Fredag aften betyder for mange fest. Og denne fredag aften bød Voxhall netop ind til dette: Med Illdisposed og to support acts fik publikum tre ret forskellige men alle intense bud på, hvad en fest er.
Lad mig starte et andet sted. Med en tilståelse. Jeg har aldrig før set Illdisposed, hvilket selvfølgelig er lidt sært for en anmelder på GFR. Men set dem fik jeg og denne anmeldelse bliver dermed et par halv-friske øjne på, hvad sådan et band kan…
Mens folk var på gaderne i København og for den sags skyld også i Aarhus for at fejre et gammelt koryfæ, så bød Voxhall ind til en festlig aften. Og minsandten om ikke Larsens materiale kiggede frem her og der selv om der var metal på menuen?
Illdisposed havde to support acts, hvoraf jeg tidligere har anmeldt det første:
9000 John Doe, Voxhall 5/10 2018 ★★★★☆☆
Og ålborgenserne bar ikke bare ved til bålet på en festlig aften, men lagde med deres fire mand også en energisk linje for, hvordan sagerne skulle være på denne fredag aften: I min anmeldelse af bandets seneste LP beklagede jeg måske lidt deres flirten med andre metal-genrer, når nu de var stærkest på det mere hardcore-inspirerede.
Denne aften var den slags overvejelser ligegyldige. Ja, det er et band, der lever af motorcykel- (eller måske endda truck-)drive og det vil være synd at kaldet det sofistikeret. Faktisk er det heller ikke sådan udpræget korrekt spillet, og der ryger et slag her og der.
Men energien!
Der er smæk på fra første taktslag og iført wife beater og trucker cap pisker Tommy Knøs en gevaldig energisk stemning op. Ikke for det; han er stærkt bakket op af bandet bag ham og der leveres energi over hele linjen. Og når energien er der, hvorfor så ikke bruge nogle passager på at trucke derudaf i et godt tempo med masser af energi på udtrykket?
Der ydes i øvrigt fin support fra både guitarist og især bassist, der også gør store armbevægelser for at indpiske.
Hvorom alting er, så er det meget insisterende band, vi får at se. Halv-hardcore i udtrykket med en mere growlende/råbende vokal end normalt og så ellers bare ud over stepperne.
En flaske snaps bliver åbnet, drukket af af forsangeren, som mener at det er hans fødselsdagsfejring og tanken om, at 9000 John Doe med deres kryds mellem motorcykel-rock og hardcore er godt at drikke øl til – men måske også snaps? – er svær at slippe.
Det er musik med vilje og energi. Så da forsangeren skvatter i mikrofonledningen i én af hoppe-sessionerne, så kaster han sig selvfølgelig også ned på scenen efterfølgende for at fange mikrofonen og når faktisk også at få brølet sin vokal ud, det lille uheld til trods.
Vi får 30 minutters ålborgensisk energiudladning og man keder sig ikke et sekund. Dog må det også siges, at med det energiniveau er det måske også godt nok, at bandet ikke får 45 minutter. Dels fordi de næppe kan holde energiniveauet så længe. Men også fordi 45 minutter vil forudsætte en form for variation, som 9000 John Doe måske mestrer på plade, men som jeg ikke ser nogen som helst indikation på denne aften. En serie af breakdowns lukker settet og som anmelder står man tilbage: Det var energi lige i hovedet – og tak for det!
Vi fik endda en reference til Kim Larsen og uden at det virkede som et billigt trick, blev det en kærkommen pause i et hektisk set – og en anerkendelse af, at den meget folkelige musiker havde en bred fanskare.
Prevail, Voxhall 5/10 2018 ★★★★☆☆
Slår man ’død’ op i musikleksikonnet, er der en vis sandsynlighed for, at Prevail vil dukke op som værende ret definerende. Under lyden af luftalarmer kommer bandet på scenen.
Der er ingen tvivl om, at den tekniske dygtighed får et løft her i forhold til de seneste band, og der er også god energi hos Prevail.
Og enhver flirt med andre genrer er også nærmest aflyst inden bandet går på: det er rendyrket død, og det er afsindigt festligt. Hvor 9000 John Doe gjorde en stor indsats for at etablere en mosle-pøl foran scenen (for at sige det sådan lidt aalborgensisk), så lykkedes det aldrig for Prevail at få gang i den circle pit, forsangeren flere gange prøvede at signalere. Og det til trods for at Voxhall efterhånden begyndte at ligne et fyldt sted. Men mindre kan også gøre det, og Prevail leverer en energisk performance, hvor især den nye(re?) forsanger bruger alle tricks i bogen for at piske al mulig energi i publikum, projektet og aftenen. Og det lykkedes i stort omfang.
Hvor drengene fra Ålborg nok kæmpede med at få alle med, så rammer Prevail en nerve; der bliver råbet med på ’hey’-stykker og bandet formår både at spille klassisk død men også at levere en fest når det kommer til grooves, til indpiskning fra forsanger – og hvor vi så tydelige tekniske fejl hos det første band, var Prevail anderledes checkede.
Igen får bandet ca 30 minutter og selv om man mærker, at Prevail har lidt mere teknik og måske lidt flere tangenter at spille på, så virker de 30 minutter også passende på deres performance.
Og så når vi frem til headlineren:
Illdisposed, Voxhall, 5/10 2018 ★★★★★☆
Inden forhænget går fra scenen, spilles ‘Langebro’ (told you!) og fra første tone, bandet spiller, får vi etableret, at der her er tale om en klasseforskel i forhold til opvarmningen, deres kvaliteter til trods. Jeg har – som sagt – aldrig hørt Illdisposed live, men Bo Summers vokal imponerer i sig selv, mens bandet bag ham næppe sætter en finger forkert.
Da jeg er totalt på bar bund når det kommer til kendskab til bandet, er jeg stærkt taknemmelig for, hvordan Summer guider igennem numrene – i hvert fald på titlerne – inden Helvede bryder løs. Stort set alle står med smil på læben blandt publikum, en mosle-pøl – ja, eller mosh pit – er etableret og vi har en veritabel metal-fest.
Smil på læben er der også fra scenen, hvor den 47-årige frontfigur på én gang med sin speak, der insisterer på, at det er et Brabrand-band (selvom 3/5 er fra København), er far-humoristisk, men også får taget brodden af den alvor, der kan ligge i musikken.
Det er i øvrigt primært numre fra pladen ”There’s Something Rotten… In the State of Denmark”. *Det får mig til at overveje, at hvis jeg havde været super-fan (som fx med Baal), så havde det nok været anmeldt anderledes.
Men ved at kigge rundt blandt publikum kan jeg dog konstatere, at det rammer rent hjem. Og med god grund. Titelnummeret fra pladen høster stor jubel, da det annonceres, og det viser sig at byde på både dygtigt udførte breakdowns samt en række af guitar-barrages som vel i virkeligheden er det, vi er gået til koncert for at opleve. Eller nej. For Summer er også en oplevelse i sig selv i sine små-platte refleksioner imellem numrene – men ikke mindst i sin sang/growl.
En lille skuffelse bliver den langsomme ‘We lie in the snow’ så – blandt andet fordi noget går galt i kommunikationen i bandet. Ikke noget fatalt, men vi får lidt tempo-slinger. Ikke at det gør så meget, for det tydeligvis et dygtigt band, der kan levere en potent koncert.
Og med potent menes også, at bandet har virkelig styr på lyden og udtrykket.
Og i dette selskab flyver tiden. Summer prøver at gøre alle mulige (i øvrigt ret platte) krumspring for at fortælle, at dette altså ikke er så alvorligt – men igen; han leverer også en stærk, potent vokal.
Salen koger, der mosles rundt og vi er alle på sin vis på samme hold.
Og så går bandet efter ti numre af scenen. Jo, jo. Der har været joket om stilen og hvordan man bliver ved at gøre dén slags, men der vendes stærkt tilbage og spilles hele fire numre.
Her virker det flere gange som om, bandet har haft et gear mere: I hvert fald er der en endnu højere energi i de noget ældre numre, der bliver spillet og da forsangeren går fra under et instrumentalt nummer, så giver det i det øjeblik god mening.
I den sidste ende har Illdisposed leveret en stærk koncert, hvor det er svært at forestille sig forbedringer. Det er tydeligvis en ’grand old player’ på scenen og denne fredag aften viser bandet, at de kan være med på niveau med så mange andre og at energien stadig er der for folk nær de 50.
Potent fremtoning, voldsom lyd og den perfekte afslutning på en festlig aften!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
