Hvem er Alf? Det er i denne sammenhæng både et bandnavn og et spørgsmål man endnu ikke helt har fået besvaret, når man har lyttet den dansksprogede rockgruppes debutalbum igennem. Men hvor den røde tråd kan mangle lidt, så er der til gengæld personlighed i rigelige mængder.
Faktisk er det måske lige før, at bandets kantede og lidt ustyrlige personlighed får overtaget på de 11 numre og 35 minutter og kommer til, at overskygge sangene. Eller sagt på en anden måde, bandet mangler stadig lige det sidste for, at kvaliteten i sangskrivningen matcher bandets tydelige energi og spillelyst.
Først og fremmest skal Hvem er Alf? roses for, at det her emmer af spilleglæde og af, at bandet lyder som om de har haft det skide skægt med at indspille sangene. Der er en eller anden smittende energi og humør over hele foretagendet, der også gør, at man et stykke af vejen tilgiver når musikken kommer lidt på slingrekurs. Måske har bandet i virkeligheden lidt for mange idéer, så albummet kommer til at stritte i forskellige retninger som klassisk rock, pop, danserock, bodega boogie og mere tænksomme, stille numre.
Helt i centrum, og med så meget attitude og albuerum at det måske kunne blive for meget for nogle lyttere, er forsanger Laura Lundfold og hendes ret gennemtrængende og karakteristiske vokal. Tænk noget i retning af en blanding af Beth Ditto fra The Gossip, Kathleen Hanna fra Bikini Kill og… Lone Kellerman, måske? Den får fuld arm, og skal man være lidt fræk så er det da påfaldende, at et nummer bærer titlen “Skrigeskinken”.
Den er nok ikke selvbiografisk, men handler nærmere om, at halte bagefter og om, at “burde kende sin besøgstid”. Et tempofyldt og jagende nummer, der lever på sit gode drive og fremdrift, men også viser nogle af de begrænsninger bandet stadig har i selve sangskrivningen. Selvom det går raskt fremad, så er det ikke et nummer, der får mig helt oppe at støde – det er lidt som om den drøner derudaf, uden at efterlade det store indtryk.
Et af de numre, som man med held kunne have skåret fra og stået med et skarpere udtryk. Et andet er den efterfølgende “Alene Igen”, der er med til at gøre pladens midterdel lidt træg at komme igennem. Jeg synes den hænger lidt i verset, både melodisk, hvor den bliver lidt tung bagi og lyrisk, hvor det blandt andet lyder:
Når regnen regner på dit tag, så er der ingen, der regner tilbage
Ingen rød haveslange, skyggernes skygger, de er mange
De er mange, åh ja, de er mange
Okay…? (Det er en reference til Bamse, Ken! Red.)Til gengæld får Hvem er Alf? hævet den op i omkvædet med noget, som kunne lugte af ren viljestyrke og stædighed. Melodien lyder stadig lidt tung i bagpartiet, men der spilles så hårdt til og igennem, at den ikke slæber mod jorden længere og faktisk lyder ganske catchy.
Den slags eksempler er der flere af på pladen, hvor man tænker, “så, nu kører de fast eller ryger i grøften”, men så er det som om man lige strammer ballerne og løfter i flok, så situationen reddes. “To Til En Tango”, der bumler fremad som en slags bodega bluesrock, kommer lidt famlende fra start, både lyrisk og melodisk, men reddes igen af et træfsikkert omkvæd. Det er egentlig ikke fordi, at der rettes op på de konkrete mangler jeg synes er tilstede, men musikken får bare en kraftindsprøjtning, der løfter nummeret nok til, at man sidder og vugger med.
Albummet kommer godt fra start med den voksende og ret uimodståelige “Alt Drejer Rundt”, hvor der er et godt og effektivt temposkift mellem det kraftfuldt ulmende vers og et eksplosivt omkvæd. “Er Du Lyk’lig Nu” starter mere afventende, mens koklokken slår rytmen an, og bygger rigtig fint op til et iørefaldende omkvæd. Det kunne godt være to bud på mulige singler, som med lidt held også kunne snige sig i radioen – måske P4?
Men hey, hvad så med Lone Kellermann? Ja, jo, vokalen er ikke spot on Kellermann, men i glimt er der et ekko af furiens kraft og dirrende drama. Det kunne være i et nummer som “Navnløs”, især i det lidt højtragende omkvæd, og den mere afdæmpede og atmosfæriske “Stor Nok Til To”. Begge numre befinder sig også nærmere “balladeland”, og er samtidig pladens to eneste numre på +4 minutter. Det er nok også lige i overkanten, selvom bandet har fat i et eller andet, der er lige ved at ramme plet i sidstnævnte. Fælles for begge er, at jeg igen synes vi hænger lidt i verset, men får det til at lette i omkvædet.
Det er lidt historien på Hvem er Alf?, der viser et band med en hel del rigtig gode idéer og stærke passager, men hvor der lige mangler det allersidste. Til gengæld har de både viljen og hjertet, samt både personlighed og indentitet nok til at holde skuden flydende. Der er dog ikke nok gode numre til et helt album her, selvom charmen får en til at hænge på et godt stykke af vejen.
Men, hvis bandet kan udvikle sig og få styrket sangskrivningen, så kommer vi over middelkarakteren næste gang.
Af Ken Damgaard Thomsen
