Når en hugorm bider et raskt voksent menneske, sker der heldigvis ikke det store, siger Google. Hvad der sker når hugormen huserer på en scene og bider fra sig, ja, det siger Google intet om.
Men det kan jeg så berette lidt om. Et raskt, hvilket jeg går ud fra jeg er, voksent menneske, der har været godt og vel i 1,5 times selskab med Hugorm, overlever i den grad, og går fra koncerten lettere overrasket, godt blæst igennem og med et smil på læben.
For det er en udefinerbar størrelse man bliver mødt af, når man er til koncert med Hugorm. Eller koncert, er det det? Det er det jo nok, men det er så meget mere end det.
Det er et konceptualiseret show, der har frontmand Simon Kvamm som omdrejningspunkt. Ikke specielt overraskende, han er FRONTMANDEN og bandets ansigt udadtil. Og det er da også en fin balancegang trioen her er ude i. For det er meget tæt på at tippe over til et Simon Kvamm show, men det er alligevel, og heldigvis, Hugorm som enhed, der vinder.
For uden hans kumpaner Morten Gorm og Arni Bergman, ville Hugorm ikke være Hugorm. De fylder enormt i lyden og på scenen, specielt guitarist Morten Gorm, trækker meget opmærksomhed, med hans specielle og unikke udseende og påklædning, i aften med en lang kjole kombineret med lidt buks og måske en t-shirt, og hans generelle fremtoning, som kan beskrives simpelt som, alternativ og skæv. Men ikke mindst på grund af hans energi og sublime guitarspil. Trommeslager, islandske Arni Bergman, er bandets mest anonyme, men hold nu kæft hvor kan manden spille trommer, en vaskeægte maskine, der matcher til fulde den energi og det niveau, de to andre lægger for dagen. Så på trods af deres mere anonyme tilstedeværelse, set i forhold til frontmanden, så udgør de tilsammen en uhyre sammentømret enhed.
Tilbage til det konceptualiserede. Det er, som sagt Simon Kvamm, der er omdrejningspunktet, og manden i fokus. Det ville det være uanset hvordan man skruede det sammen, så hvorfor ikke acceptere det, og bruge det aktivt?
Det sker skam også fra første sekund, hvor Simon Kvamm går på scenen med hundehalsbånd om halsen, trukket af bandets stagemanager. Her bliver han trukket rundt et par minutter, mens han, med lidt besvær, når der bliver trukket til, synger det første af “Charles”. En sang, der handler om, hvor meget Simon Kvamm minder om sin hund… Sangen starter afdæmpet, men efter den stille intro, ryger halsbåndet, og sangen og band, eksploderer i energi, BOOOM!!! Så er vi igang!
Den næste time og 20 minutter, var fyldt med tilsvarende overraskelser, skæve indslag, herunder et kæmpe forstørrelsesglas på scenen, specielle led-masker, et par forskellige hatte, en hammer, mimeri, nå ja, og lige toppet med en energisk performance.
Specielt Simon Kvamms dialog med sin underbevidsthed (som selvfølgelig er Simon Kvamm selv, der med en lidt dybere stemme agerer underbevidsthed) var et rigtig fint indslag. Her taler underbevidstheden på backtrack til Simon Kvamm, og det er primært de dårlige ting der bliver påpeget; at han er gammel, ikke kan synge, er selvfed osv. Simon har så mulighed for at svare tilbage, og det ender med en ret underholdende dialog – med ham selv.
Og ja, det kunne sagtens have endt i selviscenesættelse og selvfedme, men balancen er knivskarp, og dialogen benyttes for det meste, til at fortælle om næste sang og hvorfor sangen hedder og indeholder det den gør. Informerende og underholdende på én gang, smart.
Der var jo også musik, og et publikum, og det var et veloplagt og koncertklar et af slagsen, der var mødt op på Gazzværket i Aabenraa til Hugorm’s debut på deres Danmarks tour, “Kom Vi Flygter”. Bandet havde regnet sig frem til, at der var lige nøjagtig 1,2 procent af de 16.000 indbyggere der bor i Aabenraa by, på spillestedet. Et flot fremmøde, og et procentpoint, der ville blive en udfordring på spillesteder i mange større danske byer.
Og udover ovenstående, var der fuld smæk for 250-plus-gebyrer-kroners-sedlen, koncerten igennem. Der blev som sagt åbnet med “Charles”, og herefter blev man præsenteret for en god blanding af sange, fra bandets udgivelser, Folk Skal Bare Holde Deres Kæft og Kom Vi Flygter, fede skiver iøvrigt, kan anbefales. Det er sjældent det sker, men det var en koncert, hvor det var svært at slå ned på den bedste sang eller sange. Alt blev leveret med så meget overskud, energi og variation, at der var rigtig fine momenter i stort set alle sange. Selv det ellers knap så gode Toppen Af Poppen cover af “Så gik der tid med det” fungerede over al forventning. Måske fordi at min opfattelse endte med at blive, at bandet lidt tog pis på, at de netop havde brugt tid på at fremføre sangen. Min opfattelse – jeg kan jo have misfortolket.
Og mindsandten om der ikke også havde sneget sig endnu et Toppen Af Poppen cover ind, hvor Alex Vargas bliver fortolket. Denne gang med alle tre mand stående på scenen, trommeslager med koklokke, og en version af sangen som de færreste nok havde forestillet sig den kunne lyde. Ja, det skal sgu nok opleves før det giver mening, men det virkede, og gav et fint afbræk i den energiske koncert.
Sammen med en noget nedtonet version af “Kom Vi Flygter”, var det koncertens eneste stille øjeblikke, hvor både band og publikum lige kunne nå at få pulsen ned, før det igen gik over stok og sten, med massivt lydtryk, lige i skallen.
Det er svært at sætte en finger på noget der minder om en negativ oplevelse torsdag aften på Gazzværket, det skulle da lige være, at bandet ikke smed en sang eller mere i hatten med ekstranumre, men som en klog person engang sagde, always leave them wanting more. Og det gjorde Hugorm i den grad, og det er skam heller ikke sidste gang jeg møder op til en koncert med Kvamm & co.
Det var uden tvivl årets bedste koncertoplevelse, og nej, der er ikke mange at tage af, endnu. Omvendt skal fremtidige koncerter have et meget højt bundniveau, for at matche Hugorm på Gazzværket – det bliver til fuld plade i GFR bingo herfra.
Sætliste:
Charles
Kigger væk
Bange for mig selv
iLORT
Så gik der tid med det (Tøsedrengene cover)
Mere Tape
Kong Alkohol
Kom Vi Flygter
Venter På Lyde
Ingenting
Shackled Up (Alex Vargas cover)
Pottemanden
Træmand
Ekstranumre:
Rejsdigop sætdigned
Folk skal bare holde deres kæft
Skribleri og fotografi Thomas Bjerregaard Bonde
