Vores nyeste skribent, Troels-Henrik, havde på eget initiativ bevæget sig til en omgang jazzet-rock i Studenterhuset/Stakladen i Aarhus en torsdag aften i maj, for lige at få taget GFRock mødommen med en lille udfordring. Her følger hvad han selv kalder “mavefornemmelser” fra aftenen.
Addis Ababa Band (opvarmning) ★★★☆☆☆
Aftenen startede ud med Addis Abbas Band, som er ikke mindre end et 11 mand stort band, fordelt på to guitarer, en bas, en keyboardspiller, en trommeslager, to percussionister – og en tremands hornsektion i front.
De spiller en form for neo-standarder med etnisk snit (heraf formodentlig navnet) og spiller egentlig ganske pænt. Især trommer/percussion og bas gav et godt lydbillede.
Det er bestemt ikke min genre, og især ikke, da de tre blæsere i front virkelig ikke kom ud over scenekanten. Når de ikke spillede, satte de sig enten på hug eller stod og lignede nogen, der ikke vidste hvad de skulle gøre af sig selv.
Bandet spillede sig fint igennem fem numre og et ekstranummer, men grundet den svage fremtoning fremme på scenen, kan jeg kun give tre stjerner.
En fod på monitoren, lidt interaktion med publikum – eller at trække noget af energien fra trommer/percussion bag på scenen frem, kunne måske have reddet en stjerne mere hjem…
Ibrahim Electric ★★★★☆☆
Aftenens hovednavn skulle ikke bruge megen tid til at stille om: bandet består af trommer, hammondorgel og guitar.
Jeg har hørt dem før, og ved at tælle lidt på fingrene, kunne jeg konstatere at det nok ikke var mindre end fem år siden. Jeg huskede det som ganske energisk, skørt og impulsivt.
Bandet åbnede med “Endangered Beat” og hurtigt stod det klart, at nummeret udviklede sig til regulær rundesolo, hvor vi havde lange soli fra alle tre instrumenter.
Jeg frygtede, at dette slog tonen an for resten af koncerten, men allerede andet nummer, “Attack From Above”, bød i højere grad på noget af det, jeg forbinder med Ibrahim Electric: Et kort, kompakt tema og små soli/chases ind imellem. Det fungerer, er skarpt, sjovt og forfalder ikke til sololir.
Men sådan forsatte aftenen – bandet svingede mellem lidt for lange solo-stykker til mere friske, hurtige skift, eller rockabilly-inspirerede indhop, som de mestrer som få andre.
Og jeg er da godt klar over, at det er unfair at dømme et band for at spille lange soloer, når det eneste de har er guitar, orgel og trommer. Men det fungerer bare langt bedre, når de strammer op, eller trækker i en enten mere skør eller mere rocket retning.
Til bandets helt store cadeau skal det siges, at den næsten fulde Staklade (som på visse timer af døgnet kaldes Studenterhuset) var ret godt med, som koncerten skred frem.
Sættet bestod af ni numre, og da vi nåede til det ottende, kultklassikeren “Der Alte Das Boot” (som har vokal, om ikke sang) var der allerede flere der dansede blandt publikum.
Galskaben fik lidt frit løb, og det var her, Ibrahim Electric virkelig viste hvad live-energi er for noget.
Én omgang ekstranumre var ikke nok, og bandet blev kaldt tilbage og sluttede med bravour til en hujende skare – som dog ret beset var noget mindre, da folk var sivet fra koncerten stille og roligt.
Nogen rigtig stor koncert var det ikke. Flere gange blev soloerne for lange og uenergiske og jeg tog mig selv i at stå at spekulere over, om der da ikke var et sted at sidde. Men med talent kommer man langt, og der er bare ingen tvivl om, at de tre gutter har stort talent på deres respektive instrumenter. De er bare pisse dygtige!
Spørgsmålet er så, hvor langt talentet rækker… Og her vil jeg vælge at give min første live-anmeldelse på dette webzine, af et (alright, rocket) jazz-band, fire stjerner.
Af Troels-Henrik Balslev krag
