Den unge odensianske kvintet Human State smider om sig med fine buzzwords som “unik stil”, “brænder igennem” og “super cool” forsanger i pressematerialet, desværre lever Me and My Brother ikke helt op til nogen af delene. Men mindre kan faktisk også gøre det og sørge for en fin lille fest i sin egen ret.
Ingen af de 5 gutter i bandet har i følge det medfølgende materiale rundet de 20 år. Deres fælles baggrunden er musikskolen Flow i Odense. Vi har altså at gøre med et ungt, formodentlig ganske uprøvet og “skolet” band. Det sidste høres især på den målrettede energi og det tekniske niveau Me and My Brother rummer, til gengæld mangler deres dansable alternative rock, det vil sige, danse-rock tilsat saxofon-blæs i dette tilfælde, noget liv og løssluppenhed der kan sprænge rammerne og sætte festen ordenligt fri.
Mange ting er i orden og bandet har styr på netop rammen, men selvom der tilstræbes en energisk smittende og sprudlende tone på EP’ens 5 numre, så virker det hele stadig lidt stivbenet og fastlåst – elementerne er der, bandet mangler bare lige at få dem sat sammen så det hele føles mere levende og organisk.
Åbneren “Dancing With My Self” er nok EP’ens mest velskrevne nummer og der hvor Human State rykker mest i mig. Grundmelodien er en let “ompa ompa” boblende reggae/ska inspireret sag, der går fint i vippefoden. Et catchy omkvæd driver nummeret fremad, imens jeg lige skal have tilvænnet øregangene til forsanger Zachary’s vokal, der tager et par halv-skingre udflugter og i det hele taget befinder sig mestendels i det lyse ende af spektret. Sikkert “super cool” for nogen, men jeg skulle lige justere høreapparatet en smule inden jeg var med på legen.
Og så skal vi egentlig helt hen til sidste nummer, “Reach For It”, inden jeg er helt med igen. Afslutteren drives fremad af en lettere Pixies influeret melodi, simpelt men effektivt. Desværre hæmmes nummeret af EP’ens lidt flade lyd og produktion, der mangler ganske enkelt noget tyngde og bid så man kan mærke musikken ruske i hele kroppen, men det er jo noget der kan rettes op på. Den enkle og medrivende rytme Human State har fat i her, er i hvert fald ikke et vildspor.
Me and My Brother’s 3 numre lange midterakse falder ærgerligt nok lidt til jorden for mig, først med “Lie To The Princepal”, en lidt ordinær alternativ rocker med lidt saxofon til at spæde løjerne op. Det letter bare ikke rigtig for mig, sangen hænger fint sammen og det sidste minuts kaotiske instrumental udflugt er fint tænkt, men de gode intentioner forbliver bare lidt virkningsløse på mig. Titelnummeret “Me and My Brother” følger op, vi befinder os endnu engang på danse-rock-gulvet, men uden at man får vildt meget lyst til at bevæge stængerne. Det er som om man kun fornemmer bandets energi mellem linjerne, der mangler et eller andet i melodien og udførelsen der får den tydeligere frem så følelsen af noget statisk brydes.
Næstsidste nummer “Predator” har fat i noget af det rigtige, det er som om der er mere pondus og punch i instrumenterne, melodien er mere skarpt tegnet op. Igen er den lidt tamme klang, EP’en har, dog medvirkende til, at man stadig føler at både band og én selv har lidt bly i fødderne, men her prikker det dog i tåspidserne.
Me and My Brother er bestemt ikke en dårlig udgivelse, hvis man er til den dansevenlige udgave af den alternative rock, og ellers ikke er bange for saxofon. Men de gode intentioner og evner man fornemmer findes hos Human State, kommer ikke helt til deres ret. Som et pejlemærke om, at der kunne være mere end blot krummer i det her band, er den en fin lille 3er, men for at opnå en større mæthedsfornemmelse så skal der arbejdes lidt med både produktion og sangskrivning. I denne omgang bliver det ved antydningen af og tegningen til, at bandet kan skrive nogle medrivende numre. Det er i de glimt af noget der rykker, at man bliver sulten efter mere.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Human State på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
