Det nye album fra Ida Gard, Womb, tager udgangspunkt i Mikael Niemis roman Populærmusik fra Vittula, om en opvækst blandt finsk-svenskere i det nordlige Sverige. Med afsæt i romanens karakterer har Gard gendigtet og er gået på opdagelse i romanens univers – det er der kommet et spændende, men langt, album ud af.
Womb er Ida Gards tredje album, efter hun gjorde pænt opmærksom på sig selv med de to første, Knees, Feet & The Parts We Don’t Speak Of og Doors. Denne gang har Gard valgt at tage udgangspunkt i en roman i stedet for sit eget liv, nemlig Mikael Niemis Populærmusik fra Vittula om at vokse op som en anderledes og fantasifuld dreng i nord-Sverige, i et lille samfund, der mest tilgodeser tavse, maskuline dyder. Den er også filmatiseret, og var ganske populær for godt 10 år siden med sine ind i mellem ret morsomme optrin og fine portræt af outsideren Matti og hans ven Niila, som drømmer om at spille rockmusik.
Det har Gard fået 15 numre ud af, og selv om det virker en kende i overkanten, så fungerer det gennemgående godt. Det er egentlig ikke fordi, jeg sidder og tænker at man direkte kan følge historien musikalsk, eller at man nødvendigvis ville lægge mærke til at det var baseret på romanen, hvis man ikke lige vidste det i forvejen, men det giver lidt ekstra lag til albummet, som indledes med ‘On The Floor’, en afdæmpet affære, som har noget tidligt Teitur’sk over sig, mens ‘Burning Blue Fire’, som følger efter har noget mere elektronisk drømmende i udtrykket.
Herefter hiver Gard den elektriske guitar og et es ud af ærmet i form af titelnummeret ‘Womb’, der har en herligt skævt gyngende fremdrift, der næsten virker som om den er ved at boble ud af formen ind i mellem. “Look at me now//Look at these huge hands//Look at my genitals//Wow”, synger Gard, og éns nysgerrighed bliver for alvor pirret i forhold til tekstuniverset. Ida Gards vokal er generelt et stærkt omdrejningspunkt, sammen med guitaren, på Womb. Ikke at det hele er elektrisk frembrusende, men guitaren er tydeligvis Gards primære instrument.
På albummets midterstykke kommer man godt omkring musikalsk fra den rockede ‘To the Woods’, over den fine dæmpede ‘Vittula Pt. 1’ og ‘I Didn’t Pick This Dress’, hvor en mandlig gæstevokal er i centrum, mens der på ‘Whatever It Takes to Get to China’ går letbenet 70’er/80’er popbeat, fløjten og “uuuh-bap-bap-bap”-kor i den på historien om Matti og Niilas udflugt til Tyskland, hvor de på det nærmeste ville være nået til Kina, hvis der ikke var kommet noget i vejen. Hvor det givetvis giver mening i forhold til passagerne i bogen, så kommer det til at virke en smule fragmenteret musikalsk, uagtet at numrene hver for sig bestemt har gode kvaliteter.
Således også på den flot hymniske ‘He Spoke to Me’, med velfungerende storladne korstemmer, måske til at virke mindre stærk en den berettiger til, fordi man som lytter aldrig helt når at komme ind i den stemning, der sigtes efter. Og igen eksemplificeret med den stille (og måske lidt for lange) ‘Vittula Pt. 2’ og den rustikt bluesede ‘Rocking Rodent’, der følger efter. Man kunne i og for sig også kalde det idérigt og sprudlende, for det er det også. Tag bare energisk rockende ‘The Heat’, hvor vi også får endnu en god smagsprøve på hvad Gard kan med sin ekspressive vokal, som har et godt spektrum, uden det kommer til at lyde som en registeropvisning.
Efter den parentetiske lydcollage ‘Peeing in the Snow’, gør ‘Sons of Isak’ en stærk figur, mens det er som om albummet fader ud med de to sidste numre, ‘This Is an Ending’ og ‘Is it Already Over?’, hvor den sidstnævnte står stærkest i mine ører, blandt andet fordi den kortvarigt blæser lidt storladenhed ind i kompositionen med en grandios passage med piano og trommer, inden den stille klinger ud – og et skjult ekstranummer klinger ind, hvor Matti overvejer sin egen personlighed i forhold til sin families, og hvordan han falder udenfor; “In this family the only girl is me”.
Hvor Ida Gard lykkes ret godt med at ramme tonen og de personlige følelser fra romanen (så vidt jeg husker, det er længe siden jeg har læst den), så mærker jeg måske ikke så meget Nordsverige i musikken, men omvendt, så er det vigtigste måske nok også Mattis splittede følelsesliv og fantasifuldhed, og den rammer Gard til gengæld ret godt. Overordnet set er den musikalske pakke også spændende og vidtforgrenet, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at den havde været mere effektiv og velfungerende som helhed, hvis den var skåret lidt til. Det virker som om, Gard har haft svært ved at dræbe sine darlings, og albummet derfor bliver for langt. Jeg tror, det ville have fungeret bedre med 2-3 af de mere dæmpede numre sorteret fra.
Når det så er sagt, så er der slet ingen tvivl om, at Ida Gard har sammensæt et spændende album, med flere gode sange, og som fint rammer temaer omkring sårbar identitet og anderledeshed. Det fortjener 4 store stjerner, og en anbefaling om at dykke ned i Womb – og læs da også Populærmusik fra Vittula, nu du alligevel er i gang.
Ida Gard turnerer pt i Tyskland, men rammer Atlas i Aarhus d.24. marts, som første dato på en Danmarkstour. Du kan finde Ida Gard på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
