Høvl er “rock for the punks”, eller en punktur rundt i byens beskidte gader tur/retur i næsten total tomgang.
Høvl er også “no future”, motorcycle rock og budget punk, i følge deres sparsomme oplysninger på Bandcamp. I så fald har punken ingen fremtid, motorcyklen lyder som en udtjent knallert og budgettet er pænt skrabet.
Vi starter turen med et rask lille slagsmål i en bus. Der fægtes med arme og ben, uden nævneværdig kampteknik, snilde eller taktiske overvejelser i “Bus Fight”. “Let’s fight, let’s fight”, lyder det eksalteret fra bussens midtergang, åbenbart det eneste kampråb forsangeren har på repertoiret. Mens bandet vælter rundt mellem sæder og uskyldige medpassagerer, bevæbnet med deres skarpt og hårdt stemte instrumenter.
Optøjerne er dog med sine 2 minutter så hurtigt overstået, at man mistænker bandet for kun, at have kørt med et enkelt stop. Så de tumultariske tilstande når her kun at blive moderat enerverende i deres hærgende monotoni.
Ganske ukoordineret vælter det sikkert halv-forpustede og allerede storsvedende band ud på gaden, og fortsætter i stort set samme rille i den nærmeste rendesten. Det lyder suspekt. Suspekt meget, som en stort set identisk sang, hvad angår tempo, intensitet, melodi og fremgangsmåde. Nu råbes der blot “Can’t stop”, gentagende gange, i stedet for “Let’s Fight”.
Og så er sangen, på gavmild vis, 8 sekunder kortere end åbneren. Blev bandet forpustet, opdagede, at de allerede var løbet tør for idéer, eller skulle de bare hurtigt videre ud i byen?
Ud og BRÆNDE DEN FUCKING NED, PUNK STYLE, på “Burn This City Down”! Hvorfor nøjes med simpelt hærværk og gadeuorden, når man kan futte hele møget af? Jeg overmandes et øjeblik af en vis form for beundring. Det er da, om ikke andet, dedikeret og der er noget charmerende over en flok lømler, der sådan er villige til, at gå all in.
Det gør de så ved, at give den lidt mere spade og gashåndtag på Maxi Puchen her. Så mælkekassen bagpå ryster og asfalten under dem… tja… den… den slipper nok med overfladiske brændmærker fra de slidte dæk.
“Burn this city, burn this city down”, lyder mantraet. Man imponeres og overraskes konstant over bandets opfindsomme lyrik, og samspillet mellem det finurlige tekstunivers og sangenes titler… Hov, der er faktisk mere tekst i det her nummer end de to foregående! I hvert fald teoretisk set. Det er lidt vanskeligt helt at afkode de brovtende brøleabelyde, der gør det ud for sang. Det relaterer sig nok til ønsker om nedbrænding af byer?
Inden Høvl når, at gøre alvor af truslerne om brandstiftelse knalder de dog frontalt ind i en mur på “Wall To Face”. Den slags bider dog ikke på dem, de spiller videre. Som en omgang blodtud da man var barn. Pludseligt opstået, umulig at stoppe, lidt til besvær og et værre griseri. Men, ikke sådan for alvor farligt. Blødningen er overstået på lidt over et minut.
Så er det bare op på det to-hjulede motorkøretøj igen, ud i natten og punke den for hårdt, mens “City Lights” glider forbi. Og ind af det ene øre, ud af det andet og direkte ud i glemslen efter 1 ½ minut.
5 numre fordelt på 9 minutter, er hvad bandet får høvlet igennem på denne EP. Det er ikke et sekund for lidt. Skulle man forvilde sig ind på et eller andet små-snusket spillested, hvor Høvl havde truet sig på plakaten med løfter om uterlig opførsel, hvis de ikke kom på, er der måske lidt af hente. Tændingen kan man ikke tage fra dem. Det bliver bare på rekordtid genbrugspunk, der lige så vel kunne være endt i skraldespanden for udtjente idéer og attituder i studieudgaven.
Høvl høvler, helt skamløst, men dog nogenlunde tændt og energisk klingende, store, dumme, demente riffs og primitive melodier af. Og jeg mener vitterlig dement, i den forstand at det virker som om bandet selv har glemt, at de lige har brugt samme riffs og melodier i forrige nummer.
Faktisk troede jeg mindst 3 gange, at EP’en allerede var startet forfra. Fjerde gang var den. Det er absolut unødvendigt, SLUK.
Af Ken Damgaard Thomsen
