Lørdag aften på Radar bød nok en gang på dansksproget musik i form af Bunker og Hverdagens Helte. Aftenens to acts løste opgaven på modersmålet på meget forskellig vis – og nok engang var opvarmningen overraskende nok den bedste oplevelse.
Til opvarmning spillede trioen Bunker. Jeg nåede at veksle et par ord med forsanger/guitarist Asbjørn Hvelplund, som adspurgt kunne berette at de godt nok startede med at hedde ‘Bunker’ på engelsk, men siden begyndte at synge på dansk og derfor blev til ‘Bunker’ med dansk udtale. Bum.
Bunker ★★★★☆☆
Lidt prætentiøst starter trioen med en kontrabas, en guitarist og én på …en flaske rødvin?!
Tanken er nok at det skal sætte en lidt café-agtigt stemning, og da Scott Westh får åbnet flasken, skænket tre glas til medlemmerne og efterfølgende får samlet sin trompet op, får han taget godt og grundigt revanche for den lidt corny gimmick; han spiller generelt med en meget luftig/støvet klang – et bærende element i den lille trios udtryk.
Sangene, der er på dansk, er en lille historie om en grønlandsk knægt, kaldet Bad Boy Charlie, og hans grelle skæbne. Imellem numrene fortælles der lidt om, hvor vi er nået til i fortællingen om Charlie. Der leveres tørre danske tekster, med en stærk vokal, om en grønlandsk skæbne i en til tider ret americana-agtig stil for kontrabas, guitar og trompet. men første nummer er en regulær murder ballad, hvor vi hører om hvordan Charlie myrder sin udkårnes (Dolly)s nye fillajs, mens resten af numrene drejer sig om Charlies flugt, begravelse in absentia og vens savn.
Andet nummer, ‘Ind i det blå’, er virkelig fint og ikke bare træder Wesths trompet for alvor i karakter i dette nummer, men der gives også en tribute til ‘Walking in the Air’ (I ved; den der snemands-tegnefilm, The Snowman). Det BURDE fremstå lidt kikset, men fungerer enormt godt i et nummer, der handler om en grønlandsk morders (fatale) flugt ud i det hvide indland.
Vi får så også numre, der handler om flashbacks til at tage stoffer i Nuuk, et meget malerisk beskrivende nummer om vennens ageren til in absentia begravelsen, kaldet ‘Hey! Præst!’ (Virkelig god trompetsolo!) og et nummer om at stå ved ‘Himmelens Port’, som indeholder flere tips-of-the-hat: Både fordi nummeret hedder ‘Karma Politi’ og fordi der er en venlig hilsen til ‘Stairway to Heaven’ i guitarfiguren. Igen: Corny? Nej. For det fremføres egentlig – lidt som vokalen – på en matter-of-factly måde, og løftes af bluesrundgange og god cafe-stemning.
Da sidste nummer, ‘Næppe’, (en meget bluesgrass-agtig sag som er en kærlighedsbeskrivelse af den gang, det rent faktisk fungerede for Dolly og Charlie) spilles, kammer det dog lidt over. For det første er det ikke rigtigt en sang, der passer i historien – men derudover mister vokalen også lidt af det fortællende, som har været det bærende. Men det er stadig et fint nummer.
Jeg vil give fire store stjerner til oplevelsen. Stærkt spillet og sunget og fedt, at det er så provokerende i sin americana/bluegrass/skandinavisk tristesse tilgang til én af Danmarks ømmer tæer; grønlandske skæbner. Men derfra til at købe pladen er der langt – og den melodi, jeg har med efter koncerten er lånt fra ‘Walking in Air’.
Hverdagens Helte ★★★☆☆☆
De mange ord ovenfor er måske et udtryk for at jeg har forsøgt at udskyde denne anmeldelse.
For min research på Hverdagens Helte har været begrænset til et par lyt på Spotify, og jeg havde derfor ikke fanget, at Hverdagens Helte er baseret på to personer – Søren Zahle og Mads Tønder. Den sidste kender jeg og derfor er denne anmeldelse lidt kompliceret.
Først det objektive og gode: Bandet spiller virkelig godt, og der spændes relativt vidt inden for blues-folk genrer.
Der er vel ret beset tale om en ‘lille’ supergruppe, da Zahle er et ganske veletableret navn både som musiker og producer, og Tønder også har en fin karriere i både One Eyed Mule og The Broken Beats – hvor han fra sidstnævnte har fået Kim Munk med på bas i Hverdagens Helte. Sidste mand, Torsten Stistrup Cubel, er heller ikke just et ubeskrevet blad i den danske musikverden, og han lægger for øvrigt glimrende guitarsoloer igennem aftenen.
Flere gange – og det er måske her bandet er bedst? – går der lidt Dubliners-folk i den med gode vokalharmonier, fire slag i gulvet og sing-along-stemning. Tydeligst bliver det nok på aftenens syvende nummer, hvor publikum også inviteres ind til at klappe med på refrainet og der holdes fedt drive. Og generelt, når der er godt drive, som her, så fungerer musikken virkelig godt – men balladematerialet falder til jorden. Hvilket desværre er medvirkende til, at aftenens headliner bliver en lidt fad oplevelse.
Hvor jeg med mine to Spotify-lytninger havde ‘læst’ bandet som et dygtigt tongue-in-cheek band, så viste det sig, at teksterne desværre fremføres uden spor af ironi.
Åbningsnummeret (med Munk på leadvokal) har sådan lidt Poul Krebs-feeling, hvilket jeg troede var et oplæg til en aften med god humor og ironi. Men vi skulle, som tidligere nævnt, syv numre ind i sættet før der begyndte at blive taget stik hjem. Ikke fordi de seks første numre var dårligt spillede. Men fordi både tekstmaterialet og vokalharmonierne simpelt hen blev for banale.
Dansk er et svært sprog at synge på, da klichéer hurtigt kan skinne/falde igennem. Og da Hverdagens Helte mere forsøger at fortælle historier end tekstmæssigt at fange stemninger, bliver det hele lidt fladt. De lidt for direkte tekster rummer ikke plads til flertydig metaforik – og derfor fremstår flere numre som vittigheder der bliver forklaret.
Da vi når seks numre ind i sættet og ‘Ensomme Hjerte’ startes (ja, du havde gættet det; der rimes hjerte på smerte!) så er der ikke et gran af ironi at spore. Hvor andre dansksprogede kunstnere (TV2, Loveshop – eller måske mere nutidigt; Sonja Hald) formår at bruge og genopfinde det danske sprog, så bliver Hverdagens Helte underligt fladt. Også selv om der spilles ret fedt.
Og så alligevel. Der er virkelig gode glimt; nummeret ‘Forkert’ starter meget fedt i irsk-folkemusik-agtig stemning – men vælger så at… modulere?!! Jeps. Capoer flyttes vokalharmonier går op, og vi er havnet i melodi grand prix’ party trick no 1. Indrømmet, det er effektivt, men… Ej. I hvert fald ikke denne lørdag aften.
Af andre lyspunkter kan nævnes ‘Den her nat kommer aldrig tilbage’, som egentlig holder en del af den potens tidlige TV-2 stod for og også har hints af en interessant metaforik, og det sidste nummer inden ekstranumrene, ‘Det Lyse Håb’, fungerer igen rigtig fint med hints af irsk folkemusik – og en overraskende poetisk tekst. Men det er påfaldende hvor godt bandet er, når der bare spilles og laves vokalharmonier – og hvor svært det så er at holde af det, når der synges med tekst.
Derfor kommer det også som et kærkomment break, da Kim Munk som det næst-sidste nummer inden ekstranumrene alene med guitar (og backup på guitar af Søren Zahle) fremfører en ret poetisk tekst (Bladene på træerne?) – angiveligt skrevet af en teaterdirektør/instruktør på et lokalteater. Pludselig kunne det mærkes på en anden måde, og potentialet til noget stort blev sået…
Som ekstranumre blev hittet Hotel Vejlefjord spillet – og spillet godt! Nummeret falder ret meget uden for størstedelen af de tidligere spillede numre, da det dels har en metaforik men derudover besidder en potens gennem produktion og performance, der får det til at fungere på et helt andet niveau. Det er gennemført pop, og all hail to that.
Slutlig spilles et nummer, ‘Godmorgen’, hvor man inddeler Radar i tre zoner, der skal synge hver sin stemme i en yderst banal sang. Det er ikke næsten for meget. Det ER for meget.
Hverdagens Helte er et yderst velspillende band, men når man vælger at synge på sit modersmål, så sætter det også andre krav, end hvis man synger på eksempelvis engelsk. Banale klichéer falder til jorden, og forsøg på at ‘styre ind i stormen’ ved at skrive sange med hjerte/smerte-rim skal man hedde C. V. Jørgensen for at kunne slippe af sted med.
Flere gange blev det under koncerten nævnt, at numrene i Hverdagens Helte var noget, medlemmerne havde haft liggende hjemme i nogen tid. Hvor ville det dog have været rart om noget af den tid var gået med at lave gode tekster…
Som band spiller Hverdagens Helte fantastisk og kunne – med de rette tekster og deraf følgende fremførsel – have rakt efter de højeste hylder. Men når man står til en koncert og krummer tæer over hvor ringe teksterne er, så bliver det en blamage, der kunne være fatal.
Tre stjerner er derfor alt for lidt i forhold til hvor godt spillende et band, Hverdagens Helte er – men også for meget i forhold til tekstmaterialet.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
