InCrest er leveringsdygtige i tempofyldt hård rock, men man savner flere stærke sange på The Ladder, The Climb, The Fall.
InCrest hørte vi sidst fra da de udgav debutalbummet Rubicon Atlas, som Ken dengang skosede for at være for langt og have mangler på sangskrivnings- og produktionsfronten. Der er efter alt at dømme fremskridt på begge parametre på The Ladder, The Climb, The Fall.
Nu er bandet så tilbage med et opfølgende album, hvor det stadig er den 90’er inspirerede rock, der tegner lydprofilen. Det betyder man blandt andet kan høre inspiration fra en håndfuld Seattle-bands og D:A:D som de lød i 90’erne.
Det er for eksempel tilfældet på den vellykkede åbner ‘No Second Chance’, hvis drive og riff sender tankerne i retning af de danske veteraner, mens ‘Nightcrawler’, der følger efter, lyder som et møde mellem Pearl Jam og Alice in Chains uden helt at leve op til de to forbilleder – det er selvfølgelig også at sætte barren højt at forvente det. I egen ret er det nu et ganske solidt hård rock nummer, med et omkvæd, hvor “yeah!” råbene giver noget catchiness og det fungerer fint med flere vokalspor.
Der er generelt fyret godt op under kedlerne på The Ladder, The Climb, The Fall, som også virker godt gennemarbejdet i lyd og produktion. Der hvor der er mangler på albummet, synes jeg især er i sangskrivningen og variationen. Vi skal hen til syvende nummer, ‘Highway’, før farten for alvor sænkes, og selv om det er en ballade, så er den strømførende. I mellem de to åbnere og ‘Highway’ er der så en række rocknumre, der lidt flyder sammen for mig.
Ikke at de er totalt enslydende. Måske det er guitarernes fremtrædende plads, der gør, at det opleves lidt ensformigt, for ‘Anemia’ for eksempel har en godt hakkende rytme, mens der er et mindeværdigt break på ‘Halo’, der falder som femte nummer, som er et af de steder, hvor man lige spidser ører som lytter. Her bliver der endelig god plads til vokalen, som ellers virker lidt klemt, og måske heller ikke helt har fylden til at konkurrere med guitarriffene, der er en konstant det meste af vejen igennem albummet.
‘RUN!’ stikker også ud med sit hektiske tempo, dog ikke nødvendigvis for det gode, og så er vi nået til ‘Highway’, som mangler noget melodisk tyngde for at sætte sig fast. Den følges op af ‘My Own Enemy’, der skruer op for tempo og intensitet igen, og hakke-riffer afsted, men næsten virker som om den får for travlt med at vise alt det den kan. Ellers også et nummer med noget potentiale.
Det tænker jeg også at ‘100 And Ten’ har, men her er det som om, InCrest gerne vil gøre det til et tungere og mere rocket nummer, end godt er. Det gør at det kommer til at virke lidt overlæsset i mine ører og måske egentlig ville have gavn af at blive skrællet en smule ned.
Til gengæld slutter InCrest godt af. Et af albummets stærkeste numre, i forhold til melodi og komposition, er ‘The Ladder’, der falder som næstsidste nummer. Her er der igen lidt bedre plads til vokalen, der riffes fint, og der er et omkvæd, som måske kunne have været endnu mere effektivt, men som alligevel er fængende. Og igen er der et fint break hvor der gives ekstra plads til vokalen.
Lukkeren ‘Neversleep’ kan også godt være med på melodien og fortsætter lidt i samme gænge, og et eller andet sted er det faktisk lidt ærgerligt at melodierne først for alvor slår igennem helt til sidst på albummet. Udlægget er sådan set også ganske solidt fra InCrest, men et lidt skarpere skåret album, hvor man måske havde skåret 2-3 numre fra i midterstykket, havde formentlig fungeret endnu bedre. Det føles lidt som en standardreplik fra os, men det er ikke desto mindre den fornemmelse jeg sidder med efter nogle gennemlytninger, for der er faktisk en del, der spiller for InCrest på The Ladder, The Climb, The Fall. Vi lander på 3 pæne stjerner.
Du kan finde InCrest på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
