Slagger Lund har de seneste år fået et mindre gennembrud med de velanmeldte albums Maniak og Nygade & Væk. Jeg mødtes med Slagger Lund, med det borgerlige navn Flemming, en stille og kold hverdagseftermiddag på en bar i det centrale Aarhus, hvor Flemming ofte sidder og arbejder. Her er separat rygerum, og i det rustikke ordinære bar-lokale og over et par øl (min alkoholfri), begynder vi at snakke med udgangspunkt den nyeste udgivelse med Slagger Lund, Nygade & Væk.
Selv om Flemming er en voksen mand, er musikerkarrieren, i hvert fald som solokunstner, relativt ny. Han var med egne ord ”helt i chok”, da der første gang var 40 mennesker, der kunne synge med, til en af hans koncerter i 2024. Efter to selvudgivne albums, der ”blev lavet hjemme i soveværelset på en dårlig gamer mikrofon”, udkom først Maniak anmeldt HER af Ken) og så i november sidste år Nygade & Væk, som blev taget godt imod blandt andet her på siden (anmeldt HER af undertegnede).
Vindmaskine i hår, der ikke er langt
På de første produktioner i et lydstudie var der for meget ”stadionrock med vindmaskine i hår, der ikke var langt”, som Flemming udtrykker det. Men han nåede alligevel frem til, ”at det er supergodt og rigtigt, at arbejde sammen med nogen. Men det skal leges frem og man skal have det godt sammen”.
Sådan gik det heldigvis i samarbejdet med Oliver Hoines, kendt fra blandt andet Skammens Vogn, der producerede Maniak, Slagger Lunds forrige album. ”Det var bare instant love. Hold kæft, hvor er han vild. Vi startede med det nummer, der hedder ’Fremad i mit øje’, og der var sådan en hyletone, vi ikke kunne finde ud af hvor kom fra, i studiet. Men den kørte i tonen c, som sangen også kørte i. Så fandt vi ud af, at det var et kabel, der lå på keyboardet og nogle pedaler, der var tændte, men nummeret kørte, og lyden passede i tonearten, så det fik lov til at overleve på det nummer, lyden af det kabel. Så ved man bare, at det bliver fedt, når det lyder godt, selv når det er noget, man ikke kan styre”.
”Anders Riis, som har produceret Nygade & Væk, kender jeg lidt fra gamle dage i Herning, hvor vi er vokset op begge to. Der har altid været en god kemi mellem os, og vi kom begge omkring spillestedet Fermaten og øvelokalemiljøet omkring det. Vi har noget fælles historie”.
Det har også været med til at gøre, at Flemmings insisteren på, at det rå og skitseagtige skal have lov at komme på optagelserne, er blevet imødekommet.
”Jeg er meget insisterende på, at det skal overleve, også selv om vi kunne gøre det bedre i studiet. At der er noget, der skal have lov til at komme direkte fra en telefonoptagelse. For eksempel på ’Send mødrene ind’, der er guitaren og bassen bare lavet på min telefon derhjemme. Det er det samme på ’Morgengry’, der er vokalen og guitaren optaget derhjemme. Det er vigtigt for mig at det er med, selv om er lydkvaliteten egentlig er dårlig, for vi kunne jo sagtens gøre lyden stor og hive DR’s drengekor med. Altså hvis man havde råd. Det er ikke fordi, det ikke må lyde godt, men det er bare når man har noget, der allerede virker, så må man gerne holde fast i det noget, der virker”.
Har man lyttet til Slagger Lunds albums, ja, så giver det jo rigtig god mening. Her er ikke nogen stræben efter perfekthed, men plads til de skæve indfald både musikalsk og lyrisk.
Det er også som om, der er noget legende i udtrykket?
”Ja, jeg har det sådan, at jeg gerne vil lege med udtrykket og lytte til en producer, men når vi er færdige, så vil jeg stadig gerne gå rundt i mit eget tøj, hvis du forstår hvad jeg mener? Så længe jeg kan se mig selv, og genkende min sang, så kan vi indenfor de rammer godt lege amok. Det er godt at have en legekammerat, én man kan spille bold med når man indspiller”.
Det enfoldige, der stikker noget under
Det musikalske er en side af udtrykket, men sammenfiltret med musikken er også ordene og hvad der lyder som et bredt spektrum af inspirationskilder.
”I min musik er der også noget fra populærkulturen, den form for komik, som var stor i 90’erne. Musik & Fis, Linie 3… og De Nattergale, som man jo egentlig ikke skal nævne i samme selskab som de andre, fordi der er jo heroppe [Flemming markerer med hånden højt oppe] i begavelse. Man har jo noget med fra det enfoldige, og så det, at der jo godt kan stikke noget under alligevel. Jeg er også nået dertil, hvor man kan fornemme at publikum reagerer når man skal til at spille en bestemt sang… for eksempel ’Danish Crown’, der kan man høre folk griner. Og den ér jo også sjov, og det må den også godt være, men den kan måske godt spores tilbage til traumerne i Herning kongrescenter, til Musik & Fis og Linie 3. Det der lidt enfoldige og folkelige… jeg er også vokset op med Dansk Top-musik, af den grimme slags, og der findes jo også Dansk Top, der kan være fedt, men altså… grænsen er hårfin. Men jeg føler mig meget fri til at sige, jeg gør sgu hvad jeg gør”
Det er også som om, der er et spring i dine tekster, mellem det meget hverdagslige og det lidt abstrakte og absurde?
”Ja, men jeg synes også jeg oplever flere…mærkelige ting, end andre gør. Jeg tænker ikke på sådan noget hokus-pokus magi, men at der hele tiden kan ske sådan nogle groteske ting. Vi er ikke altid på samme forståelsesfrekvens omkring ting som mennesker. Jeg har også tidligere haft 15-16 år, hvor jeg var tilknyttet psykiatrien, på den forkerte side af skrivebordet. Jeg har været ude af systemet i 8 år og været medicinfri, men jeg kan mærke at min krop stadig er på overarbejde, også sanseapparaturet. Men det, at kunne bruge det i mit virke, og så kærligheden, det er det, der på en måde har fået mig på benene. Det der med at se verden fra flere sider, det er noget af det kunsten kan. Man kan sige, at enhver sangskriver er en verden, og det interessante er, hvilken verden du har”.
Tomheden er der allerede
Slagger Lund har ikke tidligere været vant til, at spille ret mange koncerter, selv om der også var en del koncerter i bogen i tiden omkring udgivelsen af Maniak. Omkring og lige efter udgivelsen af Nygade & Væk har der været travlt på den front.
”Men jeg kan allerede mærke den der tomhed, er ved at indfinde sig. Det har jeg tidligere fået at vide, af sangskriver-venner, at jeg skulle forvente, at man kunne ryge lidt ned i et hul, for efter sådan en periode hvor der har været rigtig meget gang i den med koncerter og fokus, så ved du ikke rigtig hvad du skal stille op med dig selv”.
Ideerne til nye sange rumsterer dog allerede, selv om Peter Olesen (som har udgivet albummet på Melodika) ikke synes, Slagger Lund skal udgive nyt i 2025, da det er alt for hurtigt. Men ideerne pibler alligevel frem.
Hvad skal der så ske nu?
”Det føles lidt som om det hele ebber ud, her efter udgivelsen, men det gør det jo ikke. Jeg har stadig spillejobs, blandt andet et i Svendborg d.28. februar og til Den Grænseløse Festival ved Ebeltoft til sommer. Men den der rodløshed, der er i ikke at vide, hvordan man skal gribe det næste an… jeg vil gerne have, at jeg har en plan. Jeg har på en måde slet ikke nået at lande efter de to sidste albums, fordi de kom så tæt på hinanden”.
Flemming stopper lidt op og virker som om, han reflekterer videre mens han taler.
”Det vigtigste er, at jeg får skrevet nogle gode sange… jeg har allerede en del sange, men om de er gode, det ved jeg ikke endnu. Jeg laver gerne mange versioner af sange, for at se hvad sangen vil. En ting er, hvad jeg selv vil, men det er nogle gange noget andet sangen vil. Jeg begynder nok snart at lave noget i studiet med Anders [Riis] igen, og vi har snakket om at lave en bank med sange. Det er også en måde at holde rastløsheden fra døren. Og så skal jeg have lavet en slagplan med Melodika og Peter [Olesen]. Der går jo nok noget tid, før der kommer et album, men jeg gad jo godt, der kom en sang eller to ud i mellemtiden”.
Der er jo efterhånden mange, der udsender en single her og en single der ind i mellem albums, for at holde momentum?
”Jeg hader egentlig det der begreb, momentum, det er sådan noget man har i sport, og det er jo på en måde fint, at der ikke er så meget momentum, for jeg skal også kunne følge med og være i det. Jeg spillede 30 koncerter i 2024. Det er mere end jeg har spillet i hele mit liv før det. Der er meget logistik og man er meget væk hjemmefra, og det er også forbundet med angst at træde op på den scene der – man kan godt få lidt impostor syndrome… jeg er egentlig ikke god til at synge, jeg er ikke god til at spille guitar, og så står folk der og kigger på mig. Men det er jeg også afklaret med er en del af det, og det er okay…”
Flemming vender tilbage til det forrige spørgsmål. det om, hvad der skal ske nu, efter en lille tænkepause.
“Men det næste skridt, det er nok at tage på en eller anden form for sangskrivercamp, altså bare mig i en hytte, og skrive på nogle sange og begynde at lave små indspilninger. Og så har jeg fået Magnet Booking på, som skal se om de kan skaffe nogle spillejobs, selv om jeg egentlig også gerne vil skære en smule ned på antallet af jobs, og finde ro i nogle andre ting. Og så må vi se hvad der sker”.
En ting er dog allerede på tapetet for Slagger Lund, som udgiver en bog, en ”form for poetisk roman”, måske allerede til maj eller juni.
Af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Selfie af Slagger Lund
