Albumdebuterende HÖVRING kaster sig ud i en funky hårdrock hybrid og lykkes på flere numre med at få noget energisk og catchy ud af det. Men for ofte er sangskrivningen på det jævne.
Jeg kan godt få lidt nervøse trækninger når nogen nævner ordet “funk”. Især når det så sættes på “rock”. Det er egentlig ikke fordi, jeg ikke godt kan føle funkens magi når den udføres godt, men jeg er nok bare selv ret ufunky og halv-uimodtagelig for den slags. Jeg er mere til Californication end til Blood.Sugar.Sex.Magic, for at sige det på den måde. Det er givetvis også noget med smag.
HÖVRING er en form for funky rock, men ind i mellem også hård rock, og også flere andre sub-rockgenrer. Så var jeg ligesom også advaret og på vagt, da første nummer på HÖVRING’s debutalbum, Colored Scenes, gik i gang. ‘Revolution’ smager dog mere af grunget 90’er rock end af funk, så der blev sveden tørret af panden for en stund.
Mere funk er der på ‘Jungle Fever’ (titlen lugter også lidt af funkiness!), med uh-uh-ahh-kor og en lille bismag af Maroon 5. Det vil sige, det er faktisk ganske catchy, og det fungerer godt for Hövring – blandt andet fordi Victor Hövring i front har en ganske fin vokal, der ikke gør nogen fortræd, men passer godt til denne type musik. Et godt bud på et lille radio-hit.
‘Domino’ kører på quiet-loud dynamik og igen er Hövring ganske ferme til at ramme noget fængende – der er noget saft og kraft i nummeret, uden det bliver for kantet, og så er omkvædet også fint eksekveret. ‘Domino’ kunne, ligesom ‘Jungle Fever’, godt få airplay på mere rockorienterede kanaler.
Hövring har godt styr på deres lyd og Colored Scenes er velproduceret, og selv om et nummer som ‘Northern Sea’ ikke er lige spændende hele vejen igennem, er det hele tiden solidt håndværk og det begynder også at rykke da Victor Hövring presser sin vokal lidt på den anden side af 2 minutters mærket.
På ‘Teenaged’ lånes der noget basdynamik fra Rage Against the Machine og ligesindede, og så er der noget grunge-attitude over den selvkritiske tekst – “You can see it in the space between my teeth/I ain’t nothing but a wannabe”, synger Hövring her, så vidt jeg kan høre.
Humøret kommer lidt op igen på ‘Heart’s on the Line’, men sidste del af albummet falder dog lidt i niveau i forhold til første del. Således er både den funkrockede ‘Hearts on the Line’, den mere afdæmpede ‘Seven Demons’ og afslutteren ‘Superior’ forglemmelige. Førstnævnte har egentlig et meget godt drive og fint vokalarbejde, men opbygningen fungerer ikke helt i mine ører, og det er som om det tungere stykke efter omkvædet blæser sangen lidt ud af kurs.
På ‘Seven Demons’ er tempoet taget ned og vi får nogle tangenter på, for ligesom at understrege at vi er ude i noget følsomt her. Igen er håndværket bestemt i orden – HÖVRING har klart styr på den del af udtrykket, der handler om vokal og instrumenthåndtering. Og så skal vi have fart over feltet igen på afslutteren ‘Superior’, der låner både noget riff og en basgang fra 90’erne, og så får vi sådan et lidt halvrappende funky vokalstykke, der på en eller anden måde sender mine tanker i retning af Limp Bizkit.
Jeg ender med at synes, at otte numre virker som for mange på Colored Scenes. Det er lidt en standardtraver som anmelder at ville skære numre fra, men for mig ville de 4-5 stærkeste numre på en EP have udløst en højere karakter, end helhedsindtrykket bliver til her. HÖVRING har bestemt ramt en stil, de har godt fat i, og der er et par stærke numre på Colored Scenes, men også for mange numre, hvor sangskrivningen bliver for ordinær, og hvor riffs og opbygninger lyder som noget, man har hørt mange gange før. Det ændrer ikke på at HÖVRING har masser af god energi og et godt udgangspunkt at arbejde videre fra – og så er det også en type musik, der sikkert kunne vinde ved at blive blæst ud fra en live-scene.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
