Du kender nok I’ll Be Damned hvis du fast læser med her på siden. De aarhusianske brøleaber har forbandet løs rundt omkring i landet de sidste par år, blandt andet gennem Karrierekanonen, hvor de, måske til egen overraskelse, nåede temmelig langt. Nu er det blevet tid til at plante debutalbummet i den danske muld, og lade forbandelsen brede sig endnu mere.
Dét var satans! Ja, det kan man jo godt tage sig selv i at udbryde en gang i mellem, blandt andet når man sidder med I’ll Be Damned’s debutudgivelse mellem hænderne (eller på skærmen). For det lød sgu mest som en flok gutter, der havde det sjovt med at spille metal-rock på deres demo fra 2012, og, som forsanger Stig Gamborg sagde i et interview med undertegnede under årets Spot Festival: “Vi kunne lige så godt være nogen, der bare stod på Escobar”. Nu foregår bandets releasefester godt nok henholdsvis på Escobar i København d. 17/10 og i Aarhus d.24/10, men I’ll Be Damned har bredt sig noget mere ud i det danske landskab – blandt andet på Spot Festival, på Danmarks Grimmeste Festival, som opvarmning for navne som Airbourne og D:A:D, og på Smukfest.
Men hvordan er resultatet så i albumform?
Vi tager lige en omvej. For dem, der kender bandet, og har oplevet dem live på det seneste, er der ikke så meget nyt under solen, ud over at der nu har siddet en kompetent producer, Tue Madsen, bag knapperne, og I’ll Be Damned vitterligt lyder som det, de er: Et band, der har formået at bryde op fra undergrunden og udgive et album på et pladeselskab (Prime Collective). Men bare rolig, det er I’ll Be Damned ikke blevet nogle laskede sofakartofler (i hvert fald ikke på plade) af, og ej heller er det blevet for poleret og radiovenligt. Det lyder faktisk lige som det skal, når det er I’ll Be Damned der er tale om. Tro på det, fristes man til at skrive.
Og netop ‘Believe It’ hedder første nummer, som allerede blev listet ud tilbage i maj som forløber. Dengang var jeg ikke helt overbevist af eller solgt på den, men når jeg nu hører den her, så vokser den lige så langsomt på mig. Bevares, det er måske ikke helt ‘Fever’, men den kommer lige bagefter, så bare rolig. Feberen har selvfølgelig fået en tur i studiet, og er blevet opgraderet fra demoversionen, hvor det allerede svingede eftertrykkeligt. Det er, måske, stadig I’ll Be Damned’s bedste nummer, men heldigvis har det konkurrenter på albummet. Dem vender vi tilbage til.
Først skal vi lige omkring et andet af de nye numre, ‘Drainage’, der slægter D:A:D lidt på og har lidt slut 80’er hårdrock vibe over sig – netop den mere rockede kant er noget af det “nye” på albummet i forhold til demoen tilbage fra 2012, hvor det var lidt mere metallisk, i det store hele. På ‘Drainage’ er det suppleret med et andet element, der er blevet skruet godt op for, nemlig at der kommer noget kor på nogle af passagerne – her er det ikke så meget råbekor, som et par andre steder undervejs, men det gør nu ikke så meget. Det virker generelt rigtig godt når I’ll Be Damned skruer op for singalong-mulighederne, så selv de mest ølhamrende kan være med.
Det kan de selvfølgelig også på ‘Fuck The World (Be Happy)’, som tungrocker sejt afsted, men har sit selling point i råbe-omkvædet – “Hey, hey, fuck the world be happy!”. Man kunne måske endda mistænke bandet for at have skrevet omkvædet først, og så bygge resten til senere. Det er nu også ganske fint skruet sammen, og vi får blandt andet en fin guitarsolo, bare for lige at understrege at det altså ikke bare er riff-tons, det hele.
Riffet fylder til gengæld godt på ‘Real Monsters’, hvor der også er leget lidt med produktionen på Stig Gamborgs vokal, hvilket fungerer ret godt – det minder mig lidt om, hvad Slayer rodede lidt med på nogle numre på Diabolus in Musica, uden at Gamborg af den grund lyder som Tom Araya. Det gør han ikke, men han har sin egen stil – og vokalerne lykkes på I’ll Be Damned som helhed. Stort set hele det vokale spektrum kommer i brug (ud over den rene skønsang), og det er også med til at give en fornemmelse af variation undervejs, selv om de tunge riffblokke ind i mellem godt kan virke en kende ensformige.
Men så er det heldigt, I’ll Be Damned har et nummer som ‘Your Only Home’. Den rammer cirka halvvejs på albummet, og den har både en mørkere og mere eftertænksom grundtone end gennemsnittet på albummet. Der er lidt tung americana-rock over det, og det giver god plads til noget, der lyder som en prædiken fra Pastor Gamborg, der vist er den slags prædikant, der ville have slanger om hals og arme, hvis han var fra de amerikanske sydstater og ikke fra Aarhus omegn. Nå ja, og har du ikke allerede fået fat i det, så bruger I’ll Be Damned mange af deres tekster på at kritisere især religion, men også storkapitalen og urimelige samfundsforhold.
Heldigvis har de også tungen i kinden, og humoren med i sidevognen, og hvem kan ikke elske en titel som ‘People Who Hate People (Come Together)’? Det er måske nok igen sådan et nummer, der lyder lidt som om det er opstået ud fra en sætning, men derfor kan det jo godt rocke igennem. “Too many maggots copulate this dying world,” synger Gamborg indledningsvis og konkluderer “Hate will bring us together”, og når han nu synger det på den måde, så får man da lidt lyst til at stå arm i arm med nogen og synge i kor, mens man hader lidt mere. Det er dog ikke et af de numre, der ryger på repeat på hjemmeanlægget.
Det kunne den lidt pudsige ‘Schizophrenic Homos’ dog måske godt gøre, for med sin håndklap-over-riff intro har den noget opfindsomhed, som er ret smittende, og så er råbekoret også ret habilt – her er der igen sådan lidt skæv D:A:D-inspiration over løjerne, selv om I’ll Be Damned har en mere metallisk kant. Den bliver der skruet op for på ‘Right for the Money’, et af numrene, som også optrådte på debut-EP’en, og som også kan konkurrere med ‘Fever’, blandt andet fordi det i den nye indspilning har fået ekstra tyngde – trommespillet er værd at lægge mærke til. Og så er det stadig en catchy satan af et nummer, hvor der er smæk til grådige kapitalister.
Det er dog ikke kun de gamle kendinge der kan være med i toppen på albummet. Ind mellem ‘Right For the Money’ og de afsluttende gengangere fra demoen kiler sig nemlig ‘Everything Wiggles’, som jeg synes er den bedste af de nye – her kan man blandt andet nyde den pulserende bas, de gode riffs, og endda koklokke, og så er det bare et rigtig velfungerende tungrock-nummer, der også har gavn af både råbekor og guitarsoli.
Albummet lukker med to velkendte travere, først ‘Shopping With a Shotgun’, hvor der er justeret på snakke-vokalen fra demo-versionen, så den sidder skarpere i skabet, og omkvædet er sgu stadig ganske stærkt. Så må man tage blodet på tupperwaren med. Sidste runde i manegen får vi med en anden signatursang fra bandet, nemlig ‘All Be Damned’, naturligvis også i en version, der er blevet opgraderet i studiet, og har fået lidt flere nuancer i lyden, og nu lyder rigtig skarp – og det var et ganske godt nummer i forvejen. Et plus er også at Gamborgs vokal får lov at kamme helt over.
Og så når vi endelig frem til svaret – det er satme fee, som bandet selv sagde i det tidligere nævnte interview. Det havde de ret i. Det er et velproduceret album med masser af gode riffs og en bunke fængende tungt rockende sange. Der hvor I’ll Be Damneds forbedringspotentiale ligger, i mine øjne, er på sangskrivningsfronten, hvor det kunne være spændende at høre dem udforske yderpunkterne i deres materiale – i retning af ‘Your Only Home’ og de mest metalliske stykker. De har ret godt styr på midt-tempo tung rock, der låner fra blandt andre AC/DC, og råbekorene er med til at gøre numrene særdeles live-egnede.
Det føles helt forkert at skulle give I’ll Be Damned en karakter. Egentlig vil jeg jo gerne give dem ækvivalenten til en planetfuld bajere og kærlighed, men nu er vi jo i sådan et rigidt system (som vi selv er herrer over, men alligevel…selvjustits!) hvor vi giver stjerner, og det skal jo også passe ind i, hvad vi ellers uddeler, hvis det ikke skal blive alt for familiært.
Så hvad bliver det til? Det virker så forudsigeligt at give dem 5, for vi har ikke lagt skjul på, at vi jo godt kan lide dem. Men omvendt virker et lille 5-tal fortjent, når man lytter albummet igennem igen og igen, og kan konstatere at bandet faktisk er vokset og har fået et eget udtryk, som endda er pakket ind i en lækker produktion og velfungerende sange. Så det bliver til 5 af de flotte stjerner vi har i skuffen, og så lidt ekstra skulderklap og roser, for et særdeles kompetent debutalbum. Og så vil jeg fandme også have en bajer!
Tjek I’ll Be Damned ud på facebook – I’ll Be Damned udkommer på mandag d.19. oktober.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
