Bag kunstnernavnet Holst gemmer sig sangskriver og multiinstrumentalist Christoffer Holst Lave, der ud over hjælp fra trommeslager Marco Diallo selv har stået for alt på debutalbummet Chasing The Impossible. Bestemt ikke en umulig opgave, men Holst’s tur gennem et varieret rocklandskab mangler alligevel lidt retning.
For Holst kommer ret vidt omkring på albummets 10 numre, fra regulær rock, over den mere alternative afart, let-folk og singer songwriter klingende rocktoner. Det meste af vejen er både udførelsen og sangskrivningen habil og solid, men sjældent virkelig fremragende eller på nogen måde spektakulær – selvom Holst ikke er bange for at prøve ting af.
Det er på samme tid albummets store styrke og en del af svagheden. Man keder sig stort set aldrig i Holst’s kompetent spillende selskab, ligesom man heller ikke umiddelbart i lyden lægger mærke til at det er et one man band med trommeslager. Men samtidig kommer det også til at stritte i lige lovlig mange retninger, hvis man skal bedømme albummet som samlet værk, og man kommer lidt i tvivl om hvem Holst egentlig er.
Måske bare en rockfan, som ikke vil begrænses af genrer? Lad os starte med de par numre, som jeg ikke rigtig synes fungerer, eller hvor Holst bare kommer lidt til kort. Vokalen på den afdæmpede lukker “Zombie Song”, hvor den akustiske guitar er i centrum, synes jeg ikke sidder lige i skabet. Klangen, hvor der sigtes efter et dybere toneleje, kommer til at lugte lidt af Crash Test Dummies for mig, uden at nå samme brumme-dybde. Så det fremstår som et forsøg på at lege med stemmen, der ikke kommer længere end halvvejs.
Der er også noget med de engelske tekster, som jævnligt kommer til at lyde lidt knudrede, kluntede eller ikke helt flyder lige så godt som man kunne have ønsket sig. Der synges om de sædvanlige ting, fristes man til at sige, kærligheden og livets store og små spørgsmål, men vi kommer aldrig helt op over det lommefilosofiske stadie.
“Time to pick up what is left // and carry on with no regrets // not easy done, but easy said // no guaranties, apologies // it’s like a place in Russia we will never see // we haven’t been in love for long, for very long”
Sådan lyder første vers af nummeret “Fine With Okay”. OK, det er ord og nogen af dem rimer, men det flyder ikke specielt godt, ordene virker lidt tilfældigt udvalgt efter klange der passer sammen og så er der hele to engelske omskrivninger af danske vendinger, “lettere sagt end gjort” og “… en by i Rusland”, hvilket jeg mildt sagt finder klodset og distraherende. Den lidt slacker singer songwriter influerede “Counting Ticks Again” er en uheldig kombination af begge disse problemzoner. Der prøves igen noget nyt af med vokalen, der lyder sådan lidt døsig, slumrende 90’er ligeglad, noget der igen ikke helt rammer plet og kommer til at lyde lidt for skævt, mens der kæmpes med linjer som “everybody’s cup of tea, is too sweet for you and me”.
Det kan lyde meget negativt det hele, men det er faktisk bare fordi det er nogle irritationsmomenter som bliver meget markante og springer i øjne og ører hos mig, og forstyrrer nydelsen af de bestemt mange gode tendenser, der er at spore på Chasing The Impossible. Vi kommer eksempelvis rigtig fint i gang med den gyngende “Just A Habit”, der lyder som en trucker-rocket udgave af Jimi Hendrix’ “Foxy Lady” – den har i hvert fald det samme groove i rytmen. Her kører det sgu ret fedt for Holst, både vokalen, melodien og nummerets sejt vuggende stil får mig revet med.
I det hele taget kommer albummet ret stærkt fra land. Den efterfølgende, lidt mere tempofyldte, men stadig gyngende, “Thinking Too Much” rummer nogle af de samme kvaliteter – her bliver det dog næsten dansevenligt. Den efterfølgende “New Currency”, hvor storbylængslen hænger i luften sammen med en mere hjemsøgt og let vindblæst stemning, har også et eller andet som pirrer min nysgerrighed. Der er lidt med teksten som prikker til mig hist og her, men atmosfæren, klangen og især omkvædet har et eller andet der gør nummeret interessant at lytte til. Den følges op med den udpræget dansable “What We Came Here For”, hvor jeg hører ekkoer af Cameo’s “Word Up”, bare med et mere bølgende groove og fremtrædende bas der næsten gør affæren lidt disco funky? Fræk og veldrejet lille danse-rock sag, ja, måske ligefrem albummet bedste nummer?
Det var sådan set de første 4 numre på pladen, som efterlod et positivt indtryk, er det så bare ned af bakke derfra og ud? Nej, eksempelvis har “The Impossible” senere på pladen gang i en sjov, skvulpende rytme og let ompa-melodi, tilsat noget kor, som får den lidt et lyde som en slags lettere tilrislet sømandsvise. Men det er også et nummer, der mudrer helhedsindtrykket på den lidt svagere anden halvdel af pladen, til – og dermed også det samlede billede.
Holst lyder på godt og ondt som et opkog af en masse rock man kender, men den selvstændige identitet ender med at fremstå lidt udvisket. Det er bestemt ikke blottet for personlighed, og slet ikke uden gode idéer og medrivende momenter. De fleste falder dog først på pladen, og over et helt album opstår der, desværre, mere balance mellem de gode og knap så gode stunder.
Så vi ender på en karakter midtimellem for et album jeg egentlig godt kan lide at lytte til, men som set over 10 numre, i min optik, får spændt lidt ben for sig selv.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Holst på facebook
