I denne post ser jeg tilbage på 2023 og efter lidt piv, vil du kunne se T-Hs best of fra året der er gået.
En udfordret redaktion?
Jeg ser indikationer af, at GFR rapporterer fra feltlazarettet for tiden: Ken har i sin dækning af Roskilde meget åbenhjertigt berettet om depressionen og de efterfølgende tømmermænd.
Selv mistede jeg min far i marts – noget, jeg selv har prøvet at sejle støt videre efter (manden var 89, FFS!), men når jeg kigger på mine anmeldelser, så er der ret beset et før og efter i det…
De øvrige medlemmer er travlt beskæftigede med eget firma og andet arbejde, men i hvert fald halvdelen af redaktionen må igen melde ”down, but not out”. Endnu et år.
I kan ikke slå os ihjel…
Læg dertil at jeg i hvert fald personligt oplever at de mere etablerede spillesteder har haft lidt langt mellem snapsene; jeg har i dette efterår/vinter anmeldt 1 (!) koncert.
Fornemmelsen har – måske lidt unfair – været, at der har været tale om genudsendelser, lidt uinteressante bookings. Men jeg må da også sige, at pres i den personlige kalender har gjort, jeg ikke er kommet så meget af sted. Ville jeg gerne have nået Arab Strap (som jeg jo ellers så ‘bandets sidste koncert med på Iceland Airwaves)? Jeps. No could do….
Selvfølgelig kom jeg også mere af sted, hvis jeg havde været lidt opsøgende og finde overskuddet. For hvor Voxhall, Radar og Train måske ikke har fået mig op af stolen, så har der været livlig aktivitet på både HQ, Sidesporet og så lader det jo heldigvis til, at adressen Vestergade 58 bare SKAL have musik. Fedt!
Hvis ikke andet, så tror jeg, jeg vil love at kigge ind de steder i det nye år.
Men lad os kigge på, hvad der har været særdeles godt fra året og som jeg vil anbefale at du, kære læser, kaster øjnene på og åbner ørerne for.
Albums
Ring Them Bells’ All Kinds of Nightmares
Det føles helt sært her og sidde og anbefale Ring Them Bells’ All Kinds of Nightmares.
Først og fremmest fordi albummet havde en lang række stærke singles i 2022 og det derfor føltes lidt som et album, der hørte til i dét år. Men renset for dét faktum, er det helt klart en kæmpe anbefaling værdig!
Især, men ikke udelukkende, er duetter med kvindevokaler generelt af allerhøjeste kvalitet og bandet har på disse indspilninger en international klasse, der gør at man let kunne forestille sig forundrede ytringer om ’kan de virkelig være danske?’.
Har du ikke allerede lyttet til (eller investeret i!) denne plade, så er det bare af sted!
The Awesome Welles: Secular Age
I måske endnu mere dad-rock delen af genrene finder vi den særdeles godt gennemarbejdede Secular Age af The Awesome Welles. Som The Awesome Welles er det et fremragende live-band, der gik fra at spille på Radar til Musikuset – noget af et spring. Meget af dette selvfølgelig båret af et stærkt album, der både rammer i mavsen, hjertekulen og egentlig også i hovedet.
Vendte jeg flere gange tilbage til dette album efter min fars død? Ja, jeg gjorde så!
Weal er et band, der beskrives som ’venner af huset’. For flere redaktionsmedlemmer gælder dette på det personlige plan – for mig, der af samme årsag er blevet sat til at anmelde, har det været fordi det er et band, der altid leverer noget interessant.
I denne udskæring er bandet gået all in på post-rocken og gør det med bravour. Det er faktisk lidt vildt at have så stærkt et vokalkort på hænderne og så i så høj grad at lade det træde i baggrunden for at udtrykket bliver mere… ja… Atmosfærisk?
En plade der helt genretypisk tager tid og til trods for ikke at råbe og skrige på lytterens opmærksomhed med fordel kan kobles med noget ro omkring ørerne.
Igen noget, der er ret efterspurgt, når man har mistet (nu stopper jeg med den vinkel! Promise!)
De tre nævnte albums er vel hvad jeg må kalde ’gamle kendinge’. Ind fra højre kom så Hjalte Ross, der for mig i hvert fald var et ubeskrevet blad – og som ramte lige dér, hvor den slags skal ramme.
Sjældent har et albumnavn været mere rammende end Ross’ Less. Det er lo-fi, det er næsten whisper-core og det er helt og aldeles veldisponeret og fremragende!
I anmeldelsen beskriver jeg det som en plade, der nærmest råber ”prøv at skrue ned for alt, så du kan høre mig!” Det rammer stadig ganske fint og hele albummet giver genkendelse i en tid, hvor stoicismen og idéen om at minimere har fået godt tag i popkulturen.
EPer
I anmelderens yndlingsform har der ikke været et overvældende udbud at vælge imellem, men dog nogle stærke bud på hvordan man rammer over relativt kort tid.
Late Night Venture: V: Bones Of The Extinct
Denne EP (ér det en EP?) har virkelig mange ting kørende for sig, men gør også mange ting på én gang. Baryton-vokal, synths og ellers et rocket mørke bliver meget fint balanceret. Hvilket betyder, den rammer velbalanceret i mellemgulvet og tager lytteren med på desperationen, opråbet og det dramatiske udtryk.
Der kan være noget stærkt over bands, der leger lidt med programmusikken og når man hører et nummer som Mammut, kan man ikke være i tvivl om, at der her skrives om et (i øvrigt uddødt) TUNGT dyr, der bastant tramper dig i ørerne.
Velbekomme!
”Har Tom Waits egentlig udgivet nok plader?” dette spørgsmål byder sig til, når man hører Lamwoc, der mere end lader sig inspirere af manden med bowleren.
Det går altovervejende rigtig godt og EP-skabelonen passer også rigtig godt til denne genre.
Ikke for det; der er interessante variationer som en polsk klassisk sang, kvindevokal til at skabe kontrast til den lidt rustne mandevokal og så ligger der egentlig også masser af løb i de primært akustiske instrumenter.
Det er også værd at nævne, at Tom Waits’ tendens til at ’skuespille’ skæve eksistenser i hver sang ikke gentages her og udtrykket dermed ikke bliver en pastiche, men også kan noget andet. Skraldet, smadret, rustent.
Havde jeg en stille fest med at anmelde. Jeg spejlede noget LOA, noget vandret/lodret og noget stoner i hele projektet og det var ganske glimrende.
Læg dertil at jeg elsker en god pun og jeg var fint underholdt. Dog også underholdt på en måde, hvor jeg mener EPen er den helt rigtigt platform, da de langt tænkte numre kan komme til at virke, ja, lange.
Der er 100% spilleglæde over hele linjen – også ved den NN’te gentagelse – og dét alene gør EPen en fornøjelse at lytte til!
Koncerter
Ja, OK. De er jo overstået, men jeg kan da anbefale bands som livenavne og så er der vel dét.
Lad os lige starte med Laibach, det endelig efter to gange udsættelse mødte op på Voxhall.
Af de to slovenske bands, der spillede i Århus den aften (!), havde Sirom på Turkis nok været en overordnet mindre forceret kunstnerisk oplevelse, men jeg må placere Laibach under kategorien ’nu er giraffen set’.
Jeg har egentlig stor respekt for den kompromisløse tilgang, hvor man bruger alt for lang tid (45 minutter!) på at gennemgå de genrer, kunstprojektet har opereret i i ét langt covernummer. Men det virkede også fjollet. Den efterfølgende koncert havde sine ’moments’, men altså… Nu er giraffen set!
Som nævnt har mit koncertgængeri været koncentreret i starten af året så det er der, mine anbefalinger falder. Jeg har ikke anmeldt Rigmor (som jeg så på Grimfest uden anmelderhat), men anbefaler dem alligevel her, da jeg antager at de turnerer ovenpå den forestående plade. Det bliver godt!
På SPOT rendte jeg ind i både Mary Anne’s Polar Rig (ét sted i programmet stavet ’Polar Pig’, hvilket jeg næsten synes er genialt) på en meget svedig aften på HeadQuarters hvilket gav lyst til at genopleve projektet på et tidspunkt, hvor koncertmætheden ikke var så udtalt – og Terrorpy gav håb for metalgenren en eftermiddag – også et navn, der er værd at holde øje med.
Der er også andre, men de to stikker op i erindringen om festivalen.
Alderen spiller jo efterhånden også en rolle og to support acts til I’ll Be Damned var nok ret beset ikke nødvendigt, men når det nu skulle være, så rev Plaguemace Radar godt og grundigt ned. Glad for-growler, der storsmilende holder fem øl op inden koncerten (de var væk efter den) og i øvrigt inviterer kørestolsbrugeren ’Seb’ på scenen af flere omgange? Festligt og et trin op fra Mono Goes Metal, hvor jeg så bandet første gang i en ellers udmærket udskæring…
I’ll Be Damned er stadig ét af de største rockbands i den hårde, ikke-metal ende af genren og da det var min første oplevelse med den ’nye’ forsanger, var forventningerne afstemt til dette.
Det blev bestemt indløst og selv om det visuelle udtryk er et andet, så var det stadig en stor rock-aften på Radar! – Noget, der i øvrigt blev gentaget i efteråret under optagelse af koncert-video med bandet.
Fuck You, money! Er jo bare en stærk åbner og derfra blev der ikke kigget tilbage.
Der er noget særligt over koncerter, hvor der uironisk crowdsurfes og svinges hår!
I’ll Be Damned er ALTID en oplevelse!
trådte også op på Radars scene og lidt som Ring Them Bells, så føltes det lidt som en gammel kending, hvilket især skyldes hvor populær hendes musik har været i radioen.
Det er der god grund til, for der er tale om stærkt materiale og har man muligheden, skal man endelig møde op til gin med Gin – ikke mindst da jeg fra senere koncerter har fra god kilde, at det er blevet mindre pænt og poleret det hele.
Det virker i øvrigt til at være en kunstner, der slet ikke kan lade være med at skabe nyt, så der skal nok være lejlighed til at følge op på min anbefaling.
…er også et navn, der heldigvis er ganske aktivt på scenerne – i hvert fald i Jylland. Det har længe været et band, der har været på min to-watch list og efter den oplevelse må jeg sige: To watch at a bigger venue.
Det er ikke bandet – og bør jeg her igen understrege venuets – skyld at der til tider manglede lidt procent, som man på pladerne kan konstatere at bandet har i fint flor. Men jeg var godt underholdt og håber da også, jeg kan fange den klassiske stil et sted igen inden alt for længe.
For folk, der godt kan lide en stærk kvindevokal på en ret klassisk underlægning af et band, hvor der måske er elementer af femme fatale – men også en usvigelig evne til at være i øjenhøjde med sit publikum, så må du bare af sted til en koncert med Indian Cane!
Hvad kan man så glæde sig til i 2024?
Det er vitterligt et godt spørgsmål!
Jeg har allerede åbnet for, så er der flere af de nævnte yndlingskoncerter, der må formodes at kaste flere koncerter af sig i det nye år.
På albums-siden er jeg oprigtigt nysgerrig på, hvad norske Seigmen efter mange års pause kaster ud i hovedet på os? Der har været tendenser til lidt generisk NU-rock, dog altid med kant. Så nu må vi se hvad sådan nogle veteraner kaster af sig…
Jeg har jo også lovet at kigge forbi de mindre venues, Århus har på Sydhavnen også fået nogle potentialer til noget kulturliv – og så må vi se, hvordan festivalsæsonen folder sig ud.
GRIMFEST har jo i øvrigt i år også valgt at sætte nye initiativer i søen i Musikhuset, så Århus står ikke helt stille… Overhovedet – det bliver spændende at følge!
Selvfølgelig er der genudsendelser på Heartland – men gode genudsendelser! Og så ser det rent faktisk ud til, NorthSide ’vender lidt hjem’ til voksen-indien og fra en tidlig start har satset hårdt på både ’musik fra da folk-med-penge var unge’ (Veto, Kaizers Orchestra, Malk de Koijn) og en næsten kanin-op-af-hatten booking i Massive Attack.
Thomas Treo var ellers skarp og påpegede at med 10.000 billetter til salg ved festivalens start i 2023, var der ikke penge til at investere og rejse sig igen. Det ser dog ud til, at der er blevet investeret. Godt.
Er der for mange festivaler i Danmark?
Højst sandsynligt. Den største i den næststørste by i Danmark synes dog ikke være én, der giver op uden kamp.
At drive en kommerciel festival betyder vel netop også, at man kan investere…
Send flere penge EPer, singler og albums!
Som altid er vi ret afhængige af at få indsendt materiale. De Magelige Mænd Midt i 40erne plukker det, vi kan nå og synes er spændende – tak for at I bliver ved med at sende materiale ind!
Skulle du gå derude og tænke, at du gerne vil med, så kontakt os endelig!
Så finder vi ud af om det er et match.
Vi har altså ikke noget dogme om at GFR skal være af mænd som os, så kom endelig med dine bud!
Møs!
T-H
