Ida Wenøe får sat en tyk streg under talentet som sangerinde og sangskriver med The Things We Don’t Know Yet. 9 sange der kredser om kærligheden, som nok skal smelte nogle hjerter rundt omkring.
Bare ikke mit, snøft. Og jeg har virkelig, virkelig prøvet, men mit eneste problem med albummet er, at jeg, med få undtagelser ikke bliver rørt af sangene. Det gør også, at den overordnet spartansk instrumenterede, diskret arrangerede og relativt sagte plade kommer til, at føles en smule lang for mig.
Og det ærgrer mig virkelig. Jeg ville så gerne føle de her smukke sange på samme måde, som Wenøe med indfølt, smagfuld og medlevende vokal gør det. Det er et studie i flot selvkontrol og dosering af stemmebåndet, der altid virker i kontrol, men på en måde, hvor det ikke kommer til, at fremstå skift eller køligt. Jeg føler, at Ida synger til mig, når hun gentager “forever in a moment”, i den stille brusende og bølgende “Change Me a Little”, eller hvisker mig i øret (bakket op af smukt baggrundskor) om at kysse djævelen og magiske tryllestave i den tyst-folksy “Circus Season”. Men… Trods nærværet og hendes stemme i øjenhøjde (eller hedder det ørehøjde så?), så rører det mig ikke rigtig. Det preller ikke direkte af, men kommer heller ikke helt ind under huden på mig.
Lukker jeg hende og hendes stemningsmættede og ret afvekslende, hvad netop stemningen angår, sange udenfor? Jeg har gransket sindet for, at finde ud af hvad det kunne skyldes, hørt pladen i forskellige sammenhænge, fra afstand, mens jeg var i bevægelse og helt tæt på med lukkede øjne… Og lige lidt hjælper det, mit hjerte smelter ikke til et ellers utroligt smukt fremført nummer som “Oh My Heart, Sweetheart”. Nummeret fremstår meget nøgent og nøgternt, lidt guitar, et stort, bart rum, lidt forsigtige detaljer hist og her og ellers bare Wenøes vokal, indtil der bygges lidt på mod slut. Der er et eller andet 50’er diva over vokalen her, som jeg kan sætte pris på fordi det er så flot udført, men jeg sidder ikke og fyldes med længsel eller andet, som ellers kunne matche atmosfæren.
Er der så slet ikke udslag i min puls eller temperaturen i hjertekulen i løbet af pladens cirka 35 Minutter? Jo, der er, heldigvis øjeblikke, hvor Wenøe når ind og rammer et eller andet i mig der går ud over en anerkendelse af, at det her er en flot plade og fornemt håndværk. Singlen “Another Kind of Love”, som jeg har anmeldt andetsteds i flere vendinger, er et vidunderligt nummer. Det er også et af de numre, hvor jeg synes at der sker mest på pladen. Det sagt, så er det ikke det der gør forskellen og er skyld i, at den pludselig rører mig mere. Tror jeg da. Men hold da op, det her er et nummer, som kan efterlade én helt stakåndet, når Wenøes vokal suger ilten ud af rummet mod slut.
“The River of Treesbury Hill”, et andet nummer med en mere folksy vibe (der er næsten noget lidt Simon and Garfunkel’sk over disse numre), rummer et skift godt inde i sangen, hvor det kilder lidt i mig. Her løfter sangen sig pludselig fra sin folkemusikalske jordbundenhed og bliver med englekor og luftig stemning noget helt andet og højtragende. Den efterfølgende “The Self-Pity Song”, hvor vokalen kun bakkes op af noget klaver, er et andet nummer der når lidt længere ind. Måske fordi det samtidig på et tekstmæssigt plan er det nummer jeg finder mest interessant?
Der er også noget med vokalen der er ret spændende her, Wenøe får virkelig vist sider af stemmepragten på denne udgivelse. I dette tilfælde er vi ovre i noget lidt forjaget, små-desperat og anderledes “kantet” i klang og levering, som gør, at jeg spidser lidt mere ører end når det “bare” bliver pænt. Er det det lidt for pæne, som i eksempelvis den særdeles nydelige og beroligende lukker “A Place Full Of Splendeur”, som gør, at Ida ikke helt når ind lige der hvor hjertet slår… hos mig?
Nok om mig, har du et hjerte, så er der gode chancer for, at Ida Wenøe rammer dig lige i det med The Things We Don’t Know Yet, eller i hvert fald bare med et nummer eller to herfra. Den er der næsten, når Wenøe og korsangerinderne synger “take me home” så smukt, at country-englene synger med, jeg ville så gerne være helt forgabt i det nummer. Lige ved…
Det kan godt være, at hjertet her er blevet halv-døvt, men jeg er ikke så døv, at jeg ikke kan høre talent når det krænger sjælen ud. Ida Wenøe HAR talent, af den slags der bare ikke fornægter sig, derfor er det her også 4 stjerner, selvom jeg ikke er personligt så rørt, som jeg hjertens gerne ville være… måske kommer det?
Af Ken Damgaard Thomsen
