Fredag aften stod i starten-af-the-naughties’ tegn, da I Am Bones havde annonceret deres afskeds/reunion-koncert på Radar.
Inden koncerten gik jeg og mine ledsagere (et par tidligere anmeldere på det hedengangne Frekvens.dk) op på toppen af Godsbanen, hvor vi i lejlighedskomplekserne omkring Godsbanen kunne se fem-seks genskin af X-Factor skærme. Måske var det et mere naturligt habitat for os i midt-slut 30’erne at sidde derhjemme?
Aftenens program skulle vise sig at svaret blev et rungende ‘nej’ – men samtidig nåede den heller ikke helt op på kogepunktet.
Dog, Paper Submarine (support) ★★★★☆☆
I løbet af dagtimerne inden koncerten var der via Facebook kommunikeret ud, at der også ville være en surprise act, men opvarmningsbandet bestod som annonceret af svenske Dog, Paper Submarine. Og selv om bandet har et umanerlig fjollet navn (!), så leverede de noget nær perfekt opvarmning til I Am Bones; tre mand høj stillede de op med forsanger/guitarist, bassist og (kvindelig) trommeslager/sanger. At trommeslageren var kvindelig er for så vidt uinteressant, bortset fra at hun lagde nogle fine vokaler, der flere gange tog stikket hjem for bandet.
Hvad var genren så? Svært at sige, men det var i hvert fald rock og energisk. Mine referencer er ofte belgiske og grundet den kvindelige b-vokal, vil jeg kalde det et mere punket/potent Mintzkov – forstået på den vis, at det egentlig er lige ud af landevejen. Men med hang til skæve taktarter og mande/kvindevokal.
Forsangeren var yderst energisk med sin guitar og hoppede og dansede voldsomt rundt, når han ikke lige stod og sang i mikrofonen. Ofte var det atonale (?) skalaer, der blev opereret i, når guitaren havde et tema – men grundet trommeslagerens stoiske tærsken og den pumpende, potente bas nærmede vi os aldrig jazz.
Vokalen – og lydbilledet – mindede mig til tider om tidlig Psyched up Janis, da det der med at ramme tonen ikke var forsangerens stærkeste side. Men oftere end ikke fangede trommeslageren så – på trods af forholdene – b-vokalerne så helhedsindtrykket stod stærkt.
Ikke at Dog, Paper Submarine spiller en genre, hvor man forventer rene vokaler. Men det var bare vildt godt lavet, at trommeslageren fik hevet stikkene hjem til trods for noget kaotisk lead-vokal. Der blev kørt meget rundt i genrer, og jeg hørte både links til americana-punkbandet Lard, grooves á la Blurs ‘Coffee and TV’ og hints af tidlig Weezer. Det hele blev leveret på en måde, så man mærkede at bandet tog det seriøst at underholde – på sådan en tight slacker-agtig måde.
Opvarmningen kan dermed kun beskrives som un-der-hold-en-de og var med sin tightness og variation meget bedre end det lidt sære navn. Og det til trods for at mindre end 30 personer var mødt op til opvarmningen (damn you! X-Factor and families!).
Surprise!
Som surprise act gik Tremolo Beer Gut på og gav to af deres hits med fuld skrue og attitude.
Om end det måske ikke ligger i genren eller attituden, så var det en fin, venlig gestus. Lækker musik, sædvanligt fedt fremført – og virkelig en fin gestus!!
I Am Bones ★★★★☆☆
Under The Tremolo Beer Gut begyndte det dog alligevel at strømme ind med gæster, og I Am Bones havde forinden også joket med, at der var skrevet en del i døren. Men da Johannes Gammelby og hans kumpaner går på scenen, er der i hvert fald et publikum og selv X-factor har alligevel ikke kunnet holde en 50-70 mennesker hjemme.
IAB (ikke at forveksle med Intet At Berette – en protokolkode fra forsvaret) har haft stor betydning for ‘the lower echelons’ i Århus i midt/slut 00’erne. Sammen med Beta Satan – og siden til dels Marybell(Catastrophy) – var de med til at forme en særlig Århus-lyd, som til dels også fik national anerkendelse med airplay på DR – men også medførte at I Am Bones bittert på en Voxhall-koncert måtte erkende, at dét at sælge 300+ albums ikke medførte at man kom på Tjecklisten, hvis man indsendte sit materiale.
Nuvel. Gammelby fortæller i løbet af koncerten, at det er otte år siden, de har spillet sidst – og at der er kommet syv børn til sinde sidst, hvis man tæller bandets fire medlemmer plus lydmanden med…
Bandet går på uden så meget strapudemaj, og virker desværre lidt usikre og bøvler en del med at komme ud over scenekanten. Johannes Gammelby – som bandet defineres af – har altid været en intens, men let introvert sanger, men det synes ikke rigtigt at komme til udtryk – til trods for at hans stærke overdrive-stemme er yderst intakt og lydbilledet egentlig hænger fint sammen. Det er bare… For lavt? Det er en anmelder-kliché, at man bare kan skrue op og så bliver alt godt. Men de første fire numre i sættet præsenteres lidt usikkert og til trods for at signatur-outro-guitarsoloerne ligger som de skal, så er det faktisk lidt svært at mærke bandet for alvor. Og det er lidt ærgerligt.
Men under femte nummer (‘The Main Thing Is To Keep The Main Thing The Main Thing’) sker det pludselig; der åbnes for sluserne – og skrues op fra både lydmand og bands side – og pludselig er det ikke bare gode melodier, men musik der har nerve og virker til at ikke bare at have givet mening i mid-naughties, men også nu. Og denne energi, hvor musikken ikke bare høres men mærkes bæres over i ‘Replica’, som til trods for det lavere tempo stadig har den energi, mine ledsagere og jeg husker fra I Am Bones i ‘gamle dage’.
Desværre taber bandet derefter lidt momentum og den desperation, som både Gammelbys vokal og teksterne underbygger, bliver fortrængt for en igen spirende usikkerhed i fremførslen. Det hjælper dog, at de næste to numre ikke rigtigt har været spillet før – altså da der blev spillet/turneret før i tiden – og den usikkerhed, der ligger i at fremføre noget ‘nyt gammelt’ passer måske meget godt til performancen. Igen får bandet dog også hjælp af publikum/lydmand, da der efter opfordring bliver skruet op – det her musik LEVER bare af at blive spillet lidt højt!
Næst-sidste nummer er et The Malpractice-nummer (Gammelbys andet primære projekt), der som resten af numrene på sættet må siges at være stærke melodier, stærke produktioner – men desværre kun i glimt fremført højt/potent nok, og det bliver med den desperate vokal nok koncertens højdepunkt, da der igen, når der bliver skruet op, mærkes den desperation som numrene er født af. Det sidste nummer er en form for ‘tight slacker’, som også munder ud i feedbacks, en lang outtro og alt, hvad der hører genren til.
En måske mere objektiv anmelder ville have været mere ude med riven efter denne koncert. Men man kan ikke frakende I Am Bones at de (eller måske rettere Johannes Gammelby) har en (ny)historisk vægt, et usædvanligt pop-øre – og en evne til at fremføre materiale yderst potent og med skarpe og vittige/sarkastiske tekster.
Men skal der lyde et råd til i morgen, hvor I Am Bones vender tilbage til deres nye hjem i Udkanten (læs: København), så skal det være: Hellere skrue ned, hvis det er for højt – for hvis ikke denne type musik får rigeligt med mad at leve af, så falder den desværre lidt til jorden. Og med de gode melodier, guitar-outros og den desperate vokal, så vil det være en virkelig ærgerlig svanesang for et band, der har været særdeles vigtigt i en periode i den danske rock-verden!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
