The First Album er efter vores mening et simpelt rock album, uden det på nogen måde er negativt, ikke så meget pjat og polering, bare simple riffs og rytmer. Vi havde en frustration over den metrosexuelle mand, så vi ville banke igennem med noget musik til dem, der trængte til at være “mænd, mænd”. For det trængte vi nemlig selv til. Vi har faktisk lavet en EP, som vi delte gratis ud gennem Stereo Studio i Esbjerg, men nej, vi er ikke bange for at knække nakken, her i Esbjerg er der et suverænt musikmiljø og hvis vi falder, hjælper de os op.
I jeres pressemateriale har jeg kunnet læse mig til, at albummet egentlig lå færdigindspillet, men at I valgte at gå i studiet og genindspille hele pladen. Hvad skyldes den beslutning?
Vi var faktisk først oppe hos Sebastian Wolff og indspille. Den endte med at vi ikke brugte de optagelser, da de efter vores mening blev lidt for mørke og ikke havde nok livelyd over sig. Men det var mere vores egen skyld, vi havde aldrig været i studiet før, da EP’en var lavet på en computer i øvelokalet, så vi var vist ikke så lette at spille bold op af. Vi havde ikke så mange input, så Sebastian gav sangene den vibe han ville have gjort, hvis det var hans egen musik. Men det var super fedt at være i “lære” hos Sebastian, han lærte os en masse om musikbranchen og hvordan man skal agere i forskellige situationer. Den mand er bare et leksikon af musikviden, og vi fik efterfølgende også den ære at spille til hans bryllup.
Men kort sagt, så snakkede vi med Christian Bonde og det blev så der vi lavede pladen. Jeg (Martin) har kendt Christian siden efterskoletiden i Lunderskov, så han havde et indgående kendskab til mine præferencer og mit tankemønster, plus at hans musiksmag er meget som min.
Albummet er optaget på kun 3 dage i CB Studios, med Christian Bonde som producer, alle numre er 1 takes og instrumenter + vokal indspillet på samme tid. Kan I forklare lidt om denne process, fordele og ulemper og i det hele taget grunden til at I har gjort det på den måde?
Altså først og fremmest, så var det for at genskabe den intensitet vi føler, vi har live og når vi er i øvelokalet, det at man kan stå i samme rum og have kontakt med hinanden, gør for vores vedkommende også at vi føler, at vi har kontakt til musikken og den glød vi gerne vil have frem i musikken. Derudover har det været spændende hvordan man kan få alle de små skrammel-lyde ud igennem hinandens mikrofoner, de lyde man ellers betegner som støj andre steder. Det er også en økonomisk fordel i at knalde det igennem på måde, men det var ikke derfor, vi gjorde det. Ulempen er selvfølgelig, at hvis du laver en fejl, så skal man som oftest genindspillet hele nummeret.
Hvad er det så for en plade i står med nu? Kort sagt – hvad handler numrene på The First Album om?
Vi står tilbage med en plade der handler om kvinder og alle aspekter af deres personlighed, vores “love/hate relationship” til dem, derudover er der sange der handler om gamle dyder, såsom ikke at lade de guldkorn den ældre generation kommer med, falde for døve ører. Den handler om en mands indre dæmoner og hvad han slås med til dagligt, og ikke mindst om menneskers forhold til deres ophav, baggrund og den tid vi lever i nu.
Men først og fremmest er det en plade, der kommer fra en hulemands bankende stenalderhjerte og kærligheden til old school rockmusik.
Når jeg lytter pladen igennem får jeg en masse mere eller mindre tydelige associationer til alle mulige rock/blues-rockede navne, både af nyere men også ældre dato. Har I selv nogle tydelige inspirationskilder, og hvordan har de været med til at præge jeres lyd?
Vi har helt klart været inspireret af bands såsom The Black Keys, og specielt deres første 3 albums. Derudover har vi lyttet en hel del til gamle blues musikere som Son House, John Lee Hooker, Robert Johnson med flere, men specielt i starten var vi fascinerede af den bankende, skramlede rock som The Black Keys lavede. Der var noget rebelsk i den måde at lave musik på og det er helt klart den attitude, vi har kæmpet for at få i vores musik.
Albummet udkommer på lokale (Esbjerg) Trechoma Records, hvordan kom det samarbejde i gang? og har I efterhånden en hel rock-bande på de kanter?
Altså Esbjerg er efterhånden som et godt gammelt kollektiv fra 60-70’erne. Der er efterhånden ikke nogen der ikke har “musikalsk knaldet sammen”. Morten Nissen mødte vi gennem Made In Esbjerg og han har fulgt vores udvikling fra starten, det er et selskab hvor man kan tale lige ud af posen til hinanden. Så da han kom og sagde at vi skulle lave noget sammen var det en “no brainer”. Vi er også stolte i Esbjerg af at kunne levere kvalitet uden at man absolut SKAL udenbys. Men det lægger også et pres på os, det er jo et imponerende kølvand vi sejler i efterhånden.
Hvad har I af forventninger og forhåbninger, når The First Album rammer gaden?
Vi håber pladen rammer en nerve og at den vækker noget i folk som de havde glemt de tændte på. At man sætter den på i hjemmet og lader skægget gro. Og selvfølgelig at det afføder koncerter, fordi folk bare MÅ høre de gamle esbjergensiske røvhuller der sparker så meget røv.
Sidst, men ikke mindst, at det komme til at skabe en basis for endnu en plade.
Jeg sidder med en snigende fornemmelse af, at I er et band der lever og ånder for at stå på en scene? Hvor og hvornår kan man fange jer live? Og hvad byder nærmeste fremtid ellers på for Little Johnny Walker?
Der er først og fremmest release på pladen. Det er der i Esbjerg D.31/1 på Vinbaren og i København på Simpelt V Bar D.13/2. Så skal vi ellers på turne som vi er i fuld gang med at planlægge, og så er der den årlige Jydefest med Teufelskerle i København, som vi glæder os vildt meget til. Det er heller ikke utænkeligt at der kommer dobbeltkoncerter med nogle af vores musikalske venner fra pladeselskabet eller udenfor. Ud skal vi! Der er en hel anden ilt på en scene og den har vi brug for at indånde.
The First Album udkommer d. 2/2 på Trechoma Records, besøg Little Johnny Walker på Facebook.
Af Ken Damgaard Thomsen
