Powersolo er aktuelle med deres sjette album, The Real Sound, som endda kommer i en Tue Track-mixet version til august. I den anledning lånte jeg en bil og kørte en solrig majaften ud på landet i det bølgende og smukke landskab syd for Aarhus, til en køkkensnak med Kim Kix om det nye album, mainstream-radio, Powersolos historie og hvad det gør ved musikerlivet at blive ældre. Del to følger i morgen.
Interviewet foregår mens Kim laver aftensmad i køkkenet, og mens han hakker og steger, svarer han beredvilligt og fyldigt på mine spørgsmål – vi starter med The Real Sound.
Lad os starte med det nye album – det er til kvinderne, synes jeg, jeg har læst et sted… jeg tror det var i et interview for et par år siden, hvor du sagde, at jeres næste album skulle være til kvinderne? Der er i hvert fald mange sange, der handler om kvinder…
“Ja, der er mange sange, der handler om kvinder…Vores forrige plade, Buzz Human, var skrevet på nogle mere personlige ting, der var noget frustration og vrede i den, så der var noget, der skulle ud, og den skulle være meget firkantet. Og efter den kom ud, så var den energi ligesom fyret afsted, og med den næste besluttede vi os ret hurtigt, eller jeg besluttede ret hurtigt, at den skulle handle om noget andet. De skulle ikke tro at jeg gik og var sur hele tiden, så den næste skulle være red hot, blue, og være sjov, og på en eller anden måde sparke det forrige album til side.
Vi havde en idé om, at det skulle være en mere glad, og sjov og rootsy plade, hvor den forrige måske havde mere udgangspunkt i 60’ernes punk, så var den her lidt tilbage til vores rødder. Det er en meget naturlig ting, for de fleste bands, der har eksisteret i mange år, at vende tilbage og understrege, at det var her man kom fra. Ikke for at lave det samme igen, men…”
Jeg synes egentlig også at den nye plade minder en del om It’s Raceday…
“Ja, det er sådan lidt samme tone, samme flavour. Man kan næsten sige at den her plade (The Real Sound, red.) er inspireret af It’s Raceday… Som mange tror er vores første plade. Det er det ikke, vi udgav jo faktisk en før, i 2001, som ikke sådan rigtig kom ud over rampen (Lemon Half Moon, red.). Det var et på et lille pladeselskab, og vi var et band, hvor det bare var en guitarist og en trommeslager, og havde spillet sådan siden 1998. Men vi spiller stadig numre fra den første plade live”
Jeg så en artikel fra en bog om upcoming aarhusiansk musik tilbage fra 2004, hvor du blev interviewet, og fortalte lidt om at I kom på Crunchy Frog med udgivelsen af It’s Raceday…og at det blev en slags vendepunkt for jer?
“Ja, det er jo der hvor vi får et pladeselskab, hvor der for det første er en voldsom entusiasme og som samtidig har hul igennem til at komme ud over undergrunden. De havde nogle navne, som The Raveonettes og Junior Senior, som på det tidspunkt nærmest har breaket, og Superheroes, og folk kender dem, og de er meget oppe i tiden herhjemme. Det skete jo heller ikke på en nat for os, vi skulle spille et par koncerter eller tre, før de var overbeviste om, at det der skrammel med dårlig lyd…der var egentlig ikke det store kærlighedsforhold nogen af vejene, fordi vi syntes egentlig lidt de var nogle københavnersnuder, og så var vi sgu nok nogle bonderøve i deres øjne. Vi tog udgangspunkt i den her trashede hillbilly-rock. Jeg tror faktisk at dem, der gjorde mest for at vi blev holdt inde i varmen, det var Superheroes på det tidspunkt. De var helt vilde med det vi lavede på den første plade, og syntes det var skidesjovt, og spurgte om vi ikke ville med på tour som support for de knægte på 18 oppe fra Skive. Det var meget godt, for så kom vi jo lidt ind på livet af dem.
Og så har vi jo været på Crunchy siden, og har lært hinanden at kende, og lært de andre bands at kende, set hinanden få familier, og alt sådan noget. Vi kan gøre noget for hinanden, og vi er det band, der har været på labelet længst nu. Der er ikke andre herhjemme, der kan gøre det store stykke arbejde for os, med det lange kendskab til hinanden vi har, og de kan få noget ud af den musik vi laver. Vi har det rigtig godt på et label af den her størrelse.
Vi har plads til at lave filmmusik, og vi har lavet musik til teater, vi kan godt lide at lave ting, der fremmer kulturen, og vi kan godt lide den slags bands, der arbejder på den måde. Vi kan også godt lide at lave noget, der udfordrer lidt og bryder med rammerne…”
Ja, jeg kunne se i et interview, at I også nævnte noget om en modstand mod mainstreamen…
“Ja, modstand på den måde, at man vælger det fra, og gør noget andet. Det er ikke fordi, vi stiller os op og siger at alt mainstream er dumt, men vi behøver heller ikke være venner med alle, og vi behøver ikke please nogen for at have succes. Tværtimod, jeg vil hellere sige min ærlige mening. Man blåstempler også sig selv ved at stå ved sin egen overbevisning om, hvordan ting skal skæres.
Jeg har jo selv mine meninger om ting, som jeg synes er røvsyge, og dem lufter jeg engang i mellem. Jeg går ikke og er sur, eller er et dumt svin, eller noget, men jeg siger gerne min mening hvis jeg mener, der er nogen, der trænger til at få noget at vide. Det er heller ikke fordi jeg skal kommentere på alting, og der er nogen ting, jeg ikke er kompetent til at sige noget om, men de ting, jeg ved noget om, dem kommenterer jeg gerne. Men man kan jo hurtigt få skudt i skoene at man har ondt i røven, eller er misundelig”
Der har jo været hele debatten om P3 og Lars Trillingsgaard, hvor modsvaret på kritikken, netop var at folk, der brokkede sig bare havde ondt i røven over at de ikke blev spillet i radioen…
“Ja, det er jo bare det man bliver spist af med, ikke? Og det er jo noget forbandet pjat. Det er ikke fordi, at der ikke i dagsfladen er programmer, der handler om andet end musik, hvor værterne kommer fint omkring nogle ting, men hele musikfladen, hele fagligheden omkring at være musik-presenter for en nation, det som de højreorienterede i gamle dage kaldte røde lejesvende. Det mangler vi sgu i dag. De konservative ville jo have klassisk musik og dansktop, noget som ikke var farligt, og ikke ville give ungdommen tanker og lyster og selvstændighed. Og de ting er noget vi mangler i dag, mainstream-kulturen er jo én hvor alle klapper i takt for at tilfredsstille hinanden, og så er det blevet så grotesk i dag, at der er nogle få, der kommer ind på P3, og så bliver de ved med at rage til sig i mange år. P3, det er dem, der giver max Koda-penge, hvis man skal se det på den måde, og jeg ville da gerne have nogle af de Koda-penge, men det skal fandme ikke være på bekostning af at jeg skal rette mig ind efter hvordan det dér det er. Lars Trillingsgaard han er en fucking klovn. Det må du sgu citere mig for. Der er ikke noget kulturelt i det han gør, det er rent diktatur.
Det havde været noget andet hvis det var TV2, men det her, det er en Public Service kanal, og så dumper man de gode værter ned på P6 og på underlige spilletidspunkter…Jeg mener, vi har brug for uddannelse i denne her nation, mange andre nationer har en bestemt lyd, men her er det lidt som om mange danske bands kopierer hinanden igen og igen, og man skal stå på en bestemt måde på scenen. Det er klart, at mange af de unge uerfarne musikere, de bliver hevet ind i, at man skal gøre tingene på en bestemt måde. Men det skal ikke kun handle om, om man kan synge med, eller det skal have en bestemt lyd. Det skal være lidt af det hele – men nu er det kun en bestemt lyd der bliver spillet. Al ære og respekt for dem, som kan de ting, men hvis man tager rundt i landet og hører hvad der sker, eller bare tager rundt i Aarhus, så er der jo masser af spændende bands. Nu bevæger jeg mig jo mest indenfor rock, så electronica og så videre skal jeg ikke kunne udtale mig om…”
Men nu skal I jo selv have Tue Track til at lege med jeres tracks – det bliver jo også noget nyt for jer?
“Ja, det kommer sig egentlig også af at vi godt kan lide den gamle hip hop, og mange hip hop grupper kommer jo også fra blues, rock og soul. Det var naturligt, at det ligesom var dem vi skulle arbejde sammen med, hvis vi skulle arbejde sammen med nogen herhjemme. Det er også tit hip hop grupperne vi er endt med at hænge ud sammen med, når vi har været ude og spille til festivaler og den slags, fordi de har lidt den samme tilgang, de har en god humor, og der er ikke så meget selvhøjtidelighed. Det er simpelthen den kultur de kommer ud af, og det passer meget godt med vores. De er også performere, de har fattet den der performer-stil.
At det så netop blev Tue Track, det hænger blandt andet sammen med at han helt klart har styr på den amerikanske roots-historie, og han ved godt at hip hoppen kommer fra bluesen. Det jeg har hørt indtil videre, det er to numre, han er færdig med, det er vildt fedt. Han har ikke remixet det, han har produceret det og mixet det, og så laver han også selv adds på det og har indspillet noget til numrene. Det jeg har hørt indtil nu, det har jeg hørt med begejstring, faktisk, hvor jeg tænker: “Det her, det er bare fedt”. Det har jeg sgu ikke lige hørt før, den her kombination. Jeg mener ikke bare i Danmark, jeg har ikke hørt det nogen steder. Det er on og det er off på samme tid, og det er som om han har forstået tanken og idéen med vores musik.
Skal I have Tue Track med ud live?
“Der er masser af idéer, jeg havde en idé på et tidspunkt med at vi skulle ud og spille, hvor vi åbner med at spille noget fra The Real Sound, og så kommer Tue Track ind, og så går det over og udvikler sig fra en genre og over til en anden i løbet af sættet. Men jeg ved ikke hvad der kommer til at ske”
Hvad der kommer til at ske i resten af interviewet, kan du læse her på siden i morgen! Der er blandt andet noget om at gå ind i en rolle musikalsk, om at blive ældre med musikken, og meget mere.
The Real Sound udkom d.19. maj – du kan læse vores anmeldelse HER. The Unreal Zound udkommer efter planen til august.
Af Jonas Strandholdt Bach
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
