Hunbjørn aka sangerinden Ulla Pihl er klar med hendes debut-EP under dette kunstnernavn, selvom der er tale om en rutineret skikkelse på den danske musikscene. Det kan høres på den ro og sikkerhed Hunbjørn leverer sin stemningsfulde electro-pop med.
Men man kunne godt savne lidt flere kløer og nogle brøl! Så kan man argumentere for, at det ikke er det ærinde Pihl er ude i med dette projekt, der som udgangspunkt er eftertænksomt, lidt dæmpet i sin stil og handler om nogle af de udfordringer man kan støde på, når man er nået et stykke ind i livet. At opgive tanken om hævn og øje for øje, at befinde sig i et emotionelt vakuum mellem to perioder i sit liv og hvad sangene nu ellers handler om i følge det tilsendte pressemateriale.
Dermed ikke sagt, at der ikke er en råhed over universet, det er der, den kommer bare ikke så meget igennem Pihl’s ofte lidt sarte og med vilje tøjlede vokal, og det kontrollerede musikalske udtryk. Den viser sig netop i ærligheden i teksterne, hvor man ikke er bange for at kigge indad, eller belyse egne fejltrin.
Jeg savner måske bare en større grad af vildskab, det kan være min personlige smag der spiller ind. Ikke at Pihl behøvede råbe og skrige sig igennem teksterne. Hendes ellers flotte og klare vokal rammer mig bare ikke rigtig, og det bliver lidt et problem i længden, også selvom udgivelsen kun strækker sig over 21 minutter fordelt på 5 numre.
Det er lige før, at bjørnen slipper fri af sin indespærring på titelnummeret, “In Vacuo”, midt på EP’en, hvor det elektroniske beat bliver mere pågående og truende, mens Pihl giver stemmen lov til at presse lidt mere på. Der gives aldrig helt slip, men det ligger måske meget godt i tråd med temaet om, at tilgive i stedet for at give efter for sin vrede og søge hævn, men her var muligheden for et udbrud af en art i hvert fald. Det ændrer ikke på, at det er et rigtig godt nummer.
I det hele taget kan man ikke sætte mange fingre på den side af sagen hos Hunbjørn, man føler sig i usvigeligt sikre og rutinerede hænder hele vejen igennem. Igen er det dog som om, at det måske bliver en kende FOR sikkert.
You prove me wrong and show me how to stand tall
In time of doubt I sometimes lose my heart
Lyder det i det nedbarberede men stadig stemningsfulde ballade “Queen of Love”, hvor Pihl’s vokal får lov til at stå meget nøgen og trække hovedparten af læsset. Det lyder flot, og alt det der, men, igen, så rører det mig ikke for alvor og det ender med at føles en lille smule kedeligt og sterilt på mig. Jeg er sikker på, at andre vil føle det ekstremt gribende og ramme alle de rigtige steder, men jeg sidder bare lidt tilbage og kan sætte pris på udførelsen og ikke så meget andet.
Til gengæld rammer åbningsnummeret “A Flutter of The Heart” temmelig meget plet. Det tøffer roligt afsted, mens Pihl’s vokal ligger langt fremme bakket op af noget svævende kor i baggrunden. Det er ikke fordi der er tale om store armbevægelser, heller ikke musikalsk, hvor det mest markante er et simpelt trommebeat, som skubber sangen langsomt fremad. Der kommer et løft i omkvædet, hvor der kommer flere instrumenter på, hvor det lyder som om nummeret strækker sig mod himlen og for alvor breder vingerne ud. Glimrende sang og en meget lovende start på EP’en, som aldrig rigtig formår at ramme samme højder senere – men det er også et virkeligt stærkt udlæg.
Det var 3 ud af 5 numre på en overordnet uhyre veludført og vellydende EP, som, desværre, bare ikke helt kommer ind under huden på mig, trods de åbenlyse kvaliteter. Er du til genren, og trænger til nogle forholdsvis afdæmpede toner til det begyndende efterår, så vil jeg dog uden tvivl anbefale, at man giver Hunbjørn et skud – det kan være det er en fuldtræffer for dig.
Vi ender på 4 lidt tilbageholdende stjerner fra min side.
Af Ken Damgaard Thomsen
