Hot Sproose gør sig til talsmand for den tænksomme pop med stærke referencer tilbage i tiden. Life Turns er en EP, der emmer af kvalitet – men frygten for at manglen på deciderede hooks gør, at alt for få vil få glæde af EPen.
80ermusik har fået en revival – eller er måske for første gang kommet ind – i mit liv.
Min Tears For Fears LP har fået flere spins og jeg har købt Talk Talks Colour of Spring.
Det betyder også, mine ører er super klar på at høre noget velproduceret pop.
Og velproduceret pop står Hot Sproose for!
Indrømmet, jeg har med førnævnte værker sat barren uopnåeligt højt. Men det åbner lidt mit blik for denne form for indie-pop (oxymoron!) og forhåbentlig giver også en idé om hvilken ballpark, vi opererer i.
Er der en ikke-dominerende vocoder? Ja! Næsten hoppende backbeat her og der? Også det!
Men det fungerer rigtig fint som pop og de lidt voldsomme synths kommer helt enkelt til at fremstå som genre-passende.
Har man sagt pop, har man (ofte) også sagt usnobbet, men her er der elementer af noget nærmest Gangwaysk i at vokalen måske ikke lægger verden ned, men den leveres meget matter-of-factly og der er leget med teksterne og temaerne. Do You Know How To Forget går åbneren og vi er altså milevidt fra ’I-love-her-does-she-love-me?’ lyrik.
Jeg tror ikke, jeg ville kunne kende leadvokalen, hvis den blev sat ind i en anden konstellation. Den er ikke engang teknisk fantastisk. Men leveringen er lige i skabet!
American Standard bliver nærmest ikke-croonende, men der hintes her og der. Det er en skæg og stærk vinkel på et nummer, der ellers kunne få lidt mumletekst-præg: Der er mere overskud i det hele, end bare at styre ind i stormen og gå full Blue Eyes.
…og mens der på den måde leveres kommenterende på dét nummer, så er der også en meget nordisk-inspireret tilgang i Apple Boughs, hvor det hele nærmest er mere britisk end UK. Lidt som den tilbagelænende, upressede tilgang, vi kender fra Kings of Convenience.
Og netop som man tror, at det er en form for magtdemonstration i at på én gang at ramme en stil, men samtidig kommentere på den, så lukker EPen med en sart sag, Life Turns.
Det er næsten som om, leveringen her skal få os til at føle at stemmen kan falde igennem hvert sekund. Dygtigt. Måske også tilfældigt, men dygtigt.
Og sådan kommer jeg igennem Life Turns og tænker: Wow. Godt gået! …men…
Der er et ’men’. Det elegante pop-hook i første nummers refræn er nok det bedste bud på noget, der kunne blive en rigtig ørehænger. Der mangler ideelt set flere sange, der giver lytteren lyst til at vende tilbage. Trykke ’play’ igen.
Hører man pladen tilpas mange gange, vil man finde dem. Som med så meget andet musik under den brede paraply, pop.
Jeg er bare bange for, at Hot Sproose netop med deres ulastelige reserverede tilgang, overskud og stærke evner simpelthen ikke får fanget tilpas mange i de første par lytninger.
Det er synd. For der er kvalitet i det her.
Der er endda dansk særhed i måden at bøje udtalen af de engelske ord på. Kæmpe fan af det!
Måske er Hot Sproose deres pendant til Carpark Norths Car Stereo: En EP, der ikke var helt så skarpskåret som bandet siden udviklede sig til. Som indeholdt i hvert fald ét godt nummer og flere viste sig, hvis man gav dem tid.
Det håber jeg – for vi ELSKER pop, når det bliver fremført med øre for kvalitet!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
