Et hårdt-rockende norsk tog ramte torsdag aften Pumpehuset med fuld skrald. Ikke mindre end 3 norske rockbands havde fundet vejen til Kransalen, og publikum fik så sandelig valuta for pengene.
Kindred Fever åbnede rock-ballet før jeg var på plads i salen, dog fik jeg en lille håndfuld sange med. Bandet gjorde det fint som åbner, fik godt gang i den halvfyldte sal med deres Jack White inspirerede blues-rock, uden at man for alvor blev revet med. Det var, for at være helt ærlig, ikke synderligt originalt. Men hey, et par blues-rock sange kan man jo altid klare til en fadøl. En fin start på aftenen.
Honningbarna var anden ret på aftenens rock-menu, og på trods af at bandet netop var væltet ud af et fly fra Cuba, formåede de at levere aftenens bedste performance. Kristina beretter….
Honningbarna ★★★★★☆ (Anmeldt af Kristina Bonde Kristoffersen)
Med både sprit-nye og lidt ældre numre, leverede norske Honningbarna en fest i Pumpehuset. De fantastiske drenge lagde hårdt ud med “Prinser av Sarajevo”, lige på, ultraenergisk og tight – en dejlig punk-knytnæve, som var lige det jeg trængte til, for at vågne lidt op her sidst på ugen.
Det er første gang jeg ser forsanger Edvard Valber uden Cello, (så vidt jeg husker), men det klæder ham godt, og inden for de første 5 sekunder er standarden ligesom sat – energisk punk i verdensklasse!
Honningbarna fortsætter med “Opp de nye blanke”, endnu et nyt nummer, og spiller derefter, i hvert fald efter min mening, klassikeren “Klart blikk”, hvor alt og alle giver den gas. Ahh! Jeg har savnet Honningbarna.
Resten af den fremragende koncert, bliver blandt andet brugt på “Offerdans”, “Fri Palestina”, “Dødtid” og “Ikke la deg rive med”, som efter opfordring fra Valber, bliver til aftenens sing-a-long-punk-nummer.
En energisk og fantastisk stemning gennemsyrede Pumpehuset, i løbet af de cirka 45 minutter og 7 numre koncerten varede. Trods kritiske lydproblemer, guitaristen havde eksempelvis ikke lyd i sin forstærker gennem 3 numre, formåede Honningbarna, at levere en præstation af ypperste karakter – som kun få kan matche.
En skam at de kære honningbørn ikke havde mere tid, og de måtte da også ofte tjekke klokken under koncerten, for at sikre at de holdt tidsplanen.
Jeg havde fornøjelsen af, at være i selskab med en Honningbarna-jomfru, der normalvis ikke er så meget til denne mere hårde side af rockmusikken, men selv han var solgt. Og det kan jeg godt forstå, for koncerten sad lige i skabet, med præcision, cello-soloer og energi fra bandet, blandet med happy crowdsurfing fra både band og publikums side, samt Honningbarna’s nærværende personlighed, ville alle være solgt.
Har du endnu ikke set Honningbarna live, er det, der skal øverst på listen over ting du skal nå, inden du forlader denne jord.
Honningbarna lander på 5 stjerner. De kunne ikke have gjort det bedre, men de tekniske omstændigheder og koncertens varighed trækker dem ‘ned’.
Skambankt ★★★★☆☆ (Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde)
Storebror Skambankt indtog Pumpehusets scene godt 20 minutter efter lillebror Honningbarna’s punk-rock opvisning, og det på bombastisk maner. En intro bestående af march-trommer og dramatisk blå lyssætning lagde op til det helt store show, og min første tanke var, hmmm, måske lidt i overkanten, det er jo (punk)rock og ikke Iron Maiden vi skal opleve, håber sgu de kan følge op på den. Det kunne de heldigvis, næsten.
Jeg havde store forventninger til koncerten, dels fordi at det var første gang de skulle opleves live, imponerende bedrift, eftersom jeg har været med Skambankt toget fra starten, og så sandelig også grundet de gode anmeldelser de har fået på deres Danmarks turné – og også for deres nye album Sirene.
Indledningsvis vil jeg gøre det ganske klart, at bandet undervejs i koncerten havde deres at kæmpe med. Herunder en bas, som, efter scenen var blevet invaderet af publikum, der blev inviteret op, pludselig ikke virkede. Det resulterede i en lang ufrivillig pause, hvor resten af bandet padlede. Et unødvendigt afbræk, der i den grad tog energien og dynamikken ud af koncerten. Selvforskyldt, tja, men det er hvad der sker når man gir’ den gas. Og det gjorde Skambankt i den grad, ikke en finger at sætte der. Deres spilleglæde og begejstring over at spille i København og Pumpehuset, lyste ud af bandet og især forsanger Terje Winterstø Røthing var på.
Musik var der skam også, og jeg må ærligt erkende at jeg er mest til deres første udgivelser, hvor bandet er noget mere punk-rockede, rå og simple i deres lyd. Dette er forsvundet lidt på deres senere udgivelser, hvor lyden er ovre i “almindelig” hårdrock. Denne blanding havde jeg lidt svært ved at affinde mig med live, og det var da også de mere punkede sange der gik renest ind, ikke kun hos mig, men også store dele af publikum. Et tydeligt bevis på dette, var da forsanger Terje spurgte publikum om sidste nummer skulle være pop-rocket eller punket, poprock vandt ikke den duel.
Sange som “Skambankt”, “Vår bør”, “O Desverre”, “Slukk Meg (Før Eg Brenne)” og “Dynasti” gik rent ind. Og på “Me Seie Nei” smed bandet et gammelt, men velfungerende kort, nemlig en indlagt og noget overraskende brat pause. Bandet stoppede pludselig midt i sangen, tog sig en slurk øl, der blev talt ned fra 4 og så eksploderede Pumpehuset ellers noget så eftertrykkeligt. Efter sigende et stunt bandet fyrer af ofte, men denne gang stod en tilfældig publikummer for nedtælling, hvilket ikke skulle være kutyme. Stuntet gik rent ind, og satte endnu mere gang i Pumpehuset – for der VAR gang i publikum denne torsdag aften.
Men det var desværre ikke nok til at overbevise og helt rive undertegnede med, især ikke efter Honningbarna’s opvisning tidligere. Ikke at de to acts skal sammenlignes, men Honningbarna’s koncert fremstod komplet og bandets interaktion med publikum mere spontan.
Men når det er sagt, kunne man tydeligt mærke at Skambankt virkelig ville denne koncert, måske for meget, i hvert fald virkede Skambankts interaktion en del mere indstuderet end lillebror Honningbarna’s. Men fred være med det, det er jo nok en smagssag, og én ting er stensikkert: der var dømt rockfest fra start til slut, hvor den gode Johan “Magtens Korridorer” Olsen sneg sig på scenen, og fuldendte et rockdrøn af en koncert, med et godt gammeldaws stagedive. Respekt.
Og respekt har jeg i den grad også for de norske sortklædte mænd, der blev ikke lagt fingre imellem, og de gjorde deres ypperste fra start til slut for, at publikum skulle have en på opleveren, og ikke mindst en fest. Det var dog ikke helt nok til at de holdt momentum koncerten igennem, der var lidt udfald hist og pist, og bas-gate gjorde i særdeleshed intet godt for koncerten. Jeg kvitterer med 4 store rockende stjerner, og håber snart at opleve Skambankt live endnu engang.
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
