Interview: En musikalsk landsbysmed, biografkoncerter og bedstemor med harmonika. Vi kommer vidt omkring i interviewet med bandet Jonah Blacksmith, der her fortæller om deres navn, en dokumentarfilm, biografkoncerter og en musikalsk opvækst.
Det Thy’ske brødrepar Simon og Thomas Alstrup (bakket op af en håndfuld andre musikere) udgav i starten af november debutalbummet Northern Trail under navnet Jonah Blacksmith. Der ud over står de også bag en dokumentarfilm om deres bedstefar, og så har Jonah Blacksmith spillet koncerter i biografer i forbindelse med visningen af dokumentaren.
Hvorfor bandet er opkaldt efter bedstefaren og der er lavet en film om ham, hvordan det har været at spille i biograferne, hvordan det blev modtaget af publikum, og hvordan det er at vokse op med en musikalsk bedstefar i Koldby i Thy, kan du læse mere om i interviewet herunder.
Jonah Blacksmith har været på biograf-tour og spillet filmkoncerter – kan I fortælle lidt mere om hvad det var for noget?
“Bandnavnet “Jonah Blacksmith” refererer til vores (Simon og Thomas Alstrup), bedstefar, Johannes Alstrup, som var smed i Thy og den stærkeste mand i byen. Når vi har valgt at opkalde bandet efter ham, er det fordi at lysten til at etableret bandet skyldes den inspiration som han har givet os. I vores familie har musikken altid været et omdrejningspunkt og en fælles glæde. Det sociale der opstår omkring musik, har en særlig nerve og vores bedstefar havde en mission om at den styrke skulle videregives til de kommende generationer. Da vi var små var det os og nu er det vores tur til at give det videre.
For at viderefortælle historien om vores bedstefar, valgte vi at lave en dokumentar i samarbejde med Joachim Plaetner Kjeldsen, og dette blev startskuddet til filmkoncerterne. Mange af numrene på vores nye plade Northern Trail har direkte forbindelse til handlingen i dokumentaren og de to elementer ville vi gerne binde endnu tættere sammen”
Hvordan har det været at spille i anderledes rammer og i vekselvirkning med filmoptagelser?
“Det at skulle spille i biograferne har været en ganske særlig oplevelse. På mange måder kan man mene at en scene er en scene, uafhængigt af om du er i et forsamlingshus, koncertsal, i et festivaltelt eller i en biograf. Men der er en kæmpestor forskel på hvordan rummet føles og det tror vi i langt høj grad handler om de historier og traditioner som vi forbinder med rummet og scenen. På en eller anden måde har biografrummet det med at blive det mest personlige og intime rum, måske fordi det er det sted der minder mest om en dagligstue med gardiner, sofastole og lurvede tæpper.
For os har det på mange måder været meget anderledes at spille i biografrummet – blandt andet på grund af vores funktion og fysiske præsentation. Vi er vant til at være 110% i fokus fra vi træder op på scenen og til vi forlader den igen og under filmkoncerterne har vi ligeledes hele tiden været til stede, men skulle dele den centrale position med filmen. Yderligere, er man som musiker også oftest hævet over publikum som en naturlig løsning for at give publikum fuldt syn for sagen. I dette tilfælde var rollerne ombyttede, da vi skulle skue op af biografstolerækkerne for at se publikum og de ned mod os, som stod vi i en orkestergrav”
Hvordan har publikum taget imod konceptet?
“Vi har været meget spændte på hvordan publikum ville tage imod det og hvilke reaktioner vi ville få. Det i sig selv at lave audiovisuelle koncerter er ikke nytænkt, men at inddrage en dokumentarisk historik med en hovedfortælling og enkelte underbyggende fortællinger, er ikke forsøgt i samme konstruktion tidligere. På en måde stiller man krav til publikum, fordi de har en ringe erfaring med det de skal opleve og det kan jo godt gøre det svært at få helheden med. Vores tanker gik nok meget på om det hele ville blive for massivt og komprimeret en oplevelse og det er vel meget naturligt at man gør sig nogle tanker, når man lægger sig ud med en helt ny koncepttype.
Heldigvis, viste vores bekymringer sig at være ubegrundede og reaktionerne har været fuldt ud positive. Selvom at filmen udspiller sig i Thy og både kulturen og dialekten herfra er bærende, har det ikke været nogen hindring for publikums indlevelse. Det virker til at vores idé om at lade det der vedkommer os alle, nemlig de familiære relationer og slægtens bånd, skinne igennem har fungeret og at publikum har kunne identificere sig selv i den tematik”
Kærlighed er et af temaerne i filmen, men lidt utraditionelt ikke til en kæreste, men til en bedstefar – kan I fortælle lidt om hvordan projektet med at lære jeres bedstefar bedre at kende har udformet sig, og hvad det har betydet for jer?
“I dokumentaren tager vi kontakt til nogle af de relationer som vores bedstefar havde, tidligere som senere i sin tilværelse. Det er som om, at det at dele historier om de der er gået bort virker lindrende og samtidig ville vi gerne lære ham at kende bedre og især igennem andres øjne. Vi har aldrig været i tvivl om hvad han har betydet for os selv personligt, men at finde ud af hvilken rollen har spillet i andres liv, har været en stor gevinst.
Det kan måske lyde nærmest melodramatisk, men i virkeligheden er det der har fyldt mest, og fylder mest i dokumentaren, ikke fremstillingen af bedstefar som helt. Tvært imod bliver der tegnet et billede af en ikke fejlfri, men særdeles munter og livsglad mand – og det er den historie vi gerne ville fremhæve”
Den lokale forankring og familien spiller tydeligvis en rolle for jer – hvordan har jeres musikalske opvækst været i det Thy’ske? Førnævnte bedstefar lyder til at have spillet en stor rolle…
“Hjemmet i Thy og særligt hos bedstemor og bedstefar, var ikke bare et hjem med klaver det var et hjem hvor der blev kommunikeret mindst ligeså meget gennem instrumenterne, som igennem mundtøjet. Alle kunne spille mindst ét instrument og alle var velkomne til at tage del i musikken uafhængigt af niveau og kunnen. Det plantede en lyst hos os, at mestre et instrument og kunne være i stand til selv at danne det samvær, der opstod når enten bedstefar eller bedstemor tog harmonikaen frem.
Når vi blev passet hos dem, var vi tit med ude på spillejobs, hvilket vi holdt utrolig meget af. Her forstod vi hvilken glæde de kunne generere med musikken og der er ingen tvivl om, at vores bedsteforældre manifesterede sig som vores forbilleder i de oplevelser”
Kan I fortælle lidt om hvordan den Thy’ske opvækst spiller ind på jeres musik som Jonah Blacksmith?
“Tilknytningen til folkemusikken har gjort at vi tager de traditionelle instrumenter – harmonikaen og bedstefars banjo – med ind i vores eget musikalske univers. Folkemusikken er jo ofte båret frem af det der sker i nuét og den dynamik der opstår mellem musikkerne. Musikken bliver en dialog hvor man både skal lytte, give plads og finde sin egen rolle i den musikalske samtale. Når vi flytter os og skaber musikken sammen, føler vi det er fordi vi fortsætter med at kommunikere med hinanden i musikken og at processen fortsætter selvom vi han spillet sammen længe og har spillet det samme nummer mange gange”
Jeres album er netop udkommet og I har haft gang i filmkoncerterne – hvad er der på bedding for Jonah Blacksmith nu?
“Filmkoncerterne var velbesøgte og vi havde opbakning til at annoncere en ekstra koncert en uge forinden touren, da koncerten i Thisted blev hurtigt udsolgt. Det er jo ikke uventet at opbakningen er størst når man spiller på hjemmebane, men samtidig oplevede vi meget positive tilkendegivelser fra egne hvor vi ikke har nogen forbindelse til. Planlægningen af en ny biografturné både i foråret og efteråret, kører derfor på højtryk og her håber vi at komme hele landet rundt.
Vi har en lille forårstour i marts og derudover, har vi en række festivaljobs henover sommeren hvor Tønderfestival, Skagen Festival og Fanø Rocker allerede er officielle. Vi kunne rigtig godt tænke os at komme til Færøerne at spille i 2015, så vi krydser fingre for at dette bliver en realitet”
Du kan se en trailer til filmkoncerterne herunder – og læse vores anmeldelse af Northern Trails lige HER:
Af Jonas Strandholdt Bach
