Indian Cane var venlige mod deres publikum og spillede uden at ryste på hånden meget nyt materiale for det modne publikum på Café Støj.
Anmelderen kunne dog godt have ønsket sig at bandet havde været set på et venue, hvor der kunne være åbnet mere for sluserne.
For efterhånden lang tid siden anmeldte jeg Indian Cane og fik en naturlig deraf følgende trang til at høre bandet live.
Det lykkedes dog aldrig før nu, hvor bandet både havde masser af nyt materiale at vise frem, viste sig stadig at have de samme dyder – men også reelt set blev begrænset af de meget intime rammer.
Jeg ankommer tæt på 21, hvor opvarmningen, Dark Horses, er gået i gang.
Det viser sig at være en super sympatisk gut med en guitar, men da jeg kommer godt inde i sættet, vælger jeg at parkere det (måske lidt unfair?) som sympatisk mand-med-en-guitar der skriver sange om den svære kærlighed. Det er bestemt ikke dårligt, men jeg var efter en lang dag med familiebesøg ikke rigtigt klar til at gå ind i tekster og univers her.
Til gengæld slår jeg mig ned i det lille sidelokale på Café Støj, hvor et vådt selskab spiller Meier og er relativt højlydte. Der er næsten sådan lidt stamgæst-stemning over det – det sætter lidt stemning.
Kl ca 21.30 er Indian Cane dog klar på scenen, jeg rykker til hovedlokalet og selskabet ved siden afs fordrukne snak bliver en form for reallyds-kulisse til koncerten, indtil én af gæsterne næsten er ved at vælte min stol for at komme ud af caféen – for ikke at vende tilbage.
Nå. Det er bare lidt rammer. Ja, vi er ca 30. Jeg er anmelder, to er merch-sælgere/groupies og ellers er det ikke usandsynligt at mine 42 år er med til at trække aldersgennemsnittet ned på den særdeles sommervarme cafe.
Nok om rammerne!
For på scenen går et kompetent Indian Cane, der tydeligvis med stor rutine åbner koncerten på dette lille sted: En tremolo-guitar starter med et fast lille anslag, der gentages så vi som publikum langsomt fanger, at nu er vi i gang.
Forsanger Lauras vokal er messende, men desværre også lidt for lavt skruet ned i mixet, hvilket ærgrer da bandet ellers effektivt sætter stemning.
Det fortsætter på andet nummer, hvor der sættes stemning af levende trommer med bløde køller og en bas, der støtter mens elguitarerne får lov at flyde ovenpå. Og så den der mørke kvindevokal.
Vi er stærkt inspireret af Amerika og der er støv i det hele…
Der bygges op, der er energi i det hele, men allerede nu sniger en tanke om at det er et stærkt spillende band, der simpelthen er booket et for lille sted sig ind:
Sliderør på en tele er fedt, men det får aldrig lov at skrige eller toppe, vokalen er som sagt lidt lav… Det er 80% det her.
Det bedrer sig dog. Opvarmningen får kommunikeret at der mangler vokal udaf.
Der sættes i med en svedig, sexet og sejt spillet sag og pludselig giver den svedfremkaldende høje temperatur på cafeen mening; Back to The Beginning giver hints af, hvad Indian Cane har af potentialer. Men igen bliver der lagt et viseligt, men lidt ærgerligt låg på det hele. For vi er på en café. Volume-pedaler er aldrig i bund. Vi kommer aldrig…derop? Der, hvor det virkelig bliver fysisk og stærkt. Noget, jeg synes materialet lidt lover, men som – meget naturligt – ikke leveres her.
Det indtryk fortsætter. Et nummer, jeg synes at huske, som nævner noget med …marching forløses helt enkelt ikke, da især guitarerne ikke får lov at give ordentligt los.
Det bliver for voksent og pænt. Et godt nummer til trods. Det er bestemt ikke bandets skyld; de er jo booket her og har intet ønske om at blæse os ud. Men øv!
Som jeg nævner ovenfor præsenteres en række af nye numre.
Det er ret underholdende, for selv om Indian Cane er fast funderet i et retro-udtryk, så eksperimenteres der også: Et nummer er nærmest Twin Peaks-stemningsfremkalende med en stærk baslinje hvor trommerne nærmest luftigt leger ovenpå. Leger gør guitarerne i hvert fald, mens der lægges usvigelige, næsten femme fatale vokaler ovenpå.
Eller Tiny Machines – et nummer, bandet stadig leger med og ikke helt er sikker på kommer med på næste plade. En forståelige tvivl, da det skifter stil en to-tre gange. Men stadig har stærke, klassiske elementer, en skomagerbas, guitar der følger vokalen… Idéer nok.
I nummeret inden har er en bus drønet forbi udenfor og har rystet hele lokalet. Det giver et reallyds-indtryk, der ellers er forsvundet efter det våde selskabs opløsning.
Det er en total-oplevelse på Cafe Støj, det her. Med måske 35 graders varme…
Oven på Tiny Machines (hvor der i øvrigt startes forfra, da en guitarist ikke havde den rigtige guitar), sættes nålen i den helt klassiske rille, da der spilles nok et nyt nummer; noget med Baby Doll og i den næsten tunge (men igen af lydmæssige hensyn lidt uforløste) sound og groove, sluttes der med clap- og sing-along og det er vel et stille højdepunkt for aftenen.
Once More In The Dark bliver derfor med sin alder lidt sær, da nærmest lillepige-vokal og en tango-inspireret strofe aldrig rigtigt får sin forløsning i et mere ligefremt refræn.
Det er igen ikke fordi det er dårligt skrevet, lavet eller tænkt. Men havde man kunne skrue lidt op, ville den slags release på en opbygget stemning have stået stærkere.
Igen prøver bandet med et nyt nummer, der måske hedder Shaddows, og med backbeat dansabilitet, støvet lyd og en lang intro om hvordan forsangeren gerne vil have en tamburin, tager det også kegler.
Men; I kender jo godt forbeholdet nu… det havde været bedre med større peaks, mere larm og kant når det gælder.
Og så får vi det. Næsten. For næste nummer er en tung blues med en tekst der kredser om ordsprog: sticks and stones. Beggars can’t be choosers.
Der bygges op, vokalen er stærk, og så får den noget der minder om et drag over nakken.
Men kun minder om…
Vi får en dansabel sag (Girls go bad?) før der – uden at gå af scenen – bydes ind med et ekstranummer, vi med glæde modtager. For det er fedt, det her. Men også sid-ned-på-en-cafe fedt.
Jeg fristes til at sige at den smukke ballade, der falder som det niende nummer, er det bedste. Men det handler nok mere om at det passer bedre til rummet. Eller nej, det var ret fremragende, men pointen er:
Indian Cane er et afsindigt dygtigt, klassisk lydende rockband med en usvigelig stærk kvindevokal i front. Men på et sted, hvor der blot er plads til 30 mennesker, så holder de igen og får ikke forløst materialets potentialer – og i øvrigt det utal af guitarpedaler, de har foran sig.
Jeg møder super gerne op igen! For Indian Cane er fede, spiller sejt og har stærkt, tidslyst materiale med stærke forbindelser til americana.
Men allerhelst håber jeg, at nogen indser at de netop er det, at det tidsløse cool udtryk virkelig kan noget – og at de så kan få lov at spille et sted, hvor der kan skrues op, når musikken lægger op til det. Bandet er dygtigt nok, materialet er fremragende. Det er som om, der bare mangle den sidste detalje før vi får lov at høre Indian Cane for fuld udblæsning.
På Café Støj – med reallyd af Meier-spillere og busser i baggrunden – gjorde bandet i hvert fald en god figur!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
