ibens er allerede klar med opfølgeren til 2019’s “comebackplade” carstenshenrikskristians, en af sidste års største overraskelser og bedste udgivelser. Siden har de lært et par nye tricks, og når næsten samme overrumplende højder som forgængeren.
Det var noget af en overraskelse for mig da de første singler, og senere pladen, landede i slutningen af sidste år. Ikke, at det var utænkeligt at et band som ibens ville vende tilbage, men man fornærmer nok ikke nogen, heller ikke bandet selv, hvis man mentalt havde parkeret dem i 90’erne. Men tilbage var de og med manér, carstenshenrikskristians var en herlig popplade, spækket med gode, iørefaldende melodier og ibens’ gamle varemærke: de syrligt spiddende, ironiske tekster om livets op- og nedture, nu bare opdateret til det sted i livet bandmedlemmerne befinder sig nu.
I stedet for at virke som et levn fra fortiden slap ibens overraskende godt fra at opdatere tekstuniverset og synge om kærligheden, skilsmissefamilier og livet som det ser ud for mange når ungdommen er ved at være i bakspejlet. Vel at mærke uden at miste deres barokke humor, hvor man ikke er bange for at udstille sig selv. Denne evne er intakt på Cocio og Beton, hvor det pop-rockede lydbillede har fået en lille overhaling ved tilføjelsen af stedvis brug af synth og strygere. Det er ikke helt integreret i trioens lyd, så det optræder i hvert af de 10 numre, men jævnt fordelt ud over pladens kompakte 34 minutters spilletid. Men i bund og grund er ibens stadig ibens og lægger ud med at give mig et smil på læben i åbningsnummeret “Skulle Være Blevet Bager”, hvor det blandt andet lyder:
Skulle jeg være blevet i Jægerspris
og giftet mig med Tine oppe fra Rønnevej
hvis jeg var blevet i Jægerspris
var der en hel del andre der var sluppet for mig
Med de linjer får ibens på mange måder ridset noget af det op som de er rigtig gode til. Der er noget tilbageskuende nostalgisk over det (men nostalgien er en blindgyde), hvor man drømmer sig væk fra tilværelsen som den har artet sig, i et håb om at så ville tingene nok være blevet bedre. Og så kommer den sidste linje, hvor den (selv)ironiske stikpille sluges. Det behøver ikke være stor, højtragende eller indviklet poesi for, at en tekst er god, hvilket ibens også er et levende bevis på. For mig, kan det også være “stor kunst”, at man kan udtrykke sig helt enkelt, tilgængeligt og forståeligt, spædet op med en tilpas mængde finurlighed. ibens er “bare” popmusik, men det er forbandet GOD popmusik.
Selvom linjen fik mig til at trække på smilebåndet, så skulle jeg alligevel lige tune lidt ind på ibens i denne omgang. Jeg var meget begejstret fra første gennemlytning af forgængeren, men med Cocio og Beton tog det lige lidt mere tid inden jeg brændte varm på den. Det kan jo skyldes mange ting, måske var jeg ikke lige i humør til de selvudslettende tekster, eller den enkle sangskrivning og stil ibens dyrker, men mest af alt var sangene måske ikke helt så umiddelbart fængende som på forrige plade. MEN, de er der altså, sangene og melodierne. Cocio og Beton skal bare lige have lov til at lægge sig i maven og skvulpe rundt som den sjove blanding af chokolademælk og cement den er.
Det er sødt når Carsten Lykke med hans velkendte, spæde vokal på “Hun Var Alt” synger:
Vi fulgtes hjem fra kor
hun var alt, jeg var tenor
hun var alt det jeg endnu ikke rørt ved
hun var alt det jeg endnu kun havde drømt om
Men alt er ikke uskyldig, ungdommeligt klingende kærlighed, på titelnummeret, der et af de numre hvor strygerne har en lidt mere fremtrædende rolle, er der Cocio nok til Lykke, og han vil have mere, mere af det hele: “Det her one night stand skal vare ved // jeg har ventet på det her i så lang, lang tid”. Men, nu kaldes det jo et one night stand, så… er der flere dråber at hente der?
“Ikke En Kærlighedssang” kredser lidt om samme temaer, her formår ibens at snige en del referencer til kendte kærlighedssange ind og bygge teksten op omkring dem på ret elegant vis. Det kommer ikke til at stikke for meget ud eller virke konstrueret, når kunstnere som Poul Krebs, Dodo and The Dodos, Søren Krag-Jacobsen, Lars Lilholt og sikkert flere mødes til kærlig kædedans sangen igennem. Det er samtidig et af de mere iørefaldende numre på pladen, hvor man virkelig skal kæmpe for, at melodien ikke sætter sig fast i øregangene på en.
En anden er “Skylder Det Hele Væk”; der også har været ude som single og er anmeldt HER. På det nummer er kassen tom og der må lånes i banken til en omgang parterapi, men man ved godt som lytter, at løbet er kørt. Den dualisme er også et fremherskende element hos ibens. Det er som om deres karakterer godt selv ved, at det uundgåelige venter lige om hjørnet, men realiteterne forsøges alligevel pakket væk, eller ignoreret. Fortællerne i ibens numre er meget sjældent på forkant, eller proaktive, de er blevet passagerer i deres eget liv og er enten handlingslammede eller reagerer for sent:
“Det er lang tid siden jeg har sat pris på mit liv // det er lang tid siden jeg har sat pris på dig” lyder det i den glimrende “5 år” og der følges lidt senere op med:
Jeg vil ønske mig fem år tilbage
til dengang hvor der var håb for os to
ja, jeg ønsker mig fem år tilbage
til dengang der var håb
håb for os to
er der stadig håb for os to
lidt håb for os to
Mit bud er: nej.
Men så kan man jo gå hver til sit og hun kan score kassen! I den skønne “Jeg Hader Dig, stat”, kan du bytte “t” i “stat” ud med “k”, ligesom fortælleren burde, men vedkommende skyder i stedet for skylden videre:
Hun får gaver fra kommunen
hvis hun holder mig væk
økonomisk friplads og forhøjet børnecheck
hun lover vi er ikke et par
nej, jeg er bare børnenes far
Og hun har aldrig været så rig før
nej, hun har aldrig været så rig før
Fulgt op med salutten “Jeg hader dig stat, det er din skyld hun ikke har fortrudt”. Hos ibens er mænd ofte passive, nogle små-skvattede og vattede typer, lidt for følsomme gemytter, der ender i en form for tilbageskuende drømmeverden. Det er OK, hvis du føler dig lidt ramt, ibens peger ikke fingre, i hvert fald ikke uden også at rette dem mod dem selv.
Er det hele så bare tungt som beton? Nej, et eller andet sted hviler der jo også en ukuelig optimisme i ibens’ tekstunivers og portræt af nogle moderne forhold, mandetyper og de kvaler der følger med livet omkring (og efter) de 40 – om det så er en tåbes håb, det er en anden snak…
Hvis du har glemt, undervurderet eller bare besluttet, at ibens ikke er noget for dig, så er det nu, du skal ombestemme dig. De har muligvis aldrig været bedre og mere vedkommende, og kan måske også selv mærke, at de har fat i noget her. Det er i hvert fald ganske imponerende, at de formår at udsende to så stærke plader på mindre end ét år!
Af Ken Damgaard Thomsen
