Lørdag aften stod i den svenske rock og ruls tegn på Beta, hvor Amagers fine, lille spillested blev rocket godt og grundigt igennem af forrygende Imperial State Electric, og i mindre grad af det unge support band Factory Brains. Ingen tvivl om, at aftenen tilhørte hovednavnet.
Et hovednavn ledt med usvigelig sikker hånd, af den svenske rockkapacitet Nicke Andersson med en gloværdig fortid i bands som Entombed og The Hellacopters. Der var dog på ingen måde tale om en mand, i front af et fremragende band, der hvilede på nogen ellers velfortjente laurbær. Nutiden tilhørte Imperial State Electric, der i løbet af godt 90 minutter nåede godt rundt i rockhistorien, så den for en stund føltes frisk og rørig.
Men først stod den unge trio Factory Brains i det dæmpede lys og skulle varme en udsolgt sal op.
Factory Brains
Jeg undlader lige at smide stjerner efter den heftigt rockende trio, da de, ufortjent eller ej, men nærmest uundgåeligt kom til at blegne noget i forhold til hovednavnet. I deres egen ret spillede de fint, og løste den stillede opgave som de skulle, men om det lige var til 3 eller 4 stjerner afhang nok lidt af, om man sammenligner med Imperial State Electric.
Målt efter materiale, performance og en udefinerbar måleenhed som “x faktor”, så var det nok et sæt på det jævne. Sangene var generelt solide, men heller ikke mere, og manglen på reelle ørehængere og mindeværdige numre blev udstillet lidt, da bandet havde omkring 3 kvarter til rådighed.
Det var simpelthen for længe i spotlyset, selvom de arbejdede, og svedte, for sagen og prøvede at holde dampen oppe. De første 25 minutters tid fløj ganske fint afsted, men så spillede bandet en langsomt udviklende, lang, sag der aldrig rigtig lettede og ikke var nær så god, som det virkede som om bandet selv troede.
At de troede på sagen og sangene er jo ingen skade til, tværtimod egentlig, men nummeret dræbte momentum og det var som om sættet aldrig helt kom sig over det. Det fik de sidste 20 minutter til at føles lidt lange i spyttet, mens bandet, ikke mindst trommeslageren gjorde deres for at piske liv i publikum.
Det lykkedes kun til dels, men bifaldet fra den pænt fyldte sal mod slut var nu heller ikke decideret ufortjent. Bestået, uden at være prangende – et opvarmningsbands lod.
Imperial State Electric ★★★★★☆
Det tog kun cirka 15 minutter, så var kvartetten klar og gik målrettet, velspillende og smittende til stålet, så man nærmest bare måtte sænke paraderne fra de første takter i “It Ain’t What You Think (It’s What You Do)”, og så ellers bare tage imod de rappe rock-stød – med et smørret smil på læben.
Et smil, der endte med at blive bredt, næsten saligt, da bandet slap mere en helskindet fra at kaste sig ud i Creedence Clearwater Revival klassikeren “Fortunate Son”, der gik over i Steppenwolfs ikoniske “Born To Be Wild”, under ekstranumrene. I mindre kompetente hænder havde det virket fjoget, billigt, hvis ikke patetisk, men her gav det mening. “Fortunate Son” lød bidsk, pågående og som om den var skrevet i går, mens “Born To be Wild” måske led lidt under det opskruede tempo i en direkte sammenligning.
Men det var følelsen af, at det både var en hyldest, et vip med Anderssons karakteristiske kasket til forbillederne og rockhistorien og fornemmelsen af at bandet kom full circle, som tog stikket hjem.
Inden da drønede bandet igennem det ene glimrende nummer efter det andet (glemte at tælle i farten, spillede de en 17-18 numre?), fra deres 5 album store bagkatalog, med en spilleglæde, professionalisme og overlegen musikalsk stil, så man på ingen måde kunne mærke, at det var sidste stop på deres tour. Det var simpelthen en forbandet fornøjelse, at opleve et band der havde så meget styr på deres shit.
Det kom på intet tidspunkt til at virke for indstuderet, rutinepræget, kontrolleret eller stift. I stedet for strålede deres performance, udstråling, sikkerhed og evne til at læse rummet og fyrer den af i henhold, på den fede blærede måde.
Og når man så kan lægge ud med en vinderhånd som nævnte åbner, “Empire Of Fire” (der lugter lidt af sejt vuggende Creedence), “Deja Vu”, som minder om et frækt samleje mellem “Bad Mon Rising” og noget Kiss, den tempofyldte stepper “Guard Down” og titelnummeret fra nyeste album, “All Through The Night”, så er det næsten fejt.
Sidstnævnte er et godt eksempel på det Andersson og rocksjakket gør så godt. Det er super melodisk, det rammer en nostalgisk tone uden af lyde bedaget, det flyder uimodståeligt og kan også rocke igennem. Dette nummer er i den mere “hittede” ende af spektret, andre numre har mere kant, men som en opsummering af kvaliteterne er det ret dækkende.
Det er som om Andersson ikke blot formår, at få numrene til at lyde som ekkoer af fortiden, men som om de udspringer direkte derfra. Han har fundet en måde hvorpå det lykkes ham, at tage lyden af fortiden, og kendte, udødelige rocknumre og lave sine egne, nutidige, der ikke virker som blege kopier. Det er svært helt at forklare, men flere gange tager man sig i at tænke, “er det ikke et covernummer?”, men det er det bare ikke. Det er den ægte, svenske vare.
Hårdtslående “Redemptions Gone” har noget The Who eksplosivitet over sig (“Just Let Me Know” ligeså), ikke mindst det bombastiske Keith Moon’ske trommespil fra Tomas Eriksson i maskinrummet, mens guitarklangen i afslutteren “Throwing Stones” lyder som en slags vagt ekko af keyboardet i “Baba O’ Reiley”. “Get Off The Boo Hoo Train” oser af tidlig rock ‘n roll, som Jerry Lee Lewis (live uden det klaver man finder i studieudgaven) og gammeldags boogie-rock, mens balladen “No Sleeping” har noget helt sen-Beatles klingende over sig.
Fremført af 4 storsvedende svenskere, der skaber yderligere variation af rock-formlen ved, at 3 ud af 4 kan synge, og bidrager med skiftende lead i dele af, eller hele, numre og bakker op med kor og andenstemmer. Nicke Andersson er stadig bossen i centrum med guitar og halv-hæs/sprød vokal (der lige skulle smøres med lidt voksen sirup som koncerten skred frem), men Tobias Egge’s guitarspil slog nu også gnister ude på den venstre fløj, mens hans mere lyse vokal også sad i skabet. I højre side fandt man bassist Dolf De Borst (The Datsuns), der som sættet skred frem trådte mere og mere i karakter som en slags sekundant for Andersson.
Han fik mere at lave på vokalen, ligesom han fik lov til at kommunikere lidt med publikum, især efter han havde taget tempoet ned med balladen “No Sleeping”, hvor det virkede som om han var det egentlige omdrejningspunkt. Han opfordrede folk til at danse mere og spurgte hvorfor de ikke gjorde det? Hvilket prompte fik en very danglish speaking audience member til at brøle på københavner engelsk “TOO MANY BALLADS”, hvilket på en eller anden måde fik fjernet den sidste barriere mellem band og publikum.
I hvert fald lignede bandet nogen der morede sig gevaldigt over det kække tilråb, eftersom bandet lige havde spillet den ene reelle ballade de har på tapetet. “We have 1, maybe 1 ½ ballad?”, som Andersson konstaterede, mens han mumlede et eller andet med at så kunne han jo lige så godt gå ud og lægge sig – sagt på svensk, naturligvis.
Any way, den hyggelige lille udveksling faldt på rette tidspunkt, hvor publikum måske var blevet lige lovlig lyttende og knap så rockende, ikke at der er noget galt i at lytte! Men det virkede som om energien fra scenen midt i sættet prellede en lille smule af på det fyldte lokale, men det var også ved at være sent… og VARMT! Så nævnte “Get Off The Boo Hoo Train” fik rent faktisk flere til at danse, inklusive undertegnede, der fik kastet sig ud i en elegant old dude shuffle på stedet, med antydede side-step.
Mod slut skruede Imperial State Electric den musikalske bisse på igen, mens ansigtsudtryk og gestik på scenen stadig virkede afslappet – men koncentreret og stålsat.
“Holiday From My Vacation” bragede ud af højtalerne, så det var svært ikke og stå og råbe med på det punk-rockede omkvæd. Som altid var lyden forresten god og høj, uden at blive skinger eller mudret, på Beta, de tre vokaler blev momentvis overdøvet af musikken, men det var småting i det samlede billede. Apropos højt, så fik vi også hyldesten til noget der ligger Anderssons hjerte meget nært, “høj rockmusik spillet live”, i form af “Anywhere Loud”. Et rigtigt “on the road” nummer, med fart, følelsen af bevægelse, frihed og en snert af længsel, som sikkert er en del af tour-livet.
Det ER ikke raketvidenskab det Imperial State Electric leverer, ej heller er det hensigten. Ud over, at det er noget så altmodisch som virkelig gode sange med et sublimt øre for fængende melodier, så er det også bare musik der går lige i den primitive del af hjernen. Reptilhjernen, som hørt i “got nothing to loose” rockeren “Reptile Brain”, der stammer fra en plade der hedder noget så skønt som Reptile Brain Music.
Imperial State Electric spiller only rock ‘n roll, men når det gøres på denne måde, så kan jeg ikke bare lide det, så er det en af de fedeste genrer at opleve live. Det går lige ind, selv hos en der ellers så godt som har afskrevet den klassiske rock som genre.
Den regning var gjort op uden Nicke Andersson og band. Det var en fejl. Bundlinjen siger 5 kæmpestore stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
