Med lidt mere end inspiration fra Tom Waits byder Holger Vig feat Bette Risenfors på dansksproget visebeskrivelse af skæbner. Det slippes der ganske udmærket fra og pladen vil stensikkert vinde et publikum.
Der er ikke gået mange takter af første nummer på Du Evige Menneske, før det tydeligt høres at Bette Risenfors har produceret for Tom Waits. Og produktionen er taget med. Blæsere, dump kontrabas, tidsløs knejpe-jazzstemning med harmonika, banjo og veldisponerede kvindelige b-vokaler.
Det er særdeles skarpt, gennemprøvet og effektivt. Oven på det har vi så Holger Vigs tekster og vokal, der heldigvis er sin egen og ikke søger at imitere Waits. Tilfælles med Waits har den dog det aspekt, at der ofte beskrives lidt småskæve skæbner. Som eksempelvis i ‘Marie’, hvor et nærmest kontraktligt stævnemøde i en have beskrives; begge parter lyver for hinanden, forfører med koketterier og pral og ender med:
Per begynder at drille
og kjolen bli’r alt for lille
En beskrivelse af, at det nærmest kontraktlige forhold næppe kunne eksistere uden alt det forspil, der består af (selv)bedrag og form.
Meget fint!
Pladen byder ofte på hints til en kristen klangbund, men også en religionskritik som i titlenummeret, hvor versene udfolder hvordan mennesket konstant leder efter nye (af)guder. Personligt og patetisk bliver det også i den lidt grødede ‘Gammel Nok’, som handler om at nå den alder, hvor både kærlighed, tålmod og overbærenhed inviteres ind i livet.
Der er også Waitske fortællinger om veteranen, ‘Jens Med Fanen’, der ikke kan finde sig til plads efter at have være udsendt og som slutter med
I den tidlige morgen
Løsner han et sidste skud
og ‘God Nat’, der handler om en (gade?)musikants afsked med verden.
Det er i sig selv fine numre, men rammer også noget andet end Waits; for Waits har oftest berettet om skæbner med stor humor, udstillet hovmodet og været talerør for ’de skæve’ med stor kærlighed: En luder er jo bare en luder og ikke en stakkel. Og her får Vig flere gange hovedpersonen til at fremstå lidt som en stakkel. Det bliver aldrig grelt, men det er dog en mærkbar forskel på de to. Og jo. Der er også humor hos Vig. Som afslutningsversene på ‘God Nat’:
…Og hvis ikke I synes om musikken
Så er det trist – for nu gik den!
Udtrykket er dog skarpt hele vejen igennem og jeg tænker også, der er et mellemstort publikum for netop det her: Danske oversættelser af Cohen og Waits har allerede gået deres sejrsgang i Danmark og her er der vitterligt tale om originalt stof – som dog ikke lægger skjul på inspirationen og endda produceres nøjagtig som Waits.
Der var overhængende risiko for at en plade som denne kunne være blevet en pastiche. Det er den ikke, men vækker på én gang genkendelse og skaber noget nyt i ikke bare at oversætte andres tekster og spil.
Det er en fin, særdeles velproduceret plade som måske trækker lidt tunge veksler på en kristen baggrund, men også med en meget dansk lidt-mere-end-latent kritik af religionen, menneskets dårskab og (sørgelige?) skæber.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Cover art af Asta Høyer Hansen
