Indian Cane lyder på én gang så klassisk, at man kan få fornemmelsen af at have hørt det før – men leverer også så sejt spil og produktion, at man ikke tvivler på, at dette er nyt, vil noget og i øvrigt er ganske vedkommende.
Jeg har en tendens til at hylde den gode idé i mine anmeldelser. Indian Cane viser på In Between at den gode idé ikke nødvendigvis forudsætter voldsom originalitet. Bare dygtighed i spil og produktion og en tydelig æstetik.
Der åbnes med lidt ambience men inden længe starter et tungt svingende beat sit groove. Eller det vil sige; ved første gennemlytning skulle jeg først have bas og trommer på, før jeg fangede, at vi her er ude i en shuffle. Men det er SEJT. Tight spillet, stramt produceret med flosset guitar, drive på bassen – og da Laura Lundfold så kommer ind med sin diva-vokal, er det helt perfekt. Teksten handler om myrer, der følger dronningen blindt og har lag nok til at man både får soldater-associationer, en naturlig feeling og noget sleezy salonstemning ud af shufflen.
Fedt!
Lundfolds vokal er så afgjort central for bandet og her har man valgt i produktionen at lægge noget fuzz eller ligneden elektrisk overdrive over den ellers super kompetente vokal. Normalt er det lidt et no-go at putte elektroniske effekter på vokalen, men her står den rene vokal fint igennem og effekten kommer dermed til at løfte, snarere end at drukne. Også meget fint!
De fire første numre holder virkelig højt niveau: ‘Be A Man’ groover tilsvarende videre fra den seje intro. Tempoet er højere og man skal være noget lam for ikke få lov at svinge hofterne lidt til denne stramt spillede, klassiske sag. ‘Mama Don’t Pull That String So Tight’ har mere balladepræg, men er nok pladens bedste, seje track: En tekst om moderbinding (eller: Moder, der binder barnet) bliver alt andet end fladpandet og nummeret cementerer den stramme produktion og det stramme spil. LÆKRE detaljer i guitaren stikker her og der hovedet frem, mens en anden guitar lægger det bluesede pynt oven på den drevne bas. Very lovely!
Denne trio af træg sejhed afløses af ørkenstemning på ‘Broken’, hvor Lundfolds vokal får lov at stå uden anden effekt end lidt rumklang. Der bliver hints af tynd en-yndig-lille-muse-vokal ud af det, men så snart vi når ned i de lavere frekvenser er der masser af saft og kraft. Nummeret kommer i øvrigt til at blive et meget langt suspence, som så først får release i slutningen af andet refræn. De er dygtige sangsnedkere hos Indian Cane!
Momentum fra den uhyrlig stærke start på pladen er dermed brudt en lille smule i det mere femme fatale-balladepræg på ‘Broken’. Og ‘The One Left Behind’ bliver også en Fallulah-agtig ballade med mutede guitarer. Men ha! Fighter følger op og groover igen derudaf med refræn om ’beggars can’t be choosers’ – vi skal af sted. Dog er vi et i andet momentum nu og den laaaangsomme femme fatale-ballade ‘Right Now’ bliver virkelig fin men tager også en del energi ud af pladen.
Vi får igen en stærkt dansabel sag, inden pladen lukker ned med nok det svageste nummer, ‘Hell Has No Fury’. Det er egentlig ikke fordi det som sådan er et dårligt nummer – det har bare lidt ballade-præg og cementerer et vist kabaret-præg på balladematerialet (fx meget aktiv lilletromme) og for pladens momentum havde jeg håbet, den var sluttet med et ordentligt, energisk los i røven.
Der er virkelig tale om klassisk rock. Det kunne snildt have været lavet for 50-60 år siden eller mere og den klassiske afslutning med noget balladestof er dermed også tilgivet.
Men stærkest står de energiske numre, hvor bandet med hård hånd styrer produktion, grooves og beats så foden vipper og man på én gang synes man kender det – og fascineres over hvordan man egentlig manglede det her i sit liv.
Der findes mange bands, der kan spille. Der findes også mange sangerinder, der kan trække en femme fatale-æstetik og udtrykke et overskud og en magt over fortællingen. Indian Cane binder de to sammen på en ganske fremragende vis – det var ikke givet og pladen vokser ved hvert lyt!
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
