Aarhusianske alternativt grungerockende I Am Bones, med Johannes Gammelby i spidsen, er meget overraskende, klar med nyt materiale.
Senest I Am Bones sendte nyt på gaden, var tilbage i 2007, hvor albummet The Greater Good og bandet, huserede i både Danmark og Europa. En større tour endte med at bandet blev trætte af hinanden, og satte I Am Bones på pause – lige indtil nu, hvor der pludseligt er en ny EP klar, hele 11 år senere!
Stilen er stadig grungerocket, sangene stadig velskrevne, medrivende og leveret med overskud, og bandet skulle, ifølge pressemeddelelsen, både være mere fokuserede og vrede på Oaf. Uha da!
4 sange af høj kvalitet har de vrede gutter i I Am Bones fået skruet sammen, på en EP der på samme tid, fremstår ganske varieret og balanceret. Den spænder fra det mere lette og melodiske, til dystert, hårdt og ja, vredt. Hele baduljen er eksekveret til perfektion, og var det ikke for et par råb eller udbrud, eksempelvis et “Næste gang du siger det, så skrider jeg” hvorefter der bliver talt for, før åbneren “Obstacle Course” og et lille “wuh” før lukkeren “Patient Zero”, så ville det næsten være for poleret. Men disse to små detaljer bryder det perfekte fornemt, og tilføjer helheden autencitet og galskab – ikke at der ikke er det i forvejen.
Samtlige 4 sange har hver deres forcer, og det er umådeligt svært at fremhæve den ene frem for den anden. Åbneren “Obstacle Course” har omkvædet til at blive ørehængeren, den er skruet fænomenalt sammen, uden at der går pop-rock i den. “Antrhopoid” buldrer derudaf som en stor grunge-traktor, der sender undertegnede tilbage til 90’erne, da jeg første gang rendte ind i Dinosaur Jr. Men på trods af lidt referencer, står der I Am Bones smurt udover denne lille vrede, tunge grunge-perle. “Pollination” tager tempoet fuldstændig ned, det er tungt, men med et omkvæd, der skaber lidt lys i mørket, og når man tror det ikke kan blive mere olmt, skifter bandet gear til ultra-olmt, og får løftet sangen til endnu vredere luftlag, før finalen, et ét minut langt breakdown, sætter ind.
Wuh! Der lukkes med “Patient Zero”, hvor tempoet er skruet op, der er dømt 1, 2, 3, 4 og ellers ud over stepperne, med en ekstremt bastant lyd og et godt omkvæd proppet i grunge-rygsækken.
Det er svært at komme udenom at bandet har begået et lille mesterværk, for for selan hvor er det godt. EP’en fremstår helstøbt og original, produktionen er lige i øjet, indholdet varieret og har en international lyd. Det bliver ikke meget bedre. I min optik, har I Am Bones aldrig virket så veloplagte og leveret så stærke sange, som de gør på Oaf. Det kan godt ske at nogle stadig mener at grungen er død, men det modbeviser I Am Bones fuldstændig med deres take på grungen anno 2018. Sikke et comeback.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
