Crunchy Frog fejrer snart 20 års jubilæum og i den anledning har vi fået os en snak med medstifter/ejer og daglig leder Jesper “Yebo” Reginal Petersen, om selskabets historie og opskriften bag den knasende frøs overlevelse i to årtier. Første del af fortællingen om den lille frø der kunne, finder du HER. I del 1 kom vi omkring Crunchy Frogs fødsel, deres 50/50 eals med kunstnere der har været forretningsmodellen samtlige 20 år og samarbejdet mellem kunstenere og label – tjek den lige ud, for vi forsætter hvor vi slap
Langsomt begyndte der også at dukke reelle sællerter op blandt selskabets udgivelser omkring årtusindeskiftet, Superheroes anden album, Igloo, bliver fremhævet som en af de første store succeser, og er ifølge Yebo stadig en af selskabets bedst sælgende udgivelser nogensinde. På daværende tidspunkt, i år 2000, kom 90% af selskabets indtægter fra det danske marked, men man var så småt begyndt at licensere udgivelser til for eksempel det japanske marked. Det ser meget anderledes ud i dag, hvor udlandet nu står for de 90% af indtjeningen. Det store spring skete i de år, i 2002 kom Superheroes tredje udspil og de første fra henholdsvis Junior Senior og The Raveonettes – der begynder for alvor at ske noget i frøens lille sø.
Det ændrede dog ikke grundprincipperne i selskabet, “men nu kunne man i det mindste få en løn for alle de timer man lagde i det. Men det ændrede ikke vores dogmer”, som Yebo formulerer det. Ikke at det var noget man blev rig af, for samtidig med at salgssucceserne dukkede op, voksede Crunchy Frog også fra det han kalder “1-1½ mand”, til at de nu sidder 8 på kontoret på Amager. Det, pludselig at skulle tænke på ansatte, er også det den daglige leder beskriver som den største udfordring:
“det der med at skulle ‘deale’ med ansatte, altså, jeg kan jo godt lide dem som personer, men ikke som personnumre, så alt det der med at skulle ordne løn, have ansvar og bestemme, det er bestemt ikke noget jeg synes er sådan særligt sjovt”, alt sammen noget som man som udenforstående måske kunne tro ville være med til at fjerne fokus fra det væsentlige – musikken.
“Udfordringen var, og er, at få alt det der ‘lort’ og alt det ‘kedelige’ ved forretningen til at virke, og stadig have den der idealistiske tilgang, man kan sige, at der kom penge i det, gjorde på den ene side, at hele Crunchy-maskinen blev meget større og at der dermed blev et større ansvar for at tjene penge til den. På den anden side BLEV der også tjent penge, hvilket gav os RÅD til at bibeholde de idealistiske holdninger”.
Selv om Crunchy salgsmæssigt ikke har kunnet matche dette kommercielle peak omkring 2002, så medførste succesen, at selskabet fik et stort globalt netværk, som er med til at holde forretningen kørende.
“Vi har udviklet vores netværk helt fra starten, fra begyndelsen med vores støjrock-netværk, hvor vi tog til New York og ringende på hos forskellige selskaber, og bookede USA turnéer og lavede radio-promotion for bands som Learning From Las Vegas og Superheroes, hvor vi måske i dag tænker – hey, hvad havde vi egentlig regnet med at få ud af det?!”, forklarer Yebo inden han får pinpointet endnu en af ingredienserne i Crunchy Frog opskriften. “Learning by doing”, “vi gjorde bare en masse ting, ik’, finder ud hvad der virker og hvad der ikke virker.
Vi har så blandt andet fundet ud af, at noget af vores musik faktisk kan ramme et større marked, på trods af at det faktisk ikke er så mainstream”.
Det bringer snakken tilbage til Junior Senior, som Yebo beskriver som et band der på deres første album havde 1-2 meget iørefaldende numre (“jeg synes selvfølgelig at det hele er iørefaldende”), men egentlig ikke var særligt mainstream og alligevel kunne sælges. “Mange af vores bands sælger ikke særligt mange plader, nogen sælger så kun i Japan eller Frankrig, har du derimod pludselig hul igennem til det tyske marked, så løber det pludselig lidt bedre rundt”.
Mange bække små for den lille frø, tog jeg mig selv i at sidde og tænke, nu hvor interviewet er rykket ud i gården, efter snakken midlertidigt blev afbrudt af noget gear der skulle slæbes i det studie vi ellers havde forskanset os i med, by the way, en rigtig god kop kaffe. Pointen er, naturligvis, og peger tilbage på, at Crunchy har været dygtige/heldige med at finde ud af, hvad der fungerer for dem og deres kunstnere – hvilket jo i sidste ende munder ud i “mod”, at turde tage chancer, og ikke være bange for at prøve noget nyt eller anderledes af, for at holde frøen frisk og spændstig.
Crunchy Frog fandt eksempelvis ud af, at meget af deres musik gjorde sig godt sammen med noget visuelt:
“Vi fandt ud af næsten fra starten, men især omkring Junior Senior og Superheroes, at meget af vores musik går godt sammen med levende billeder, som film, i trailere, TV-programmer, computerspil, reklamer og den slags ting… og vi fandt så også ud af, hey, man tjener mange flere penge på det, end regulært pladesalg”, siger Yebo med et lumsk smil, “altså får du din musik i en dansk film, så er det måske ikke så meget, men en nordamerikansk bilreklame, eksempelvis, så begynder indholdet i den pose penge man får pludselig at kunne være sekscifret”.
Her kommer netværket igen i spil, og vigtigheden af at have fået det opdyrket, et der er “lydhør over for det vi laver og tager os seriøst”, som Yebo påpeger, musikken og bandsene skal naturligvis i sidste ende sælge sig selv, men det netværk og det tilhørende fundament, som Crunchy har fået opbygget, kan være med til at lette processen og måske åbne dørene lidt nemmere.
“Vi som label, kan i sidste ende, naturligvis kun være garant for, at det er kvalitetsmusik, men 20 års arbejde med det, og professionalisme, gør, at de folk der sidder og finder musik til den slags ting, ved hvad vi står for. Så når vi sender dem en plade med noget ny musik, så tager de det seriøst. Hvis de så tænker, ‘jamen det her Shiny Darkly, det er da det mest forfærdelige musik’, nå ja, jamen så har de da i det mindste hørt på det”, siger Yebo med et glimt i øjet, “det er stadig et meget stort skridt foran i køen, i forhold til bands der ikke har et label, eller er på et label som folk ikke kender.”
Den lille frø på coveret, er kort sagt et kvalitetsstempel. En status der er opnået igennem det lange og utrættelige arbejde i branchen, på samme tid en af grundende til og et resultat af, anstrengelserne.
“Crunchy Frog er, på en måde, en etikette, der skal give credibility til det, som er inde i flasken”, siger Yebo eftertænksomt og forsætter, “det er næsten det højeste håb man kan have som plade-mærke, at det rent faktisk betyder noget, at det er vores lille frø-logo der er på – at der er nogle mennesker her i verden, for hvem det betyder noget (logoet). Omvendt ville vi heller ingen credibility have, hvis det der var i flasken ikke var godt. Vi laver jo ikke det der i flaskerne, vi kuraterer det på en måde, vi finder de her bands som VI synes er gode, og så propper vi dem på Crunchy flaskerne”.
Hurtigt i løbet af de første par år, lagde Yebo også mærke til, at selskabets navn begyndte at betyde noget i branchen og ikke mindst hos musikanmeldere, eller “en kreds på få hundrede mennesker i Danmark”, som han kalder det med et smil og forsætter, “i dag er der måske et par tusinde, der ved hvem vi er, det er heller ikke så vigtigt for mig, det er meget mere vigtigt at de ved hvem f.eks. Powersolo eller Junior Senior er”.
Men at opretholde den form for troværdighed igennem 20 år, er naturligvis ikke sådan helt lige til. Yebo fortæller, at der i løbet af årene har været tidspunkter, hvor de selv har tænkt, hvis vi gør det her, mister vi så ikke vores troværdighed? En af de gange, var da de udgav Superheroes, hvor Crunchy Frog tidligere, i mere eller mindre udtalt grad havde været anset som et støj-rock label, kom der nu pludselig langt mere poppede toner ud fra selskabet.
På samme tid udsendte selskabet også retro-rockede The Tremolo Beer Gut, hvortil Yebo i dag siger, “vi fandt ud af – nå det kan vi godt, det er så åbenbart noget vi også er”. Tilpasningsvillighed og at skifte med tiderne, er tydeligvis endnu en af ingredienserne i den sprøde opskrift.
“Vi prøvede hen ad vejen at finde ud af hvad der fungerede, stadig med de samme idealer, men samtidig også være benhårde forretningsmæssige, prøve at tjene penge på det simpelthen – by any means necessary. Bare det ikke munder ud i, at man tænker, nu må vi hellere lave noget musik der er meget nemmere at sælge. – Hov, nu har de fået succes, så nu må penge jo være det eneste de tænker på. Da vi fik succes vidste vi godt, at folk måske ville tænke og synes vi er sell outs på grund af vores succesudgivelser. Men jeg synes ikke vi gik på kompromis med musikken, de næste bands vi signede var Powersolo og EPO 555”.
Men af og til har der naturligvis været kommercielle “skuffelser”, selvom Yebo ikke selv tager det ord i sin mund, “Jeg kan ikke forstå, at Junior Seniors andet album ikke fik større udbredelse end det gjorde. For det er et PISSE godt album. Det er også anderledes, men totalt set synes jeg det er et bedre album end det første. De har måske ikke lige en “Move Your Feet” på det album, men der er eddermame nogle mega pop hits imellem. Albummet blev ikke engang licenseret til England, fordi ingen derovre ville være dem der fik et flop med Junior Senior efter de hittede med den første. Sådan nogle ting kan man bare ikke kontrollere”.
Men her kigger den evige balancegang mellem det kunstneriske og kommercielle også frem, for “der er noget af det vi udgiver, som det ville overraske mig voldsomt hvis det udelukkende fik gode anmeldelser. Noget af det er lavet for med vilje at pisse folk af, det er med vilje niche-præget, hvis alle så kan lide det, så ville det jo betyde at man i stedet for havde lavet noget…..der var almindeligt. For os er det vigtigt, at kanterne bliver spidset så meget til som muligt, ikke filet af. Det betyder så, at et givent album sikkert ikke kan sælge særligt mange plader i Danmark. Men det betyder også, at det kan finde et niche-publikum worldwide”. Og så kan der pludselig komme lidt penge i kassen, for en udgivelse der ellers sigter relativt smalt.
Nogen gange lykkes denne balancegang, andre ikke, men for Yebo virker det vigtigt endnu engang at pointere, at Crunchy Frog og deres kunstnere gør, og skal gøre, det her på deres egne præmisser.
“Der findes flere eksempler på, at vi har udsendt en plade med et band, hvor der så ikke rigtig skete noget. Og en til, hvor der heller ikke skete noget. Men det gør ikke noget, for et eller andet sted skal man lave det her for at kunne lave en plade for en selv, eller til os selv, som vi kan stille op på reolen og sige til os selv – den der har JEG lavet og det er fedt! Det er et eller andet sted bare det, det hele handler om. Vi har været her i 20 år, men vi føler stadigvæk ikke at vi helt forstår hvad der lige virker og hvad der ikke gør. Så må vi gribe tilbage til – nå, jamen så lad os lave noget som VI synes er fedt – fordi vi kan”.
Interviewet nærmer sig sin afslutning og snakken falder på Crunchy’s nært forestående 20 års jubilæumsfest i Pumpehuset d. 12/9, hvor du kan opleve koncerter med PowerSolo, Shiny Darkly, The Tremolo Beer Gut, Lars & The Hands of Light og ikke mindst de genforenede epo-555 og Beta Satan. Nå ja, og selskabets nyeste signing, selveste Jenny Wilson, der gør at hendes nyeste album, Demand The Impossible, udsendes i hele verden via Crunchy Frog (minus Skandinavien, hvor pladen allerede er udkommet på Sony), samt en forlagsaftale med Crunchy Frogs søsterselskab Crunchy Tunes, hvilket vil gøre forlagets store netværk af subforlag og synkroniseringskontakter i stand til at arbejde worldwide med Jennys musik.
Hvordan ser fremtiden så ud for Crunchy Frog nu hvor de runder de 20 år i en hård og uforudsigelig branche? Han er ikke meget for at spå om fremtiden, ham Jesper “Yebo” Reginal Petersen, som han sidder der med eftermiddagssolen stikkende i øjnene, “vi har jo altid hængt lidt med røven i vandskorpen (sådan er det måske at være en frø?, red), måske er vi væk næste år? Hvem ved?”.
Det tror jeg nu ikke, hvis selskabet ellers holder fast i den opskrift, som vi i større og mindre grad, har fået sat ord på i dette interview. Jeg har slynget om mig med buzzwords som idealer og idealisme, dogmer, dedikation, hårdt arbejde, kreativitet, kunstnerisk integritet, forretningssnilde, tilpasnings- og risikovillighed, mod og tro på egne evner og troværdighed, alt det og mere skal der naturligvis til, men ikke mindst rygrad og stærke knogler.
“If we took the bones out, it wouldn’t be crunchy, would it?”, Monty Python
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto ved overskriften: The Tremolo Beer Gut i Turbinehallerne 2005, taget af Søren Solkær
Fotos i artiklen: Jessica Tolf Vulpius (tak for hjælpen)
